Niels Chr. Sauer
Blog
Intimiderende skoleledere til tjenstlig samtale nu!
Skoleledernes formand Claus Hjortdal afslører en syg ledelseskultur i folkeskolen.
Det står at læse mange steder: I Ombudsmandens redegørelser, i justitsministeriets vejledninger, i lærernes professionsideal - ja det følger faktisk af folkeskolelovens formålsparagraf ord om åndsfrihed. ligeværd og demokrati: Folkeskolens lærere har ikke blot ret til at sige, hvad de mener om skolen, såvel i det lukkede rum på skolen som offentligt; de har nærmest en moralsk pligt til det – indenfor gældende rammer, forstås.
Alle ved, at der er plads til forbedring i skolen, men den kommer aldrig, hvis lærerne går omkring med jahatten trukket ned over øjne, ører og mund. Lærere, der tager velovervejet og kritisk til orde overfor de pålæg, der kommer ovenfra, er en af de vigtigste drivkræfter i kampen for en bedre skole. Ingen kan være tjent med at samfundets bærende kulturinstitution sander til i selvcensur, magtmisbrug og tavs fordummelse.
Da DLF besluttede sig til at føre Erik Schmidts sag ved byretten i Odense og vandt den – efter fire års grotesk armlægning, ikke blot med den pågældende skoleleder (der efterfølgende blev valgt som formand for kommunens skoleledere) og Odense Kommune, men med KL centralt - opstod der en begrundet forventning blandt lærerne om, at arbejdsgiverne endelig havde forstået, hvad det her drejer sig om. Odense kommune insisterede imidlertid på, at sagen ikke handlede om ytringsfrihed, men alene om ’dekorum’, ’tonen’, og benægtede konsekvent, at man havde anfægtet Eriks ytringsfrihed. Erik modtog aldrig en undskyldning, ja, han fik end ikke en skriftlig tilbagekaldelse af den uretmæssige advarsel, man havde smidt efter ham.
Og nu viser en ny undersøgelse foretaget af DLF, at alt er ved det gamle. Hver tredje lærer tør ikke udtale sig kritisk.
En væsentlig brik i forklaringen på denne kritisable tilstand leveres ufrivilligt af skolelederformand Claus Hjortdal, der interviewes til Folkeskolen d.30/4 (https://www.folkeskolen.dk/1871087/laerere-maa-gerne-ytre-sig-kritisk) i anledning af denne alarmerende undersøgelse. Man kunne med god ret forvente en skolelederformand, der udtrykte en eller grad af foruroligelse over, at en stor del af hans medlemmer åbenbart i strid med reglerne intimiderer deres underordnede ledsaget af en generel betragtning om det indlysende behov for at gøre noget ved dette efterhåndende særdeles velbeskrevne problem. I stedet konstaterer en fodslæbende lederformand, at dette anliggende ikke indgår i den indbyrdes samtale i skoleledernes forum. Man må forstå, at det ikke skønnes vigtigt, presserende eller relevant.
I stedet for at tage det prekære spørgsmål op til overvejelse, benytter Hjortdal anledningen til at fremture med indskærpelse af de indskrænkninger i lærernes ytringsfrihed, der ligger i reglerne. Undervejs afslører han, at han personligt som skoleleder ikke ville afstå fra at intimidere sine lærere. Han siger: "Jeg ville for eksempel som leder blive smaddertosset, hvis lærere udtaler kritik i medierne, uden at de først er gået til tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller til ledelsen på skolen. Det er de systemer, vi har, og man skal respektere systemerne, inden man går videre til medierne”.
Disse ord fra skolelederformanden er i åben modstrid med justitsministeriets vejledning fra 2016 om offentligt ansattes ytringsfrihed, som udtrykkeligt siger (s.13): ”En offentligt ansat har ret til at fremføre en eventuel kritik offentligt uden først at rejse kritikken internt på arbejdspladsen over for f.eks. ledelsen eller en tillidsrepræsentant.”
(https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2016/vejledning_om_offentligt_ansattes_ytringsfrihed.pdf )
Og som om det ikke var nok, ryger Hjortdal helt ud af tangenten med tilføjelsen: "Det handler om kunder i butikken. Hvis man taler dårligt om sin egen skole, så kommer der færre kunder.” Hermed er skolelederformanden ikke blot i modstrid med omtalte vejledning, som udtrykkeligt siger: ”Der kan således f.eks. ikke under henvisning til en loyalitetsforpligtelse mellem en ansat og dennes arbejdsplads pålægges den ansatte yderligere begrænsninger i ytringsfriheden.” Hjortdal demonstrerer tillige, at han ikke har orden i sine grundlæggende forestillinger om folkeskolens placering i samfundet. Han tænker tilsyneladende som en privat virksomhedsleder mere end som en myndighedsperson, hvis opgave er at tjene almenvellet.
Skolelederformandens ord er udtryk for en syg ledelseskultur i folkeskolen. Havde en lærer udtalt sig tilsvarende grænseoverskridende i forhold til gældende regler, ville han omgående blive indkaldt til en tjenstlig samtale under trussel om fyring. Men ingen siger noget til Claus Hjortdal, såvel som ingen sagde noget til de folk i Odense, der blev dømt for overgrebet mod Erik Schmidt. Den slags passerer i stilhed, og man fortsætter, som intet er hændt.
På denne baggrund tilslutter jeg mig fuldt ud sociolog Rasmus Willigs konklusion i samme nummer af Folkeskolen: Ledere skal fyres for at knægte ytringsfrihed. Først da bliver der rettet ind. Det ér faktisk lige sket i en specialundervisningssag sag fra Guldborgsund kommune, og det har sendt chokbølger hele vejen ned igennem organisationen.
Der skal skarp lud til skurvede hoveder.
