Niels Chr. Sauer
Blog
Fakta om reformen år 4
En vurdering af reformen ud fra dens egne præmisser punkt for punkt. Hvad ved vi på baggrund af de forhåndenværende rapporter, undersøgelser og afhandlinger?
(Kronikforslag afvist af Politiken pga. pladsmangel.)
Skolereformen er nu gået ind i sit fjerde år, og der er mildt sagt ikke enighed om dens tilstand. I den ene ende reformpolitikerne, der hævder, at det går rigtigt godt, i den anden ende kritikerne, der oplever reformen som en national katastrofe i slow motion. Påstand står mod påstand, men sådan behøver det ikke længere at være. Vi har i dag så mange rapporter og undersøgelser om reformen til rådighed, at det må være muligt at foretage en nøgtern vurdering af skolereformens succes eller mangel på samme.
Reformen har tre hovedmål: Styrkelse af fagligheden, forbedring af trivslen og reduktion af negativ, social arv. Hvordan går det med dem?
For så vidt angår den styrkede faglighed har lovgiverne bestemt, at den skal vurderes ud resultaterne fra de obligatoriske, nationale test med særligt fokus på elevernes læsefærdigheder. Her kan vi konstatere, at de sidste resultater på landsplan fra 2016 viser et svagt fald i elevernes læsekundskaber i forhold til før reformen; men usikkerheden er betydelig. Forskerne har påvist, at de nationale test måler, som vinden blæser. Landets førende forskere på området mener, at testene er forfejlede og bør afmonteres. Den mest prominente på området, professor Jeppe Bundsgaard, påpeger, at testresultaterne er så upræcise, at de er ubrugelige, samtidig med, at de har ødelæggende effekt på undervisningens faglighed. Bundsgaard konstaterer, at testene får lærerne til at fokusere undervisningen på det, der testes i, dvs. højst 10 pct. af skolens indhold. Lærerne selv tilkendegiver, at de ikke kan bruge testresultaterne som pædagogisk redskab, fordi de intet viser om den enkelte elevs specifikke faglige vanskeligheder, og de beretter sammen med et stigende antal forældre om testningens ødelæggende effekt på elevernes forhold til skolen. Det bakkes op af eksperter, der peger på testenes demotiverende virkninger på gruppen af svage elever. En decideret protestbevægelse er under udvikling blandt forældrene, og flere og flere stærke forældre holder deres børn væk fra skolen på de dage, hvor der testes. Reelt er der pt. ingen, der ved, hvordan det går med elevernes læsefærdigheder.
De individuelle, skriftlige elevplaner er ligeledes tiltænkt en nøglerolle. Ph. d. stipendiat Stine Helms, beretter i sin afhandling om elevplanerne juni 2017, at de har udviklet sig til noget helt andet end det tilsigtede. De skulle fungere som et redskab for kvalificering af undervisningen med særligt henblik på styrkelse af de svage elever, men de har taget karakter af en slags skudsmålsbøger med fokus på elevernes personlige fejl og mangler. Sammen med lidet flatterende testresultater rammer elevplanerne de sårbare elever og deres hjem på selvtilliden, og de formår ikke at afkode dem, siger Helms. Resultatet er individualisering af undervisningen med øget ansvar for egen læring, hvilket denne gruppe af elever ikke magter. De reagerer med demotivering og resignation.
Med henblik på at styrke fagligheden har reformpolitikerne sendt en masse lærere, som underviser i fag, de ikke er uddannet i, på efteruddannelse. Forskningsinstituttet KORA fremlagde i juni 2017 resultatet af en undersøgelse af effekten af denne satsning, udtrykt ved udviklingen i elevernes afgangskarakterer. KORA kan ikke finde nogen positiv effekt. At have lærere uden formel undervisningskompetence i faget har tilsyneladende ingen målbar sammenhæng med elevernes faglige interesse og deltagelse i undervisningen - uanset klassetrin. Undervisningsministeriet fastholder imidlertid initiativet, og Kora har beregnet, at det vil koste op mod 471 millioner kroner at nå målet om linjefagsuddannede lærere i 95 procent af alle timer i 2020. Oveni dette beløb kommer vikarudgifterne; det er altså en meget kostbar satsning.
