Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Eliteklasserne handler om meget mere end medaljer

Med indførelsen af eliteidrætsklasser har vi rakt Fanden en lillefinger. Ingen skal være i tvivl om, hvad han tager næste gang, medmindre vi får paraderne op.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet har netop udsendt rapporten ”Idrætselevers erfaring med idrætsklasser”. Det er interessant, men også grænseoverskridende læsning med vidtrækkende, sprængfarligt potentiale.  

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Eliteklasserne er en klar succes, forstår man. Nogle af eliteeleverne angiver, at de ’bliver set op til af andre’, og at de ’nyder stjernerollen’. Som en af dem siger: ’Vi kan bare sende de andre ud af hallen, hvis vi skal bruge den’. En anden siger ganske åbenhjertigt: ’Det er fedt at være en sportselev, da vi får lov til lidt flere ting, og lærerne er interesseret i vores sportsgren’. Også på hjemmefronten er eliteeleverne priviligerede. De belemres ikke nær så meget med huslige pligter som deres jævnaldrende, men serviceres i udstrakt grad. De har naturligvis heller ikke nær så meget fritidsarbejde.  Til gengæld synes flere af dem ikke, det er sjovt hele tiden at være genstand for særlige forventninger, og mange af dem savner mere social omgang med venner og familie.  Ikke overraskende viser det sig, at eliteklasserne har ’en markant overepræsentation af elever, der kommer fra familier med middel eller høj socioøkonomi’.

En grundig, relevant og i øvrigt velskreven rapport, der imidlertid har en farlig, blind vinkel. Det kommer sig først og fremmest af, at man kun har talt med de unge, der går i eliteklasserne. Eliteklassernes effekt på omgivelserne falder dermed helt udenfor undersøgelsen, og netop fra denne vinkel kan der meget vel komme en livsfarlig overhaling.

Når vi skal evaluere disse eliteklasser, kan det ikke handle om elitesportselevernes vilkår og interesser alene. Det må handle om hele folkeskolen. Ja, om hele samfundet  - i sidste ende. Hvilke følger har det på langt sigt for den almindelige klasse, at de dygtigste elever pilles ud af den? Hvad gør denne måde at lave klasser på ved skolen som helhed? Hvordan påvirker det vores samfund?

Det uomgængelige og yderst prekære spørgsmål, som rejser sig med stor kraft i kølvandet på sådan en evaluering, lyder naturligvis: Hvorfor er det kun idrætstalenterne (og musiktalenterne jf. den forestående reform), der skal have lov til at blive fri for alle deres jævnaldrende klumpedumper? Hvorfor skal vi ikke også have eliteklasser  - eller elitehold - i dansk, matematik, engelsk, ja i hele fagrækken? Hvad skal vi overhovedet med en enhedsskole?

Svaret drejer sig ikke blot om skolesyn. Det drejer sig om samfundssyn og menneskesyn, etik, politik og ideologi.

Vi skal ikke have eliteklasser og elitehold i hele fagrækken, fordi vi i dette land ønsker, at børn som udgangspunkt skal lære at anerkende hinanden, som de er skabt: Tykke og tynde, sorte og hvide, stærke og svage. De skal lære hinanden at kende, de skal opdrages til møde hinanden med respekt, og de skal tage hånd om hinanden. Ikke blot fordi det er sådan, vi vil have det, men også fordi forskningen viser, at det giver det bedste samlede resultat for skolen som helhed. Og når børnene bliver store og folder sig ud som voksne med hver deres særlige talenter, så skal de skarpe hjælpe de sløve, de raske skal hjælpe de syge, og de rige skal hjælpe de fattige. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder i et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Sådan et samfund ønsker vi, og det begynder i skolen.

Der findes mange lande på jorden, hvor denne ordning betragtes som direkte naturstridig. Hvor den stærkes ret hersker uindskrænket, enhver er sin egen lykkes smed, og fanden tager den sidste. Hvor almindelige folks børn går i hærgede skoler, der savner de mest elementære forudsætninger for god undervisning, mens privatchauffører som den naturligste sag i verden hver dag fragter overklassens børn frem og tilbage mellem det lukkede boligområde og eliteskolen. Det er de lande, som fattige, undertrykte og forfulgte i hobetal flygter fra, allerhelst til lande som vores, hvis de ellers kan komme ind.

Dér ender vi så vist ikke, bare fordi vi opretter et par eksklusive eliteidrætsklasser i nogle af de større byer. Herregud, det handler jo bare om nogle flere guldmedaljer til Danmark, vil de fleste sikkert mene. Jamen så simpelt er det bare ikke. Hvis vi lader os forblænde af eliteklassernes tilsyneladende succes, står der meget mere på spil end et par medaljer fra eller til. Folkeskolen nærer en slange ved sin barm, og vi gør klogt i at holde et vågent øje med den.

Powered by Labrador CMS