Niels Chr. Sauer
Blog
Sløringen af problemerne med verdens længste skoletid
Det kan vel ikke udelukkes, at elever og lærere ville elske de lange skoledage, hvis man sprøjtede 50 mia ind i folkeskolen til masser af velforberedte lærere, busser, idrætsfaciliteter, faglokaler, grupperum, teamsamarbejde, skole-hjemkontakt, skolemad, ventilation, toiletter og frit valg mellem en masse spændende tilbud. Men det kommer aldrig til at ske, og så er den potte ude.
Vi har nu gennem fire år været vidne til en lang række forsøg på at sløre de reelle konsekvenser af skolereformen. Følgeforskningen har i betænkelig grad haft karakter af finansministeriel myndighedsbetjening, hvor man med flid har undladt at forholde sig til de virkelige problemer og i altovervældende grad beskæftiget sig - ikke med, hvordan reformen virker, men - i hvilket omfang den var implementeret.
Diskussionen om reformens mest omstridte aspekt, verdens længste skoletid, har været genstand for adskillige dybt pinlige forsøg på sløring, manipuilation og afsporing.
Det begyndte for alvor allerede inden reformens vedtagelse med Antorinis åbne konflikt med landets skoleforskere, da professor Peter Allerup og lektorerne Jan Mejding og Louise Rønberg offentliggjorde forskning, der dokumenterede, at flere undervisningstimer ikke er ensbetydende med styrket faglighed.
Det kom så vidt, at ministeren hævdede, at de tre forskere ikke havde fattet betydningen af deres egen forskning, hvilket gjorde dem så vrede, at de forlangte en undskyldning fra ministeren. Den kom aldrig. De fik en sludder for en sladder i ministeriet, hvorefter Antorini fortsatte, som om intet var hændt, hvilket fik Allerup til at anklage hende for 'misinformation' og betegnede hende som slet og ret 'fræk'.
Næste lavpunkt ramtes, da ministeriet i efteråret 2015 og flere måneder frem forsøgte at tilbageholde et resultat fra den første statusrapport, der viste, at andelen af elever, der fandt skoledagene for lange, i løbet af det første rigtige reformår var steget fra 43 til 82 pct. Undervisningsministeriet hævdede nov. 2015 ved rapportens offentliggørelse, at den dokumenterede, at eleverne var glade for reformskolen, men det vakte dyb undren, at rapporten ikke indeholdt et ord om elevernes oplevelse af den lange skoletid.
Folkeskolens journalist Esben Christensen kom imidlertid under vejr med, at sagen faktisk var blevet undersøgt, og så krævede han aktindsigt. Helt parodisk fik han i første ombæring kun udleveret de spørgsmål, der var blevet stillet til eleverne, ikke deres svar. De var nemlig iflg ministeriet fortrolige som følge af persondataloven - hvilket var det rene ævl, al den stund svarene var anonymiserede. SFI-seniorforsker Chantal Nielsen, der var og fortsat er indforskrevet som en af følgeforskerne, begrundede frasorteringen af spørgsmål og svar vedr. de lange skoledage med, at det var uinteressant!
Nu blev det imidlertid ordførerne fra SF, EL, og LA (bemærk, at hverken S eller R havde paraderne oppe) for meget, og med udsigten til et pinligt samråd kastede undervisningsminister Ellen Trane Nørby håndklædet i ringen og frigav de opsigtsvækkende oplysninger. Efterfølgende forsøgte SFI-direktør Agi Csonka i Politikern at bagatellisere historien, blandt andet med det kuriøse argument, at skoleelever jo altid synes, at deres skoledag er for lang, hvilket Skolelederforeningen istemte: Eleverne skulle man sådan set bare overhøre.
Men Esben gravede videre, og således kom det frem, at SFI havde underskrevet en forskerkontrakt med ministeriet indeholdende en 'dobbelt mundkurv'. Forskerne havde måttet skrive under på, at de ikke kunne udtale sig om undersøgelsens resultater til pressen, og de måtte end ikke fortælle, at de ikke kunne udtale sig. Dette fikse arrnngement var slet og ret ulovligt. Skandalen var fuldkommen.
