Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Der er gået råd i fundamentet
Vores vigtigste samfundsinstitution står overfor den nye tids herremænd med tiggerskålen i hånden, og det er uværdigt, ikke blot for folkeskolen og dens ansatte, men for hele nationen.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Med risiko for at komme til at lyde utaknemmelig vil jeg pege på, at filantropi i bund og grund er uværdig for modtageren. Filantropien tilhører en anden samfundsorden og en anden tid, hvor de, der svømmede i rigdom, forbarmede sig over de hjælpeløse, evigt tryglende fattige og fejede nogle smuler ud over bordkanten, mens kummerformerne kyssede deres støvlesnuder. Overklassen roste sin egen veldædighed og tog den til indtægt for opretholdelse af samfundets himmelråbende skævhed: Se selv, hvor gode vi er: Vi tager medansvar! Ganske frivilligt! Og bliv os så fra livet med krav om lighed og demokrati!
Denne samfundsorden har Danmark forlængst forladt. Folkeskoleloven taler udtrykkeligt om samfundets forpligtelse til at afholde alle udgifter forbundet med undervisningen, og det er selve forudsætningen for at sikre folkeskolens plads midt i samfundet. Børnene skal møde en skole, der for det første er gratis for hjemmene og for det andet 100% uafhængig af enhver privatøkonomisk særinteresse. Men dette grundlæggende princip er nu i skred.
I henhold til gældende regler kan folkeskolen modtage donationer fra private, men de må aldrig være forbundet med nogen som helst krav om modydelser. Da jeg begyndte som lærer for snart et halvt hundrede år siden, havde lærerstanden ret stærke følelser omkring dette forhold. Mange af os havde kvababbelser omkring den årlige uddeling af skoleskemaer, der var påtrykt firmanavne, og da olieselskaberne begyndte at tilbyde gratis undervisningsmaterialer, havde vi paraderne oppe. Nogle få skoler gav efter for presset udefra og accepterede reklameskilte for firmaer, der havde givet en skilling til en idrætshal eller en legeplads, men folkeskolen besindede sig, og lovgivningen blev præciseret med henblik på at sikre skolens autonomi. Folkeskolen modtager hellere end gerne milde gaver, den siger også pænt tak, men derved bliver det. Folkeskolen er ikke til salg.
Siden er vi trådt ud på en glidebane. Efterhånden som New Public Management har vundet frem, er det blevet sværere og sværere for skolerne at holde stien ren. Nye styringsmekanismer har lukket markedstænkningen ind i den offentlige sektor, og penge lugter som bekendt ikke. Da Mærsk i 2013 besluttede at give en milliard til udvikling af ’alle faglige og pædagogiske områder i folkeskolen’, var der ikke et øje tørt. Statsminister Helle Thorning lovpriste koncernens storsind, og i DLF’s hovedstyrelse var glæden også den dominerende følelse, om end en kende tøvende. Vi drøftede DLF’s anbefaling mht. pengenes anvendelse, og jeg foreslog, at vi skulle pege på en ekstremt tiltrængt, landsomfattende renovering af skolernes toiletter. Det blev modtaget som en joke; det stod klart, at det ville Mærsk aldrig finde flatterende nok. Og lige her knækker filmen.
For der var jo et uudtalt, men umiskendeligt krav om en modydelse her, og i dag kan jeg se, at vi skulle have haft stamina til at takke nej, men det turde vi end ikke tænke på. Pengene skulle styrke Mærsks brand, og så var lokummerne selvfølgelig ikke fine nok. Milliarden skulle uddeles af en fond, nedsat af Mærsk, men da Folkeskolen i 2020 gjorde regnebrættet op, var der kun brugt 670 millioner. 200 millioner var gået til udvikling af læringsmålsstyret undervisning eller ’synlig læring’, mens DLF fik 5,7 millioner til en række faglige kurser, som lynhurtigt blev overtegnet. Mærskfonden har fokuseret på de STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics) på bekostning af de humanistiske, fælleskabende fagområder, som er ved at sygne hen i den præstationskultur, som er fulgt med. Størstedelen er gået til aflønning af udefra kommende konsulenter og deslige, og skolerne har siddet tilbage med de reelle udgifter til vikarer. Mærsk er tilsyneladende endt med ikke engang at kunne finde ud af at bruge midlerne op.
Siden har mange kommuner ansat fundraisere på fuld tid, og man bukker sig gerne dybt for at samle hver en krone op. Vores vigtigste samfundsinstitution står overfor den nye tids herremænd med tiggerskålen i hånden, og det er uværdigt, ikke blot for folkeskolen og dens ansatte, men for hele nationen. Der er gået råd i folkeskolens fundament, og det skal stoppes nu, inden det breder sig.
