Niels Chr. Sauer
Blog
Talentdagsordenen er ubegavet
Folkeskolens uoverkommelige opgave er at bringe alle børns talenter i spil i fællesskabet, intet mindre. Ingen har sagt, at det skulle være let. Men det er derfor, det er spændende at være lærer.
At give de højt begavede elever et andet undervisningstilbud i folkeskolen lyder umiddelbart fornuftigt og på mange måder ganske fristende - for udenforstående. Er man derimod seriøs lærer med mangeårigt, dybt kendskab til folkeskolen stiller sagen sig anderledes. Spørgsmålene tårner sig op.
For det første: Eksisterer der overhovedet en specifik, identificérbar gruppe af højtbegavede elever? Ja da - hvis man vel at mærke ser på fagene et ad gangen. For naturligvis er der en topscorende gruppe af elever indenfor hvert fag. Problemet er, at gruppen er forskellig fra fag til fag. Ja, den er tilmed forskellig fra disciplin til disciplin indenfor det enkelte fag. Det er ikke de samme elever, der er bedst til hhv. retskrivning og mundtlig fremstilling i dansk. Det er forskellige elever, der brillerer i hhv. rumgeometri og hovedregning i matematik. De, der er rigtigt gode til fodbold, er sjældent de samme, som dem, der spiller stærk tennis. Så nej, det er rent faktisk ikke muligt at tale om en specifik, identificérbar gruppe af generelt højtbegavede elever, der lader sig skille ud fra massen. Det er tværtimod almen viden, at vi alle sammen har styrker og svagheder.
For det andet: Hvad vil det overhovedet sige at være ’højt begavet’? Lytter man til politikerne, betyder ’højt begavet’ det samme som ’dygtig’, typisk defineret ved høje testscorer. Men man kan – heldigvis – nå langt med flid og viljestyrke uden nødvendig at være andet og mere end jævnt begavet. Enhver seriøs lærer ved, at højt begavede elever ofte går stille med dørene som børn for først at træde i karakter et stykke oppe i puberteten eller senere endnu. Ser vi bort fra de ekstremt sjældne vidunderbørn, som huskes af eftertiden – Mozart, Picasso, Pascal, Chaplin og deslige – har langt de fleste af vores højtpræsterende medborgere faktisk en temmelig upåfaldende begyndelse i livet. Omvendt ender masser af dygtige skolebørn med at leve helt almindelige liv. Forestillingen om, at vi som voksne har et røntgenblik, som sætter os i stand til at se durk igennem børnene og vurdere deres potentiale, er ikke blot forkert; den er uetisk.
For det tredje: Når skolepolitikerne diskuterer ’højt begavede børn’, handler det i praksis om dem, der er dygtige til matematik og de dermed beslægtede fag. Nu og da sniger fag som idræt og musik sig ind; de kan jo kaste præmier og international berømmelse af sig. Men folkeskolen er en grundskole med afsæt i den grundlovsfæstede undervisningspligt. Dens formål er barnets alsidige udvikling, hvilket bl.a. indebærer, at alle børn ideelt set skal møde alle fag med samme alvor og engagement. At trække nogle få af børnene ud af det jævnaldrende fællesskab med henblik på at udnyttte et særligt fagligt potentiale til nationens bedste er dels en skævvridning af skolens fagrække, dels et overgreb mod sagesløse børn. En forkrøbling af barnets liv, en nedgradering af skolens dannelsesopgave og en oplæring i social blindhed. Der findes nationer, som gør det her iskoldt og kynisk, og de fortjener vores dybe foragt, uanset hvor mange medaljer de kan prale af.
Den menneskelige intelligens er kompleks og mangfoldig, og i grundskolen er vi forpligtet til at arbejde med hele paletten. Vi skal ikke vaske alle regnbuens farver væk og male børns liv over med den matematisk-logiske intelligens som det eneste saliggørende. Det ville ud fra enhver målestok være decideret ubegavet. Livets udfordringer er utallige og mangeartede, og skal vi - ikke blot som individer, men som samfund - stå distancen, må vi lære at spille på alle tangenter.
Folkeskolens uoverkommelige opgave er at bringe alle børns talenter i spil i fællesskabet, intet mindre. Ingen har sagt, at det skulle være let. Men det er derfor, det er spændende at være lærer.
