Niels Chr. Sauer
Blog
Four more years? Åh nej...
Den uimodsigelige konklusion er, at hvis man ønsker at fremme de socialdemokratiske værdier, må man have et socialdemokrati, der kan og vil føre socialdemokratisk politik som regering, eller, næstbedst, en borgerlig regering, der står overfor en socialdemokratisk opposition
Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg nogensinde skulle græmme mig over et socialdemokratisk comeback som det, Thorning & co lige nu synes at have gang i. Jeg, som de første tyve år af mit vælgerliv stemte på VS, blev socialdemokrat i 1986, stemte for Thorning og i ti år med VKO kæmpede for, at Socialdemokraterne skulle tilbage i regering, idet jeg personligt arbejdede målrettet med på at bygge Christine Antorini op som vores første socialdemokratiske undervisningsminister siden Dorte Bennedsen i 1982.
Men så afgrundsdyb er min skuffelse over Socialdemokraterne altså i dag, at jeg ud fra en nøgtern vurdering må anse behovet for en udskiftning af partiets ledelse for vigtigere end kampen om regeringsmagten.
Ikke fordi alt, hvad denne regering har lavet, er skidt, langt fra endda. Men den har trådt i spinaten for mange gange, og på et enkelt punkt har den gennemført ting, der er så forfærdelige, at det i mine øjne er utilgiveligt: Folkeskolereformen og dens følgelovgivning, L409.
Man kan spørge, om noget enkelt politisk fejlgreb kan være så fatalt, at det alene bør bringe en regering til fald. Svaret er naturligvis ja - hvis det er vigtigt nok. Jeg taler her om intet mindre end historiens største mavepuster til samfundets bærende kulturinstitution, selve vores demokratis arnested, rygraden i vores samfundsfællesskab. Kombineret med et uprovokeret overfald på en gruppe af solide, hårdt arbejdende medborgere, der har valgt at bruge deres arbejdsliv på at bringe kommende generationer i vej; et overfald, der kom fra en for danskene så fremmed verden, at de endnu ikke rigtigt har fattet, hvad det var, der foregik.
Konspirationen – og tag ikke fejl: Jeg bruger dette ord efter nøje overvejelse, for det var præcis, hvad der var tale om – konspirationen mod lærerne, aftalt og gennemført i dølgsmål ved hjælp af en korporatistisk forening af arbejdsgiver-, regerings- og lovgivningsmagterne, var reelt en underløbning af selve den kollektive aftaleret på det offentlige område. Dennes grundfæstelse i 1899 reddede dengang landet fra en borgerkrig og anses for arbejderbevægelsens afgørende historiske gennembrud på dansk grund. Det uhørte i 2013 var ikke, at en regering greb ind i en overenskomstmæssig konflikt, det er sket mange gange før, og altid på baggrund af en mæglingsskitse, der delte sol og vind lige. Det utrolige var, at konflikten var iværksat med det ene formål at skabe forudsætningen for en ophøjelse af arbejdsgivernes krav til lov ved hjælp af et regeringsindgreb. Og så naturligvis dette, at det var en socialdemokratisk ledet regering, der gennemførte svinestregen. At folk stadig har svært ved at tro det, er fuldt forståeligt, for det lyder jo vanvittigt. Men sådan er det.
Havde regeringen så endda brugt lærernes penge til noget ordentligt. Men den brugte dem til en dilettantisk skolereform, der med Asger Baunsbak-Jensens ord konstituerer 'det største svigt i dansk skolehistorie'. Som en flok elefanter i en glasbutik har politikerne væltet rundt i folkeskolen. Intet af det, de har sat i værk, virker, kaos tager til måned for måned, og de uløste problemer tårner sig op. Endnu er det kun lærerne, der ved, hvor galt det i virkeligheden står til, men på en liste over regeringens værste tiltag kommer folkeskolereformen dog allerede nu ind på en andenplads ifølge dagbladet Politiken. Det kan kun være et spørgsmål om tid, inden førstepladsen er hjemme.
Her kommer jeg så frem til den del af mit ræsonnement, der gør rigtigt ondt, men der er ingen vej udenom: Dette ville aldrig være sket, hvis vi havde haft en borgerlig regering. Ikke fordi den ikke kunne have ønsket sig at gøre det samme, men fordi et socialdemokrati i opposition aldrig havde ladet de borgerlige slippe afsted med det. Ingen socialdemokratisk opposition ville have ladet sig fedte ind i et sådant spil vendt mod en gruppe lønmodtagere. Ingen samlet fagbevægelse ville have vendt det døve øre til, mens lærernes fagforening blev tæsket gul og blå af en borgerlig regering. Vores nuværende borgerlige opposition må jo have troet de drømte ved højlys dag, da Corydon forelagde dem køreplanen for dette forløb formentlig engang i foråret 2012, hvor regeringens opinionstal var frosset håbløst fast langt under valgresultatet fra 2011.
Uden Corydons konstruktion ville reformen være utænkelig. De borgerlige ville aldrig som regering have foreslået en heldagsskole, og de ville aldrig have stemt for den, hvis ikke pengene til den var blevet hentet i lærernes lommer med lovens hjælp. Denne reform er en ren foræring til partiet Venstre. Det eneste, de skulle gøre, var at nikke til et udsalg af socialdemokraternes eget arvesølv fra 1899, hvilket selv sagt må have været dem en sand, omend ganske uventet, fornøjelse.
Den lektie, vi hermed har lært, er, at en socialdemokratisk regering kan være langt farligere for de grundlæggende socialdemokratiske værdier end en borgerlig. Det er den, når dens ledere er mere optaget af at besidde magten end af at bruge den til at føre socialdemokratisk politik. Når en socialdemokratisk regering begynder at overhale de borgelige højre om, så er der reelt ingen opposition længere.
Den uimodsigelige konklusion er, at hvis man ønsker at fremme de socialdemokratiske værdier, må man have et socialdemokrati, der tør føre socialdemokratisk politik som regering, eller, næstbedst, en borgerlig regering, der står overfor en socialdemokratisk opposition.
Det første er utænkeligt med den nuværende S-ledelse. Bliver den genvalgt, vil deres selvfedme ingen grænser kende. Og hvad kan de ikke finde på, de fire netop overståede år in mente? Det andet tilsiger, at jeg stemmer blåt. Det tror jeg faktisk ikke, min hånd kan, når jeg står i boksen. Hvad skal der så ske? Aner det ikke.
