Niels Chr. Sauer
Blog
Lærersekretærer i folkeskolen!
Hvis arbejdsgiverne virkelig insisterer på, at lærerne skal lægge hele deres arbejde ind i disse it-monsterportaler, er DLF nødt til at fremføre et nyt krav ved de kommende overenskomstforhandlinger: Ansættelse af lærersekretærer i folkeskolen.
Der var engang, hvor man som lærer kunne koncentrere sig om sin undervisning og sine elever. Fagfordelingen kunne være en årligt tilbagevendende prøvelse, men når den var overstået, kørte det bare. 27 undervisningstimer om ugen var meget, jovist, men der var kun et månedligt lærermøde, et årligt forældremøde og to forældrekonsultationer om året, så der var stort råderum for al det, man selv valgte at iværksætte i form af emneuger, tværfagligt samarbejde, teamarbejde, ekskursioner, forældresamarbejde, skolekomedier, klassefester, overnatninger på skolen, udviklingsprojekter og hvad ved jeg.
Det sluttede imidlertid brat, da den galopperende dokumentatitis, der fra dag 1 med new public management har bredt sig som en pandemi i det offentlige, ramte folkeskolen i 1993. Dengang hed det UFØ (Undervisningstid, Forberedelsestid og Øvrige opgaver), og en af de første udskejelser var et krav om ugeopgørelser, som alle lærere skulle skrive og deponere på skolelederens skrivebord om fredagen, inden de gik hjem. Opgørelsen skulle rumme samtlige arbejdsaktiviteter med tidsangivelse, inklusive hjemmeforberedelsen. Samtidig blev en del af os stoppet i en række af frivillige arbejdsopgaver, vi hidtil havde valgt at tage på os, for nu skulle ’underyderne’ nemlig sparkes i gang, og alle skulle lave det, de skulle, hverken mere eller mindre! Det viste sig hurtigt, at der ikke var så mange underydere, som KL havde antaget. Kommunerne måtte hasteansætte 3000 lærere mere blot for at opretholde serviceniveauet. Allerede her burde de have indset, at de var på vildveje.
Ugeopgørelserne holdt kun et par måneder, så blev de taget af bordet, fordi ingen kunne se meningen med dem. Men de kom igen, djøfferne; og igen og igen og igen. Og i dag, 24 år senere, ville den øvelse, der dengang blev stoppet, fordi den forekom alle at være et oprørende, meningsløst tidsspilde, være en ren uskyldighed.
I dag er tidsspildet sat i system, og en tsunami af meningsløst skærmarbejde er væltet ud over lærerne. Ikke blot skal lærerne nu selv udføre størstedelen af det planlægnings- og administrationsarbejde, der tidligere blev varetaget af kontoret, men hertil kommer årsplaner, ugeplaner, elevplaner, fraværsopgørelser, uddannelsesparathedsvurderinger, nationale test, læringsmålsbeskrivelser og -evalueringer. Galskabens hidtidige kulmination er de elektroniske læringsplatforme, der pt. er ved at blive rullet ud over skolerne. Et forsigtigt bud på udviklingen vil være, at den samlede resurse, der anvendes på dokumentation, administration og bogholderi i dag er henved tredivedoblet i forhold til 1975, hvor mit lærerliv begyndte. Uden at nogen af os oplever, at der er kommet mere styr på noget som helst, snarere tværtimod.
Kronen på npm-værket kommer imidlertid først nu. Nu kommer nemlig de elektroniske samarbejdsportaler, fra 2018 lagt ind i det kommunale brugerportalsregi, der skal rumme hele baduljen i et kæmpemæssigt, endnu ikke færdigudviklet it-monsterredskab kaldet ’Aula’. Alle i folkeskolen kan roligt begynde at forberede sig på flere års rutinemæssigt kaos på linje med de andre storstilede, offentlige it systemer, der alle uden undtagelse har vist sig ikke at virke fra start og for manges vedkommende siden er blevet opgivet efter at have kostet milliarder. Uden at nogen kræves til regnskab, forstås.
Betragt engang billedet af Aulaskærmbilledet herover: Når jeg ser på det bjerg af serviceringsopgaver, som læreren her påtvinges i forhold til alle mulige udenforstående parter, føler jeg kistelåget lukke sig over mig. Ingen af os, der arbejder med kerneydelsen i skolen, har bedt om det her, endsige har brug for det. Forældre og elever ej heller. Det sortner for mig. Det her kommer ikke til tage under to timer ved skærmen om dagen – i en situation, hvor masser af lærere pga. tidsnød i forvejen må møde uforberedt op til undervisningen dag efter dag. Hvornår skal læreren fremover nogensinde få tid til at være lærer – dvs. være åndsnærværende i forhold til den enkelte elev og dennes hjem?
Men løsningen ligger lige for!
Vi må oprette en ny funktion i skolen: Lærersekretæren! Ligesom enhver praktiserende læge har en sekretær til at tage sig af alt udenomsarbejdet, må lærerne fremover have en assistent ved sin side, hvis de ikke skal ende som bogholdere hele banden.
Hvis arbejdsgiverne virkelig insisterer på, at hele lærerarbejdet skal lægges ind i denne samarbejdsportal, er DLF nødt til at fremføre et nyt krav ved de kommende overenskomstforhandlinger: Ansættelse af lærersekretærer i folkeskolen. Antallet er naturligvis til forhandling, men tre-fire lærere pr. assistent må være et realistisk bud på en fuldtidsstilling. Ca. 15.000 vil formentlig kunne gøre det.
Alternativt kan lærernes arbejdsgivere tage det opgør med npm-galskaben, som polikerne (eksempelvis Mette Frederiksen) flirter med ved festlige lejligheder, og som utallige indsigtsfulde mennesker, herunder mange tidligere npm-freaks såsom selveste opfinderen af npm-begrebet, briten Christopher Hood, i årevis har tigget og bedt om.
Se evt: http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-bog-new-public-management-har-fejlet
https://www.folkeskolen.dk/604379/skoleintras-afloeser-tager-form#604768
