Niels Chr. Sauer
Blog
Her Ledes - i stumper og stykker
Hvordan er det gået til, at den verdensfjerne idé om læringsmålsstyret undervisning har bredt sig som ild i tørt halm i den danske folkeskole?
I godt halvandet år har lærerne fra Gedser til Skagen efter tur tabt både næse og mund, når de er blevet belært om ’læringsmålsstyret undervisning’. Dette vidunderlige patentgreb, angiveligt udsprunget fra den allestedsnærværende John Hattie og demonstreret til alles udelte begejstring i Ontario, er ikke til diskussion. Nu skal alle nationens børn blive dygtigere og gladere end nogensinde, så det er en lodret ordre, ja faktisk en lov, og lærerne har bare at komme i gang. Kommune efter kommune har entreret med diverse private firmaer, der formedelst klækkelig betaling oplærer de tungnemme degne i brugen af såkaldte ’elektroniske læringsplatforme’, som de fremover skal indskrive planlægningen af hele deres arbejdsliv i.
Hvornår dette skal ske og til hvilken nytte, har ingen kunnet forklare. Lige før sommerferien 2015 fik ministeriet kolde fødder og pippede forsigtigt, at det er en misforståelse. Der er ikke tale om noget lovkrav, og lærerne skal selvfølgelig ikke bryde læringsmålene ned på individuelt elevniveau. Men så ringede nogen til Slotsholmen, og det skal lærerne så alligevel, sagde ministeriet - hvis kommunen eller skolelederen kræver det. Men så er det ikke ministeriets ansvar, måtte man forstå på ministeriet.
Nu begyndte forvirringen for alvor at brede sig, og den blev ikke mindre, da en fremtrædende læringsmålsforkæmper, professor Jens Rasmussen, for en lille måneds tid siden pludselig brød sin påfaldende lange tavshed desangående og anklagede reformkritikerne for at være skyld i de opståede misforståelser. De har efter professorens mening bevidst søgt at bringe reformen i miskredit med overdrevne beskrivelser af de krav, læringsmålsstyringen stiller til lærerne. Hvorfor professoren ikke for længst har dementeret kritikernes ondsindede karikatur af læringsmålsstyringen, henstår i det uvisse.
Jens Rasmussens påstand holdt i to uger. Så trådte lederen af et af firmaer, som har stået for udbredelsen af evangeliet om den læringsmålsstyrede undervisning på mindst 150 skoler, Lene Heckmann, frem og sagde til Folkeskolen, at hun under ingen omstændigheder kan forestille sig, hvordan man skal kunne undgå nedbrydning af de centrale, fælles læringsmål på individniveau. Og at det vil hendes firma da fastholde i arbejdet ude på skolerne, så længe ministeriets udmeldinger er så vage og uklare og ikke engang findes på skrift.
Sidste kapitel i denne mere og mere underholdende føljeton kommer så nu, hvor skoleforsker, lektor Kjeld Skovmand fremlægger resultatet af sine grundige undersøgelser i feltet. Det viser sig, at dette begreb om læringsmålsstyret undervisning ikke eksisterer uden for Danmarks grænser. Det, de laver i Ontario, er noget helt andet, og John Hattie taler overhovedet ikke om det.
Så nu er forvirringen total, og spørgsmålene tårner sig op. Et af de mest presserende forekommer at være dette: Hvordan er det overhovedet gået til, at denne verdensfjerne idé har bredt sig som ild i tørt halm i den danske folkeskole?
Tja, hvad stiller man op på mellemlederniveau, når man oplever, at man ovenfra er tvunget ud i noget, man overhovedet ikke kan overskue? Når man som skoleforvaltningerne og skolelederne i 2013 og tiden derefter oplever, at jorden åbner sig under fødderne? Når man selv og alle omkring en har så travlt med at blot at få ryddet sit eget skrivebord nogenlunde inden fyraften, at ingen har tid til at stoppe op og danne sig et helhedsindtryk af det, der sker? Når man svæver i limbo og står der med ansvaret. Hvad gør man så?
Så ser man sig desperat om efter et eller andet, der kan få det til at se ud, som om man har check på sagerne. Noget som kan skabe indtryk af, at man besidder overblik og handlekraft og arbejder efter en gennemtænkt plan, der vil føre frem til et veldefineret mål, som man bestandig har for øje. Noget, der kan holde alle så travlt beskæftiget, at man kan være helt sikker på, at de ikke vil have tid og kræfter til at kritisere. Og noget med så store armsving, at de underordnede begriber, at de ikke skal komme på tværs. Så kan alle se, at her Ledes! Med stort L!
Ja, her Ledes - i stumper og stykker. Af folk, der har fået den store jahat trukket helt ned over øjnene.