Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Regnskabets time

Hvad politikerne i 2013 ikke havde fantasi til at forestille sig, var omfanget af den ødelæggelse, de i deres ubegribeligt overmodige selvrådighed satte i værk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

’Vi begik en fejl’, indrømmer beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen nu. Og almindeligvis, når man vedgår at have begået en fejl, så følger der en undskyldning og et tilsagn, om at man vil rette fejlen. Ikke sådan her.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Den fejl, ministeren - flankeret af en fåmælt Bjarne Corydon – her har taget på sin kappe, består alene i, at regeringen ikke orienterede DLF om indholdet af lov 409 forud for lovens vedtagelse. Ikke at det havde gjort nogen som helst forskel, forsikrer ministeren; for loven og hele det forudgående forløb var der ikke noget galt med, og Bondo, må man forstå, havde ikke fået flyttet et komma alligevel. Den fejl, ministeren vedgår, er således et komplet ligegyldigt brud på forhandlingsprincippernes Emma Gad, hverken mere eller mindre.

For det var aldeles ikke en fejl, at man over et toårigt forløb gennemførte en til mindste detalje indstuderet konspiration mod lærerne, fra starten af den systematiske smædekampagne i slutningen af 2011, over det besluttede fohandlingssammenbrud, obstruktionen af forligsmanden og Danmarkshistorien største lockout frem til ophøjelsen af arbejdsgivernes krav til lov. Det var i den grad med vilje, planlagt og tilsigtet i enhver henseende. Og set i lyset heraf, blegner den fodfejl, ministeren nu tilstår, totalt. Den er ret beset knap nok en fejl, snarere en logisk følge af den politik, regeringen og KL havde fulgt hele vejen igennem. En ligegyldig smutter, slet og ret.

Der er derfor heller ikke behov for at rette op på noget som helst, må man forstå. Alt er fortsat i skønneste orden.

Nuvel. Det er menneskeligt at fejle – men tåbeligt at fremture.

Alt er aldeles ikke i skønneste orden. Folkeskolen står i sin alvorligste krise nogensinde, og lige om hjørnet venter et opgør, som meget vel kan udarte til anden halvleg af sammenstødet med lærerne. Denne gang dog med en noget lavere cigarføring på arbejdsgiverside. De står med et valg, der skal vindes, og reform, der skal reddes. Hvis de tror, at lærerne falder til patten og nu takker ja til det, de betalte en månedsløn for at blive påtvunget ved lov i 2013, er de mere naive end politiet tillader.

Hvis man overhovedet kan tale om, at regeringen og KL ud fra egne præmisser har begået nogen fejl, så er det den fatale fejlvurdering af effekten af deres handlinger. De troede, at lærernes vrede ville lægge sig i løbet af kort tid, hvorefter de ville rejse sig fra det sted, hvor de var blevet kørt over, børste støvet af og række hånden frem til forsoning, idet de accepterede den nye tingenes tilstand og tog det på sig at løfte reformen.

Hvad politikerne ikke havde fantasi til at forestille sig, var omfanget af den ødelæggelse, de i deres ubegribeligt overmodige selvrådighed satte i værk. Alle regler for god forandringsledelse blev brudt. Hvor gerne lærerne end ville, er det ikke muligt for dem på disse vilkår at hindre folkeskolens nedsmeltning. Og det er ikke blot et spørgsmål om den helt utilstrækkelige finansiering af reformen; det handler også om dens himmelråbende mangel på skolefaglig seriøsitet.         

Hvis politikerne ikke nu begriber, hvad det er for et ansvar, de har taget på sig, og begynder at leve op til det, men fremturer med at tæske løs på lærerne, må de regne med, at der vil blive slået igen. Ingen magt på denne jord kan få lærerne til at stemme ja til lov 409. Heller ikke DLF. Det er lærerne selv, der bestemmer. 

Regnskabets time venter forude. 

Powered by Labrador CMS