Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Folkeskolen reduceret til trædesten

Hvorfor bliver der ikke rettet op på skolereformens åbenlyse fiasko?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forventningerne var store, da Pernille Rosenkrantz-Theil trådte til som undervisningsminister i juni 1019, og de voksede endnu en tak, da hun tre måneder senere tog til orde på DLF’s kongres og kom med noget, der til forveksling lignede en undskyldning til lærerne over forløbet i 2013. Nu skulle elefanten ud af rummet, nu skulle vi videre, og ord kunne ikke gøre det, næ, der skulle handling til, understregede hun. De delegerede kvitterede med stående ovationer, men ligeså stor begejstringen var dengang, lige så dyb er skuffelsen i dag, næsten to år senere. Intet af betydning er der sket, og Pernilles oprindelige gode navn og rygte er for længst sat over styr blandt lærerne.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Efter den femte udsættelse af den afsluttende evaluering af skolereformen, som skulle have foreligget i august 2019 og have dannet baggrund for de nødvendige lovændringer, må tiden imidlertid være kommet til at se sig om efter en anden og bedre forklaring end den, der går på Pernilles svigt overfor lærerne. Det kan jo ikke passe, at hun som ressortminister har frie hænder til i den grad at sjofle de forventninger, som hun på regeringens vegne byggede op ved dens tiltræden. Hendes generalieblad taget i betragtning har jeg desuden svært ved at forestille mig, at denne utålelige trænering af enhver justering i skolereformen er noget, hun trives særlig godt med.

Den logiske konklusion bliver derfor, at det tilmurede elefantindelukke, hun så indædt fortsat bevogter, i virkeligheden ikke bestyres af hendes ministerium, men af et andet, der overruler hende igen og igen. Og det mest nærliggende er vel at pege på det ekstremt magtfulde finansministerium, der med Helle Thorning-Schmidt som bydreng i 2012 efter al sandsynlighed gav daværende undervisningsminister Christine Antorini valget imellem enten at stille sig i spidsen for den reform, Moderniseringsstyrelsen ønskede, eller at finde sig et andet job.  

Men efterhånden som tiden går, virker den forklaring mindre og mindre plausibel. Vi ser ikke en længere en markant, egenrådig finansminister, der herser rundt med sine mindre magtfulde ministerkolleger. Tværtimod, vi ser en rund og forsigtig, for ikke at sige veg, Nicolai Wammen, der nærmest går i et med tapetet i socialdemokraternes gruppeværelse på Borgen. Har man nogensinde set den mand gøre noget overraskende? Kan nogen overhovedet huske noget, han har sagt? At han ene mand skulle være i stand til, endsige have lyst til, at stå vagt omkring et i den grad kuldsejlet projekt som skolereformen, virker ikke sandsynligt.

Derfor kommer vi nok til at hæve blikket, når vi skal placere ansvaret for den absurde situation, er efterhånden har udviklet sig: Det er selve statsministeriet, der sætter hælene i.

Vi har over årene lært Mette Frederiksen et kende som en statsminister, der insisterer på selv at styre begivenhedernes gang mest muligt. Holdspiller er hun, derom ingen tvivl; det så vi, dengang hun i 2013 som beskæftigelsesminister lydigt parerede ordre fra Corydon og eksekverede dommen, L409, over lærerstanden. Men nu i rollen som anfører, der ikke tolererer, at nogen på holdet forestager sig noget, hun ikke har givet grønt lys for. Og for hende betyder det åbenbart mere at opretholde den musketéred med Venstre, der lagde grunden til skolereformen i 2013, end at rette op på den lange række af åbenlyse fejl, den har afstedkommet.

Skolereformen har aldrig taget skolen alvorligt. Den kom ikke til verden for at forbedre folkeskolen, men for at redde en grundstødt SRSF-regering. En tsunami af indsigelser blev totalt ignoreret, det overældende folketingsflertal bag den gad knap nok læse den igennem, inden de trykkede på den grønne knap, og dens effekt i den virkelige verden, udtrykt bl. a. i følgeforskningens manglende flueben ved samtlige de 26 tjekpunkter, politikerne selv for skams skyld opstillede, interesserer ikke politikerne synderligt.

Der står større ting end hensynet til samfundets bærende kulturinstitution på spil, nemlig spillet omkring regeringsmagten i dette samfund, og i den sammenhæng er folkeskolen reduceret til en trædesten.

Powered by Labrador CMS