Niels Chr. Sauer
Blog
Reformpolitikernes halmstrå
Hvad folkeskolen angår, har den fjerde statsmagt i dette land stort set abdiceret og meldt sig ind i underholdningsindustrien. Sandheden om skolereformen er slet ikke gået op for danskerne endnu.
Skolereformen er i havsnød, og reformpolitkerne griber forståeligt nok efter ethvert halmstrå. Men de snyder på vægten. Vi så det fx d. 27.4. i DR2’s ’Debatten’, der af uransagelige grunde anses for en relativt seriøs del af pressen, hvor en ærekær, men falleret Christine Antorini fremturede for fuld udblæsning med en række påstande om, hvor godt det går med reformen. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen. Lad os kaste et nærmere blik på sagerne.
Med afsæt i tal fra SFI hørte vi Antorini sige, at eleverne er ’glade for at gå i skole’, ja, de skal ligefrem være blevet gladere, end de var førhen. Det er da heller ikke ligefrem løgn.
Danske børn er generelt glade for den skole, de har, og javist, de er gladere nu, end de var i reformens første år. Men hvorfor? Formentlig fordi masser af skoler – under reformpolitikernes vilde protester - har fået lov til at forkorte skoledagene lidt. Så nu er andelen af elever, der er ’glade for skolen’, næsten lige så stort som før reformen.
Det betyder imidlertid ingenlunde, at eleverne er lige så glade som før reformen. Alt tyder faktisk på det modsatte. SFI meddeler, at andelen af elever, der finder skoledagene alt for lange, er steget fra 43 pct før til 82 pct efter reformen, og omfanget af pjæk på de ældste klassetrin er ifølge PISA næsten fordoblet. I et rundspørge, som dagbladet Politiken for nylig lavede blandt alle landets børnehaveklasseledere, vurderede 4 ud af 5, at reformen har resulteret i generel, massiv mistrivsel blandt børnene.
Vi hørte også Antorini sige, at forældrene er blevet mere tilfredse. Igen må det konstateres, at trykket fra vrede forældre selv sagt er reduceret i kraft af den flugt til privatskolerne, der fortsætter, uanset hvor meget Antorini i sin tid var sikker på, at strømmen ville vende, når reformen kom. Og dermed burde den diskussion vel i og for sig være afgjort.
Men hvad værre er: Oplysningen om den stigende tilfredshed blandt forældrene bygger på tal fra foreningen Skole og Forældre, der alene har henvendt sig til forældre, som abonnerer på foreningens blad! Den er altså hel gal med repræsentativiteten her. Skole og Forældre hører som forening til reformens fortalere, og det siger sig selv, at der i denne gruppe af forældre befinder sig en overvægt af særligt interesserede, skolevenlige forældre, som i relativt høj grad må formodes at tilhøre reformpolitikernes bagland. Hvad en million forældre til danske skoleelever i almindelighed mener om reformen, aner vi i realiteten ikke. Tør man spørge dem, om de synes, at skolen er blevet bedre siden 2013?
Endvidere hævdede Antorini, at de nyeste tal viser en øget tilgang til idrætsforeningerne, hvilket angiveligt skulle gøre de negative røster om, at den lange skoledag ville betyde frafald på fritidsdelen, til skamme.
Imidlertid er der for det første ikke tale om en stigning i forhold til før reformen, men kun i forhold til reformens første år, hvor der var et drastisk fald (i størrelsesordenen 30%). Igen trækker alle de elever, der går i folkeskoler, som siden til Antorinis fortrydelse har fået forkortet skoledagen, billedet den anden vej.
For det andet siger medlemstallet i sig selv intet om, hvor meget idræt der udøves. Mange børn har nedsat hyppigheden af besøg i idrætsklubben på de længste skoledage.
For det tredje er der kun tale om en stigning hos de 0-12-årige; hos gruppen over 7. klasse er der tale om et fald. Desuden er bemeldte stigning kun på 1,3% og dermed på kanten af den statistiske usikkerhed, og det vides ikke, om stigningen ligger i førskolealderen – det kunne jo fx være babysvømning eller mor/barngymnastik, der er steget.
For det fjerde vides det ikke, hvordan stigningen er fordelt. Den kunne jo fx ligge hos de ca. 130.000 privat- og friskoleelever.
For det femte er tallene udelukkende hentet hos de reformpositive, store idrætsforbund (DIF og DGI), som begge har fået store milliontilskud i forbindelse med reformen og dermed er en del af hele reformens set-up (på linje med fx Danske Skoleelever). Alle de mindre aktører, fx musikskolerne, indgår ikke i undersøgelsen. Og jeg skal hilse og sige, at jeg kender adskillige musikskolelærere, der river sig i håret, fordi de er ved at skulle lukke butikken pga frafald.
Endelig hørte vi Antorini bryste sig af, at reformen har øget den faglige trivsel hos de svage elever.
Denne påstand bygger alene på en nylig undersøgelse fra SFI, hvori det hedder, at en gruppe af elever med svag hjemmebaggrund er blevet 3 – tre – procent mere aktive i timerne.
Ser man nærmere på metoden bag denne lidt mystiske vurdering, viser det sig, at den kommer fra i alt et halvt hundrede elever, håndplukket af skolelederne til at tage del i undersøgelsen på i alt 19 skoler. Hvad en anden gruppe af elever ville have svaret, er ikke godt at vide, men skolelederne har næppe udvalgt ret mange af dem, der sidder og gaber kæberne af led i reformskolen.
Jeg påstår ikke, at reformpolitikerne ligefrem svindler og bedrager. Menneskets evne til at føre sig selv bag lyset og undlade at opdage det, man helst ikke vil vide af, er meget stærk, og politikerne lever nu engang af at fremføre deres egne udlægninger. Antorini et al. ved naturligvis udmærket, at de klipper en hæl og hugger en tå, men grundlæggende tror danske politikere stadigvæk på det, de selv siger, og vi skal være forsigtige med at dæmonisere dem. Vi skulle jo også gerne kunne genkende ulven, den dag den måtte komme for alvor.
Problemet er, at den fjerde statsmagt nu på fjerde år snorksover, når det handler om skolereformen. Vi så det i udstillet i renkultur i forbindelse med Helle Thornings fortalelse i Politiken for nylig, hvor DLF-formanden mødte op på bladets redaktion med en stak dokumenter til belysning af den indiskutable svinestreg, der blev begået i 2013. Det eneste, Politiken kunne bruge det til, var at måle højden på papirstakken: 5 cm! Journalisterne orker ikke at sætte sig ind i, endsige forholde sig til stoffet, og den galpende Clement og hans kolleger skal nok få lukket munden på enhver, der ikke magter at udrede trådene på under 30 sekunder eller belemrer publikum med blot en brøkdel af de tal og fakta, som denne blog rummer. Hvad folkeskolen angår, har den fjerde statsmagt i dette land stort set abdiceret og meldt sig ind i underholdningsindustrien. Så meget desto vigtigere er det, at vi, der kender skolen indefra, insisterer på at udbrede kendskabet til virkeligheden, uanset hvor kompleks den måtte være. Sandheden om skolereformen er slet ikke gået op for danskerne endnu.
