Niels Chr. Sauer

Blog

Sænk barren!

Sådan lyder standardsvaret fra skolelederne, når lærerne henvender sig for at få hjælp, fordi de ikke længere magter arbejdsbyrden. Men dermed begår lederne principielt et lovbrud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der foreligger ikke mig bekendt nogen autoriseret opgørelse af den totale forøgelse af arbejdsbyrden, lærerne er blevet pålagt i kølvandet på reformen qua Lov 409. Hvad vi ved, er, at lærerne i 2017 i snit underviste 121 klokketimer timer mere årligt end før reformen – svarende til 4 lektioner om ugen (link herunder). Med afledte opgaver svarer det faktisk under den gamle arbejdstidsaftale ret præcist til indholdet af en hel arbejdsdag mere om ugen, der skal varetages indenfor den samme tidsramme som før reformen. Følgen er naturligvis, at tusindvis af lærere skubber en snebold af presserende, uløste arbejdsopgaver foran sig, og for mange af dem bliver snebolden efterhånden så stor, at de ikke kan trille den ud af stedet. Hvad skal de så gøre?

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Standardsvaret – som også Lærerkommissionen er kommet frem til i sine anbefalinger - er, at de skal henvende sig til ledelsen med problemet. Det gjorde som mange andre lærere min kollega her på Folkeskolens blog, Julie Hjære Rasmussen (link herunder), og hvad kom der ud af det? Det korte svar er: ingenting. Reformen og kommunen dekreterer arbejdsmængden, økonomien og antallet af lærere til at løfte den. Skolelederen er magtesløs, og som gulvlærer risikerer man at at fremprovokere et møjfald eller det, der er værre, hvis man fremturer.

Skoleledernes første svar lyder typisk: Brug den tid, du har! Et vaskeægte ikke-svar: Det er jo netop det, man har gjort, og det er præcis derfor, man nu står her på kontoret. Men fremturer læreren med sit anliggende, så kommer den her, så sikkert som amen i kirken: Skru ned for dine ambitioner! Gør det så godt, du kan! Sænk barren! Men det lettere sagt end gjort. For hvad er det i grunden, lederen her opfordrer læreren til?

Inden man læser videre her, må jeg hellere advare læseren. Lærerarbejdet er ekstremt komplekst, meget af det foregår bag scenen, og mulighederne for at hugge en hæl og klippe en tå er nærmest utallige. Her følger en ikke-udtømmende liste over begrædelige forsømmelser, jeg som lærer har bevidnet i folkeskolen blandt kolleger, der var så hårdt presset, at de var tvunget til at følge lederens opfordring. Jeg må hellere understrege, at jeg aldrig har mødt en lærer, der benyttede sig af hele paletten. Men det er ikke læsning for folk med sarte nerver, der følger her.

Det, skolelederen i praksis opfordrer til, er følgende: Lær kunsten at kravle over, hvor gærdet er lavest, og vær dig selv nærmest i enhver sammenhæng. Gå hurtigt forbi og lad som ingenting, når du ser en kollega i nød. Kast dig ikke ud i unødvendige samtaler med eleverne, se væk, hvis et barn græder, og forlad altid klassen hurtigst muligt efter timen. Opdager du på afstand nogle elever i gang med noget, de ikke må, så drej om på hælen og gå en anden vej. Tag så få konflikter med elever som overhovedet muligt.

Brug så meget pædagogisk halvfabrika fra nettet, som du kan, i den daglige undervisning. Går du uforberedt ind til en klasse, så slip eleverne løs på computerne uden at være alt for optaget af, hvad de har på skærmene. Kør nogle spændende film, giv færre skriftlige opgaver for, og sæt flueben i stedet for at bøvle med gennemtænkte kommentarer og formulering af igangsættende spørgsmål i elevens nærmeste udviklingszone. Skru ned for stilladsering og løbende feed back, og hold så få elevsamtaler som muligt. Lav ingen skolekomedier eller forårskoncerter, undgå forberedelseskrævende besøg af gæster udefra, og drop alle ekskursioner og lejrskoler (hvis de ikke allerede er sparet væk). Men pisk for himlens skyld dine elever med nationale test og forsøm ingen lejlighed til at træne dem i det: Høje testscorer pacificerer både forældre og ledelse.

Importer færdiglavede, digitale årsplaner til din læringsplatform, og lær at bruge pålagte teammøder til individuel forberedelse. Sig mindst muligt i møder, og kom aldrig med gode ideer, som du risikerer at blive tovholder på. Skru ned for alle tværfaglige relationer til pædagoger, skolespykologer og andre, brug ikke tid på din egen faglige opkvalificering, led ikke efter nye spændende materialer.

Kontakt ikke hjemmet, når der er problemer omkring en elev, tag ikke telefonen, når forældre ringer om aftenen, oplys dem ikke om deres rettigheder, og trainér evt. klagesager så meget som muligt. Drop alle sociale arrangementer i klassen, og tak nej, når forældrene inviterer dig til noget, du ikke er tjenstligt forpligtet til at deltage i. Gå aldrig ind i diskussioner, og kritisér ingen, slet ikke ledelsen. Engagér dig i det hele taget ikke i noget, du ikke er tvunget til, meld dig aldrig frivilligt til noget som helst. Kast dig ikke ud i faglige eller skolepolitiske debatter, tag ikke del i noget fagligt arbejde, gå aldrig til møder i faglig klub. Lær at være ligeglad med dit arbejde, rug ikke over skoleproblemer i din fritid, lad aldrig skolen forstyrre din nattesøvn.

Tal med de nærmeste kolleger om det i fortrolighed – de har det formentlig præcis ligesom du, og I har hårdt brug for at tale sammen om det. Men sig endelig ikke noget om det til skolelederen, medmindre du ønsker en konfrontation. Han har ganske vist selv opfordret til det, men ingen må vide, at han ved det, og han ønsker ikke at vide, at du ved, at han ved det. Det ville nemlig være ansvarspådragende. For skolelederen er i henhold til folkeskoleloven (§1, 18 og 45) ansvarlig for, at hans skole lever op til de krav til undervisningen, der er beskrevet i loven. Hans opfordring til lærerne om at sænke barren er således principielt et decideret lovbrud. Hans opgave som leder er ikke at være stik-i-rend-dreng for forvaltningen og politikerne og sende aben ned til lærerne. Hvis den tildelte resurse ikke rækker til de opgaver, som skolen ifølge loven er pålagt, er det tværtimod lederens ansvar at orientere om det opad i systemet overfor de beslutningstagere, der har skabt problemet, og det vover vist kun de modigste skoledere på kanten af pensionen.

Summa summarum: Snyd, svigt og lyv! Ingen takker dig for at gå ned med flaget. Red dig selv, lad folkeskolen sejle i sin egen sø, og skynd dig at finde et andet job.

Links:

Om lærernes arbejdsmængde: https://www.folkeskolen.dk/615404/kl-laerernes-undervisningstid-er-steget-planmaessigt?fbclid=IwAR0yX3HzgrP4pr-WbFbogZjelyd9gLvlqpAfEr36wloz56TAZfOWDo-OHR0

Julies blog: https://www.folkeskolen.dk/1104906/den-forsvundne-tid#1670661

Ny forskning: https://www.folkeskolen.dk/650060/verdens-bedste-job-som-mange-laerere-ikke-holder-til

Indlæg fra Politiken: https://skoleliv.dk/debat/art7685375/N%C3%A5r-jeg-kigger-p%C3%A5-personalebilledet-fra-min-skole-er-der-kun-en-tredjedel-af-kollegaerne-tilbage