Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Kan vi snart tale rent ud?

Inklusionsprojektet er født i synd; selvfølgelig er pengene ikke 'fulgt med'. Det var præcis det, de ikke skulle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endelig siger Hjortdal det lige ud: Inklusion er blevet et spareprojekt. Lad mig gå skridtet videre og sige det som det er. Sådan har det været fra dag 1. Læg nu hykleriet til side!

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Alle ved, at inklusionsprojektet opstod på grund af problemerne med at styre økonomien omkring specialundervisningen. Da de samlede udgifter til specialundervisningen havde ramt 30% og stadig fortsatte med at vokse, stod det klart, at det måtte stoppes. Men i stedet for at sige det rent ud, forsøgte man at gøre en dyd af nødvendigheden med al det sødladne inklusionspræk, der skulle skjule den kendsgerning, at man var nødt til at foretage en prioritering. Som så mange andre steder, hvor vi kunne bruge hele bruttonationalproduktet, uden at det ville række: Hospitaler, ældreomsorg, ulandshjælp osv.

Inklusionsprojektet er således født i synd, og selvfølgelig er pengene ikke 'fulgt med', for det var præcis det, de ikke skulle.

Det betyder ikke, at inklusion er en dårlig idé. Lærerne har tænkt inkluderende de sidste 30 år. Vi har altid betragtet det som et nederlag, når vi måtte kaste håndklædet i ringen, fordi vi ikke magtede en elev i klassen, og vi har kæmpet for at udskyde det til det sidste. Da vi kom til begyndelsen af '90'erne, var vi nede på under 2 % af eleverne udskilt til specialskoler/-klasser.

Men noget gik galt. I de efterfølgende 20 år voksede udskillelsen til omkring 6 %. Hvad skete der?

Der skete det, at skolen blev mere og mere individfokuseret. Fællesskabet gled i baggrunden til fordel for den enkelte, og nu skulle alle betragtes som helt specielle. Nogle mere end andre, forstås, men principielt gjorde man op med normalbegrebet som sådan. Og SURPRISE! Minsandten om ikke der dukkede en masse særlige behov op, som før var blevet overset eller bare taklet uden større ståhej indenfor almenklassen.

Udviklingen kulminerede med loven om elevplaner, hvorved alle elever - hvis bekendtgørelsen altså skal tages alvorligt - fremover skal beskrives, som man tidligere kun beskrev specialelever. Et totalt utopisk projekt, som får den lille gruppe af elever med særlige behov i dette begrebs oprindelige betydning til at drukne i mængden. Hvilket netop er meningen.   

Problemet er bare, at det får ikke disse børn til at forsvinde i den virkelige verden. Det får dem tværtimod til at fylde endnu mere, nu blot som den lyserøde elefant i rummet, alle kan se, men ingen må tale om.  Følgen er massive svigt på samlebånd, nedbrudte læringsmiljøer i almenklasserne og – stik imod hensigten – et endnu større behov for eksklusion af elever, der hverken trives eller lærer.

Første skridt på vejen til en bedre løsning på disse udfordringer er måske taget med opgivelsen af den rent økonomisk begrundede 96-procentsmålsætning og skolelederformandens ufoblommede erkendelse af, at inklusionen er et spareprojekt. Næste skridt bør være en langt mere fordomsfri indkredsning af de faktorer, der hhv. hæmmer og fremmer inklusionen. Inklusion handler om lov til at være den, man er, om fred og ro, varme, tryghed, gensidig opmærksomhed og omsorg overfor dem, der hænger på kanten af fællesskabet. Ikke just størrelser, som sættes i højsædet af reformens flimmerskole.

Hvor længe skal der mon gå, før vi også kan tale rent ud om det?

Powered by Labrador CMS