Udrulningen af den mest omfattende, spektakulære og angiveligt reformerende nyskabelse til styrkelse af fagligheden finder pt. sted i alle landets folkeskoler i form af en massiv satsning på ’læringsmålstyret’ undervisning med brug af digitale, ’læringsplatforme’ i kombination med et enormt arsenal af centralt fastsatte mål for undervisningen. Den forskningsmæssige forankring af projektet må imidlertid betegnes som tvivlsom, efter at ministeriet, hårdt presset af afsløringer fra flere sider, herunder navnlig ph.d. stipendiat Keld Skovmand, har måttet vedgå, at den bagvedliggende evidens, som ministeriet i de sidste par år ved talrige lejligheder har påberåbt sig, er ikke-eksisterende. Ingen anden nation har iværksat noget tilsvarende, og der foreligger indtil for et par måneder siden ingen dokumentation på området. En ny rapport om de foreløbige erfaringer desangående er i al hast tilvejebragt i foråret 2017 i samarbejde mellem en række uddannelses- og forskningsinstitutioner. Den bygger på en erfaringsopsamling blandt små hundrede superbrugere af læringsplatformene, udpeget af skolelederne blandt lærerne på 15 skoler. Rapporten konkluderer, at selv denne håndplukkede gruppe kun i ringe grad bruger de påtvungne platforme til det, der angiveligt er deres eksistensberettigelse, nemlig dialog og samarbejde. Kun 11 pct. af lærerne svarer, at platformen understøtter skole-hjem-samarbejdet; 3 pct. siger, at den understøtter elevernes samarbejde, og 3 pct., at den styrker lærerens relation til eleven. Disse ekstremt lave tal bekræftes af eleverne, der for de flestes vedkommende svarer, at de sjældent bruger platformen til samarbejde og mindst af alt til forberedelse til undervisningen samt modtagelse af feedback fra læreren.
Lærerne er for de flestes vedkommende dybt frustrerede over platformene. Ministeriet har for nylig indset, at de over 3000 centralt fastsatte mål for undervisningen i folkeskolen, som ligger til grund for projektet, skaber en umulig situation for lærerne, men selv om antallet af mål nu reduceres til ca. 1100, vil situationen stadigvæk være uoverskuelig. Lærerne oplever platformene som et uhyrligt tidsspilde til glæde for ingen som helst, men de lokale skoleforvaltninger har for længst - på ordre fra ministeriet - investeret store summer i projektet og kan øjensynlig ikke rumme kritikken. De afviser at ethvert behov for stoppe op og tænke sig om. Situationen tilspidses naturligvis af den kendsgerning, at læringsplatformene, fuldt implementeret, vil trække store veksler på lærernes i forvejen kostbare tid til forberedelse. Bedre bliver det ikke af de sædvanlige, tekniske indkøringsvanskeligheder. Fejl, kaos og forvirring hører til dagens orden her, således også i det netop påbegyndte skoleårs første arbejdsuge, hvor titusindvis af lærere igen sad med nedbrudte computere og spildte titusinder af kostbare arbejdstimer.
Hvad så med reformmål nummer to, øget trivsel i folkeskolen? Glade reformpolitikere fremhæver, at de sidste tal fra KORA i foråret 2017 viser, at hele 71 pct. af eleverne angiver, at de er ’glade for’ deres skole. Men dels var det tilsvarende tal før reformen altså 74 pct., og dels skal man bide mærke i, at eleverne ikke har udtalt sig om, hvorvidt de er lige så glade for skolen nu, som de var før reformen. Det spørgsmål har man ikke turdet stille, og svaret kan man kun gisne om. En kendsgerning er det imidlertid, at hvor 43 pct af eleverne umiddelbart før reformen mente, at skoledagen var for lang, er det tilsvarende tal i 2016 vokset til 82 pct. Samtidig er pjækkeriet i udskolingsklasserne ifølge PISA fordoblet i forhold til før reformen, og et rundspørge blandt alle landets børnehaveklasseledere foretaget af dagbladet Politiken i 2016 viste, at 4 ud af 5 mente, at de lange skoledage har skabt decideret mistrivsel blandt de små børn.
