Niels Chr. Sauer
Blog
Finansministeriets fluebenskultur amok
Det kompleks, der udgøres af de over 3000 bindende mål og de obligatoriske nationale test er afgørende for, om det kan lykkes at presse hele folkeskolen ned i den finansministerielle fluebenskultur, som nu skal bygges op omkring de pligtige læringsplatforme, hvad enten lærerne piber eller synger. For tag ikke fejl: Disse folk helmer ikke, før de har fået afmonteret skolen som kulturinstitution og forvandlet den sidste lærer til bogholder.
Det er for længst dokumenteret, at de nationale test ikke fungerer. De gør eleverne fortræd, navnlig på de lave klassetrin, de måler som vinden blæser, lærerne kan ikke bruge dem i pædagogisk øjemed, de beslaglægger uanede mængder af kostbar undervisningstid, og de er godt i gang med at afspore såvel skolens formål som faglighed pga. omsiggribende teaching to the test.
Hvorfor er det dog så umanerligt svært at få skovlen under et så åbenlyst fejlslagent projekt?
Svaret er, at de nationale test i det ulyksalige år 2013 blev tildelt en helt central rolle i skolereformen, der som bekendt har tre i øvrigt udmærkede overordnede mål: 1) styrket faglighed, 2) mindskelse af negativ social arv og 3) øget trivsel. De to første mål uddybes i selve forligsteksten således: 1) Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og regning (sic!) skal stige år for år. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test. 2): Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og regning skal reduceres år for år (mine kursiveringer). Punkt tre vedrørende trivsel er sidenhen ligeledes blevet trukket ind i et tilsvarende målings- og registreringsinferno, hvis amokløb i skrivende stund vækker pinlig opsigt. Mere herom ved anden lejlighed.
Fjernelsen eller blot frivilliggørelsen af de nationale test nu vil dermed svare til at stikke øjnene ud på skolereformen.
Men hvordan er det dog gået til, at noget så perifert som resultaterne af nogle tilfældige test i læsning og matematik er blevet gjort til afgørende succeskriterier for en hel skolereform?
En nøje afklaring af det spørgsmål besværliggøres af hele det hemmelighedskræmmeri, der fortsat omgærder reformens tilblivelse. Indtil vi, forhåbentlig inden længe, ved Ombudsmandens mellemkomst (i andet forsøg) får adgang til de gråzone-ulovligt tilbageholdte centrale dokumenter, er vi henvist til at forsøge at stykke forløbet sammen ud fra de usammenhængende oplysninger, vi har i dag.
Hvad vi ved med sikkerhed, er, at hele reformprojektet blev drevet frem, ikke af kommunerne, ej heller af undervisningsministeriet, men af finansministeriet, nærmere bestemt ’Moderniseringsstyrelsen’ (tak til Orwell). Det var således ikke folk med indsigt i skoleanliggender, der sad for bordenden i den 40 mand store, hemmelige arbejdsgruppe, der skrev reformen, men finansministeriets styringsteknikere og økonomer, opfostret i New Public Management.
I teknikernes verden er kravet om håndfast outputkontrol ufravigeligt. Kvantificerbare indikatorer, der kan operationaliseres i form af synlige, målelige effekter i et regneark, er for djøfferiet den fuldstændigt afgørende forudsætning for, at bureaukraterne kan forholde sig til nogen form for udvikling.
Risikoen for at blive trukket rundt ved næsen af veltalende skolefolks uvederhæftige palaver om 'kvalitet' og 'bløde værdier' bekymrede tydeligvis nødvendighedsminister Corydon meget; senere skulle han gå så vidt som til at indsætte en særlig task force, kaldet Implementeringsgruppen, der helt uhørt skulle overvåge processen og sikre, at de 'produktivitetsfremmende' tiltag udenfor finansministeriets ressort rent faktisk blev til noget. Så dyb var hans mistillid til undervisningsministeriet, at han end ikke ville tiltro dem opgaven. Han hyrede det internationale analysefirma McKinsey - hos hvem han senere selv skulle blive 'global' direktør - til formålet.
Men hvilke måleapparater skulle de skolefremmede teknikere nu have?
Her – lige her – var det, at testresultaterne i dansk og regning røg til tops på reformdagsordenen.
Og hele finansministeriets embedsværk gned sig i hænderne: Her havde de endelig fået krammet på folkeskolen, der altid havde været som et vådt stykke sæbe i deres hænder. Endelig fik de sat de humanistiske flippehoveder stolen for døren. Det her ville ingen kunne snakke sig fra!
Den 3. december 2013 kunne regeringen så præsentere forligsparterne for hovedlinjerne i det færdige forslag til skolereform, som dagen efter skulle fremlægges for offentligheden - af undervisningsministeren, naturligvis. Men denne dag var finansministerens. Det var i finansministeriet, forligspartierne mødtes; og det var en stolt Bjarne Corydon, der førte ordet overfor folketingsmedlemmerne - med krølle på halen. Og undervisningsminister Christine Antorini som lille, lydig underhund for sin fod.
Sådan er det bare med denne reform. Det er Moderniseringsstyrelsen, der har kørt med klatten fra start. Det gør de stadig, og skulle nogen have glemt det, kunne de se det igen for en god måneds tid siden, hvor et desorienteret, ja nærmest bestyrtet folketingsflertal måtte se magtesløst til, mens finansministeriet vred armen rundt på regeringen og tvang den til - lige før målstregen - at afvise at gøre over 3000 fælles mål vejledende i stedet for bindende. Uden disse bindende mål bliver det nemlig usikkert, om det kan lade sig gøre at presse hele folkeskolen ned i den finansministerielle fluebenskultur, som nu skal bygges op omkring de pligtige læringsplatforme, hvad enten lærerne piber eller synger. For tag ikke fejl: Disse folk helmer ikke, før de har fået afmonteret skolen som kulturinstitution og forvandlet den sidste lærer til bogholder.
Set fra et helikopterperspekltiv er den aktuelle strid om de nationale test udtryk for en forventelig tilspidsning af den kulturkamp om skolen, der har stået på lige siden New Public Management ankom til Danmark under Bertel Haarders regime tilbage i slutfirserne. Vi nærmer os en afgørende styrkeprøve. Mere herom senere.
