Blog

Hvor længe skal uro have lov til at hærge folkeskolens klasser?

Forebyggende indsatser alene kan ikke redde folkeskolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu en undersøgelse, der viser, at folkeskolens problem med uro er enormt. Det største af alle skolens problemer, mener et flertal af forældrene faktisk. Kilde til mistrivsel, utryghed, mobning, dårlig indlæring, skolefobi, ødelagt arbejdsmiljø, flugt fra lærerarbejdet og meget mere. 

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Det er ’Skole og forældre’, der står bag undersøgelsen, og den indgår i en stor satsning fra forældreforeningen, som tydeligvis har fået nok. Nu må der gøres noget. Men hvad? Og af hvem? 

Det er ikke fornuftige betragtninger og forslag til indsatser, det skorter på. Langt de fleste af ræsonnementerne er såmænd også gode nok, isoleret set. Det er bemærkelsesværdigt, at forældrene sætter ’undervisning, der ikke motiverer eleverne’ helt ned på en ottendeplads, når de spørges om grunde til uroens opståen. På førstepladsen kommer ’brug af vikarer’. Derefter følger ’en gruppe af elever, der opildner hinanden’, ’individuelle udfordringer hos nogle elever’, ’manglende/dårlig opdragelse fra forældrene’, ’udfordringer med trivslen i klassen’, ’utilstrækkelig klasseledelse fra lærerens side’, og ’de fysiske rammer’ – i nævnte rækkefølge. Der peges på fællesskabets afgørende betydning, det gode samarbejde mellem de voksne, skolens kvalitet og meget andet, som alt sammen er helt igennem fornuftigt, og konklusionen er den sædvanlige: Det, vi har brug, for er en solid forebyggende indsats over en bred front. 

Eftersom alle synes at være enige om, hvad dét handler om, og i øvrigt har været det, så længe jeg kan huske tilbage, skal jeg forskåne læseren for endnu en præken desangående. Lad mig i stedet pege på et afgørende aspekt, som ingen vil røre med en ildtang. Heller ikke DLF, som burde gå allerforrest her: Det her kan ikke klares med forebyggelse alene. Der er desuden desperat brug for konkret indgriben. Men det er en diskussion, man ikke kan gå ind i uden at få skidt på fingrene. Så den er overladt til det yderste højre, der ikke har problemer med at omfavne Den Sorte Skole og al dens væsen. Følgen er, at skolens takling af dette altødelæggende problem, som vi har kendt til i hvert fald siden midten af 1990’erne, er gået i stå. Blandt andet dette skriver jeg om i min netop udgivne bog. ’Folkeskolens veje og vildveje’, så det vil lade ligge her. 

Jeg vil sammenligne uro med brand. Allerede dette virker stødende på mange, som påpeger, at uro sagtens kan være konstruktiv. Så sandt som sagt. Men jeg ikke taler det lille, knitrende bål, som vi hygger os omkring; jeg taler om det, der sker, når hele hytten står i flammer. 

Det kunne i de fleste tilfælde have været undgået, hvis forskrifterne var blevet overholdt, derom ingen tvivl. Der er således al mulig grund til at oplære folk i forebyggende brandsikkerhed. Og den dag, ingen længere begår fejl og dumheder, vil faren for brand nærmest være elimineret. Men indtil da har vi brug for et brandvæsen, der kan rykke ud, når ulykken sker – med hjelme og læderhandsker, pumper og slanger, røgdykkere og brandøkser. Ikke just et job for sarte sjæle, men afsindigt vigtigt for os alle. 

Ingen ved sine fulde fem vil foreslå, at vi nedlægger brandstationerne og satser på forebyggende brandsikkerhed i stedet. Men det billedligt talt er det, der er sket i skolen. Man VIL ikke erkende, at når kaos har bemægtiget sig en klasse, er det for sent med velmenende inklusionsvejledere, fællesskabende tryghedstiltag og relationspædagogik. Så er der brug for kontant indgreb, der kan bringe kaos til ophør og genskabe en situation, hvorfra læreren kan komme videre med talens brug i god ro og orden og alle de smukke hensigter. 

Det kan læreren ikke klare alene. Derfor skal alle konfliktplagede skoler – og det vil sige langt størstedelen af folkeskolen – etablere bemandede akutberedskaber, der med minuts varsel kan rykke ud i klasserne og komme læreren til undsætning, inden hele hytten står i flammer. Det koster penge, javist. Men hvis det kan lægge grunden til, at vi kan komme ud af denne lammende magtesløshed og få gang i løsningen af skolens største problem, er de ualmindeligt godt givet ud.

https://skoleborn.dk/uro/ (ni artikler om emnet)