Center for Grundskoleforskning har i juni 2017 offentliggjort en undersøgelse af udviklingen i gruppen af elever med særlige behov. Den viser, at 24 pct. af alle elever mistrives i folkeskolen i dag i en sådan grad, at de tildeles speciel støtte, enten som supplement til almenundervisningen eller som decideret specialundervisning i rasende dyre, segregerende foranstaltninger såsom specialklasser og -skoler. Det er i sig selv et rystende højt tal, men situationen er dramatisk set i lyset af det forhold, at der er tale om en vækst efter 2013 i forekomsten af elever med alvorlige adfærdsforstyrrelser, netop det område, hvor skolereformen lovede det modsatte. Situationens alvor underbygges af meldinger fra Arbejdstilsynet, der i foråret 2017 berettede om en markant vækst i antallet af sager om vold mod lærere i folkeskolen. Tallene kan synes små: 75 udrykninger og 48 påbud i 2016; men tallene repræsenterer en forøgelse på to år på hhv. 88 og 152 pct., og de er kun toppen af isbjerget. Lærerne er tilbageholdende med at anmelde, idet det involverer politiet og ofte skønnes at gøre mere skade end gavn, så man kan roligt kalkulere med et stort mørketal. Samtidig understreger Arbejdstilsynet, at stigningen ikke skyldes øget fokus på problemet. Parallelt hermed må det noteres, at andelen af forældre, der mener, at der er for meget uro i deres barns klasse, i henhold til en EVA-rapport fra januar 2017 er steget fra 43 pct. i 2014 til 62 pct. i 2016 svarende til en stigning på 44 pct. - og det i en situation, hvor reduktion af uroen netop er et af reformens succeskriterier.
Et af de mest omtalte tiltag, der skulle sikre bedre trivsel og mere ro i skolen, er den øgede inddragelse af pædagoger i undervisningen. Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde i maj 2017 en rapport herom, og på baggrund heraf må det konstateres, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger efter fire års forsøg stadigvæk ikke har fået luft under vingerne. Det skyldes ikke mindst tidsnød: 80 procent af lærerne bruger under 16 minutter om ugen på at forberede samarbejde med en pædagog, og 45 procent svarer, at de ikke bruger tid på det overhovedet. Det er ikke ualmindeligt, at en pædagog sættes til at holde styr på op mod et halvt hundrede elever i de såkaldte lektiecafeer, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at mange af dem føler sig misbrugt som discountlærere i indskolingen. Pædagogerne er i reformen tiltænkt en rolle i hele skoleforløbet, men de er stadigvæk stort set fraværende over 3. klassetrin, og en undersøgelse fra april 2016, foretaget af BUPL blandt medlemmerne, viste, at ni ud af ti pædagoger mente, at skoledagene er blevet for lange, især i indskolingen.
En mere spændende og varieret skoledag er endnu et af reformens meget omtalte mål. Midler i så henseende skal være øget brug af bevægelse, flere ud-af-huset-aktiviteter, styrket kontakt til lokalområdet og øget inddragelse af foreninger. Området er vurderet i rapporten ’En længere og mere varieret skoledag’ fra KORA januar 2017. Bortset fra bevægelsesområdet er positive effekter i dette felt ikke til at finde. Det ser tilmed ud til, at de øgede ud-af-huset-aktiviteter har direkte skadelig effekt på gruppen af svage elever, der har det svært med brud på rutinerne. Visse positive effekter af øget bevægelse synes dog at være til stede, men niveauet ligger fortsat lysår under de 45 minutter om dagen i snit, som blev stillet i udsigt, og i de ældste klasser, der i forvejen er de mest stillesiddende, er der intet sket. Selve præmissen, at øget bevægelse skaber dygtigere elever, nyder bred tilslutning, ikke mindst blandt lærerne, men ny forskning sår tvivl om påstanden. Således fx en rapport fra Institut for Socialt arbejde og Sociologi ved Ålborg Universitet, netop offentliggjort i Scandinavian Journal of Educational Research. Rapporten, der bygger på regulær empirisk forsøgsvirksomhed, sår tvivl om den påståede, positive effekt; den konkluderer bl.a., at selv ikke den mest intensive aktivitet i forsøget, hvor eleverne ydede 75-85 pct. af af deres maksimale puls to gange 20 minutter om ugen, ses at have nogen positiv effekt på skoleresultaterne.
Uanset hvad man skal tro, står folkeskolen med det indlysende problem, at den er bygget til elever, der sidder stille i klasselokaler. Der mangler i fatal grad inden- og udendørsfaciliteter til brug for fysiske udfoldelser. Desuden strander lærernes og elevernes ønske om at inddrage flere fysiske aktiviteter i undervisningen på manglende tid til forberedelse. At kombinere teori og praksis er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver megen nytænkning og omtanke samt grundig praktisk tilrettelæggelse. Noget opsving på området har da heller ikke indfundet sig i reformskolen.
