Niels Chr. Sauer
Blog
En dyr gave
Var det den udvikling, A.P. Møller-fonden ønskede at hjælpe på vej? Det tror jeg ikke, og jeg er ked af at komme til at fremstå som et utaknemmeligt skarn overfor folk, der formentlig kun har villet folkeskolen det bedste. Men sådan må det være. Viljen ser Vorherre på; vi andre må nøjes med at vurdere resultaterne
Benovelsen ville ingen ende tage, da A.P. Møllers fond tilbage i 2014 erklærede, at de ville forære den nødstedte folkeskole en hel milliard kroner. Også i DLF’s hovedstyrelse, hvor jeg på daværende tidspunkt befandt mig, var der glæde, men da jeg foreslog, at vi skulle fremsætte forslag om at bruge pengene på renovering af toiletter og ventilationsystemer eller indkøb af busser, så børnene kunne komme ud af huset, troede man, det var ment som en vittighed. Det var det ikke. Allerede dengang stod det nemlig klart, at pengene skulle bindes i halen på historiens tåbeligste skolereform og i realiteten aldrig ville nå ud til eleverne.
Nu seks år efter har ’Folkeskolen’ gjort status på milliardens anvendelse, og det viser sig, at det er gået værre, end nogen havde fantasi til at forestille sig. Så dårligt faktisk, at konklusionen må være, at folkeskolen i dag havde været bedre stillet, om pengene var blevet i fondens kasse.
Milliarden skulle forlængst have været brugt, men ’Folkeskolen’ viser, at der i skrivende stund kun er blevet uddelt 671 mio. i alt. Det svarer til under 0,3% af de udgifter, folkeskolen har kostet samfundet i samme periode. Langt størstedelen af disse penge er brugt på aflønning af folk udenfor selve folkeskolen, der har stået for efteruddannelse, som kun for en tredjedels vedkommende har haft sigte på at løfte folkeskolens fag. Resten er gået til det, DLF’s formand for nogle år siden lettere irriteret kaldte for ’korpsåndskurser’. Med til billedet hører, at en lang række afledte udgifter er blevet betalt af folkeskolen selv. Alene vikarudgifterne overstiger formentlig gaveværdien, og trækket på de i forvejen overbelastede læreres tid og kræfter er helt umuligt at gøre op.
Men denne klatskilling har afsporet folkeskolens udvikling. Den har flyttet fokus fra løsning af skolens mest presserende, selvoplevede problemer til en lang række pinagtige forsøg på at holde en fejlslagen reform kunstigt i live ud over det punkt, hvor den burde have været taget af bordet. Den officielle forklaring på, hvorfor ikke alle pengene er brugt, siger alt: Folkeskolen har simpelthen hverken tid, kræfter eller penge til at etablere udviklingsarbejder, der kan opsuge det resterende beløb på de betingelser, der er opstillet.
Det varige resultat af mærskmilliarden er, at den har skabt en ny kultur i folkeskolen, der i medfør af Grundloven hidtil har været 100 % offentligt finansieret, men som fremover skal vænne sig til at gå tiggergang hos kapitalfondene for at hente de sidste basseører hjem til driften. Hver tredje kommune har ligefrem ansat fundraisere. De skal i kapløb med andre kommuners fundraisere ud på markedet og gøre sig lækre for alle mulige, folkeskolen komplet uvedkommende interessenter, der hermed får en indflydelse på skolen, som på ingen måde tilkommer dem. Det er i bund og grund uværdigt for samfundets bærende kulturinstitution, og det vil givetvis bidrage til at sænke dens i forvejen skrantende prestige yderligere. Men ikke nok med det. Hermed åbnes en ladeport for den kommercialisering af vores uddannelsessystem, hvis samfundsnedbrydende virkning vi kender fra andre lande, der er gået kritikløst ned ad denne vej.
Var det den udvikling, A.P. Møller-fonden ønskede at hjælpe på vej? Det tror jeg ikke, og jeg er ked af at komme til at fremstå som et utaknemmeligt skarn overfor folk, der formentlig kun har villet folkeskolen det bedste. Men sådan må det være. Viljen ser Vorherre på; vi andre må nøjes med at vurdere resultaterne.