Det fik dog på ingen måde reformpolitikerne til at forholde sig seriøst til problemet. Navnlig ét pseudoargument gik – og går fortsat – igen. Det går på, at andelen af elever, der angiver, at de er 'glade for' deres skole, er 'uændret' (den er faktisk faldet 4 pct). Her kunne man indvende, at eftersom et af reformens hovedformål var at øge elevernes trivsel, så er dette resultat ret beset temmelig nedslående; men lad nu det ligge. Det interessante her er spørgsmålets formulering. Man har jo netop ikke har spurgt eleverne, om de er lige så glade for at gå i skole under reformen, som de var før. Det kan således sagtens tænkes, at svarene dækker over en virkelighed, hvor elevernes glæde over skolegangen faktisk er dalet betragteligt, blot ikke tilstrækkeligt til, at deres skoleliv ligefrem er blevet en pestilens. Keine Hexerei, nur Behändigkeit, som man siger.
Argumenterne for den lange skoledag har hele tiden kredset om fire emner: lektiecaféerne, den mere 'spændende og varierede undervisning', ud-af-huset aktiviteter og bevægelse. Og det gør de stadig. Men den sidste store statusrapport viste, at der er stilstand eller tilbagegang på alle disse områder. Alle de fromme hensigter løber ud i sandet, mens reformpolitikerne ser væk og snakker udenom.
Således så vi her i foråret en ny variant udi bortforklaringens ynkelige kunst, da en omfattende undersøgelse af elevernes holdning til de lange skoledage så dagens lys. Den kunne meddele, at 80 pct. af eleverne stadig er imod dem, med den skærpelse, at en stor del af de elever, der tidligere havde sagt, at skoledagene var 'lidt for lange', nu sagde, at de var 'alt for lange' (faldet på to pct i forhold til tidligere svarer nogenlunde til dem, der har forladt folkeskolen til fordel for privatskolen). Nu skulle det pludselig hedde sig, at resultatet var 'vanskeligt at tolke', fordi et stort antal elever samtidig havde svaret, at skoledagene ikke føles for lange, når undervisningen er spændende. DSE (Danske Skolelever), der som bekendt er på ministeriets lønningsliste med mange millioner, mente ligefrem – og mener fortsat - at de lange skoledage overhovedet ikke er problemet. Det handler alene om for meget dårlig undervisning. Og pointen blev hurtigt opsnappet i det reformvenlige pressemiljø, navnlig omkring Politiken.
Argumentet er i mine øjne en stor mellemfinger til elever og lærere. Det, eleverne forholder sig til, er den suppe, der nu engang er serveret og som de skal spise. Hvad hjælper det dem, at den måske ville have været superlækker, hvis ikke nogen liiige havde spildt hele saltkarret ud i den?
Det kan vel ikke udelukkes, at elever og lærere ville elske de lange skoledage, hvis man sprøjtede 50 mia ind i folkeskolen til masser af velforberedte lærere, busser, idrætsfaciliteter, faglokaler, skolemad, ventilation, toiletter og frit valg mellem en masse spændende tilbud. Men det kommer aldrig til at ske, og så er den potte ude.
VLAK-regeringen har set skriften på væggen og opdaget, at der er stemmer at hente i at konfrontere problemet med de lange skoledage. Desværre rækker dens forslag som et plaster på et kraniebrud. Med en nedsættelse på to lektioner om ugen i mellemtrin/ udskoling og tre i indskolingen vil danske elever stadigvæk have verdens næstlængste discountskoletid, godt 1/3 over OECD-gennemsnittet.
Hvis vi ikke kommer længere ned, er udsigten til, at arbejdstidskommissionen vil være i stand til at afværge en konflikt i 2021 forsvindende lille. Håbet må være, at efterhånden som stakken af rapporter med meldinger faldende faglighed, ringere trivsel og dårligere social udligning vokser, vil flere og flere politikere vågne til dåd og gøre op med den reform, den radikale nestor, tidligere direktør i Undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen har kaldt 'det største svigt i dansk skolehistorie'.