Reformens tredje hovedformål er reduktion af negativ social arv. Det centrale tiltag her hedder tvungne lektiecafeer, der skal hjælpe de svage elever, dels ved at give dem mulighed for at få hjælp til lektierne, dels ved at sikre, at eleverne ikke skal arbejde med lektier i hjemmet, når de kommer hjem fra de lange skoledage. Intet af dette er blot tilnærmelsesvist realiseret med reformen. Lektiecafeerne varetages af én voksen, ofte en pædagog, der hverken har de faglige, de relationelle eller de tidsmæssige forudsætninger for at hjælpe de fagligt svage, og langt de fleste elever har stadigvæk lektier med hjem. En række andre forhold bidrager yderligere til at gøre livet i skolen vanskeligere for elever hjem med lav uddannelsesbaggrund. Testningen og elevplanerne gør som sagt intet godt for denne gruppe, og dertil kommer den utilsigtede, men højst reelle nedprioritering af lærerens relationelle arbejde, som netop de svage elever er helt afhængige af, hvis de skal holdes ombord i skolen. Den tid og de kræfter, læreren tidligere brugte på at give netop disse elever særlig opmærksomhed og hjælp i undervisningen, er simpelthen væk, og resterne af dette vigtige arbejde er udliciteret til en anden personalegruppe, pædagogerne, men de formår på ingen måde at samle opgaven op. De fokuserer ikke på gruppen, men på den enkelte elev, de har ikke noget greb om elevens faglighed, de udskiftes ustandselig op gennem skoleforløbet, de er kun er til stede i nogle af timerne, og de har ikke noget forpligtende samarbejde med forældrene. Samtidig er klasselærerfunktionen under afmontering, og brugen af niveaudeling tager til med ødelæggende virkninger for de svageste elever til følge, idet den såkaldte kammerateffekt derved undermineres. Fællesskabet som helhed nedtones til fordel for øget individualisering, og slipstrømmen fra de dygtige elever, der kan trække de svage med, svækkes. Den enkelte elev bliver mere og mere alene. Andelen af ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse skulle være faldet som følge af reformen, men den er steget fra 26 pct. i 2015 til 28 i 2017. Hvor dette fører hen ti år fra nu, kan ingen vide, men lærerne har deres bange anelser.
En af kongstankerne med reformen var, at ledelsen skulle styrkes. Nu skulle skolelederen have fuld ledelsesret og være mere pædagogisk synlig på skolen. Der er sket det stik modsatte. Ifølge en undersøgelse fra SFI fra november 2015 oplevede skolelederne reformstarten som en decideret indsnævring af deres ledelsesrum, og det er kun blevet værre siden da. Skolelederne styres som aldrig før fra rådhuset, de glimrer mere og mere ved deres fravær på selve skolens matrikel, og følgen er bl.a., at der er vanskeligere end nogensinde at rekruttere kvalificerede skoleledere. Skolebestyrelserne oplever ligeledes et tab af autonomi, og flere af dem er gået så vidt som til at nægte at godkende de pålagte budgetter.
Reformpolitikerne havde en forhåbning om, at reformen ville gøre folkeskolen mere attraktiv og dermed gøre indhug i privatskolernes andel af den samlede elevmasse. I stedet har vi siden reformen været vidne til noget, der ligner en decideret flugt til privatskolerne, både for elevernes og lærernes vedkommende. Vi nærmer os med hastige skridt en situation, hvor hver fjerde elev i den undervisningspligtige alder går på privatskole (efterskoler medregnet). Det er i dag ikke ualmindeligt, at der ingen kvalificerede ansøgere er til opslåede lærerstillinger i folkeskolen, mens privatskolerne, der vælger og navnlig vrager mellem reformens elementer, vader som aldrig før i ansøgere og ventelister så lange, at de her og der anstændigvis må lukkes. Optaget til læreruddannelsen har siden reformstarten ligget omkring 40 pct. under det fornødne, hvis lærermangel fremover skal undgås. Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2016 stopper hver sjette nyuddannede lærer nu i jobbet efter første år, og over 17.000 uddannede folkeskolelærere arbejder i dag udenfor folkeskolen.
En gallupundersøgelse fra Berlingske august 2017 viser, at selv om et flertal af forældrene i udgangspunktet har været positivt stemt overfor skolereformen, tror i dag kun 18 pct. af dem på, at den har gjort skolen bedre, mens 33 pct. mener, at den har gjort skolen dårligere, og halvdelen af forældrene mener, at skoledagene er for lange imod en tredjedel for et par år siden. Mere end to ud af tre kommuner har åbnet for indførelse af kortere skoledage, og forvaltningerne modtager en lind strøm af ansøgninger fra skolerne desangående, til trods for at ansøgningsproceduren er ekstremt tung og politikerne i mange kommuner på forhånd stiller sig afvisende an.
På denne baggrund vil jeg overlade det til læseren selv at vurdere, hvordan det går med folkeskolereformen.
