Blog

Forskerne har ikke forstået det grundlæggende problem

For at kunne slippe kontrollen, må man først have kontrollen. 

Publiceret Senest opdateret

Lige siden folkeskolens uroproblem begyndte at stikke af i kølvandet på skolereformen i 1993, har formaningen til lærerne været den samme: Giv slip på den rigide styring af eleverne, drop klasseundervisningen, differentier undervisningen! Mød det enkelte barn, hvor det er, giv det mere valgfrihed, bliv mere vejleder og mindre underviser! Så vil frustrationerne mindskes og freden sænke sig! Hvor mange gange har lærerne ikke måttet høre på dette tema med variationer?

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

 Således igen på Folkeskolen.dk d.d., hvor de to pædagogiske forskere Lotte Hedegaard-Sørensen og Helle Plauborg under overskriften ’Slip kontrollen – og slip for uro’ mener, at når der er undervisningsforstyrrende uro i en klasse, skyldes det som regel, at eleverne ikke er engagerede i undervisningen. Hvilket er ubestrideligt. Så hvorfor insisterer lærerne dog på at blive ved med at kede ungerne ihjel med al deres tåbelige styring, når de bare kan slippe ungerne løs, og så bliver alle glade?

Det gør lærerne ikke, fordi det er ikke sådan, verden hænger sammen. Vi befinder os et helt andet sted, end forskerne tror. De overser en afgørende detalje, og det kan siges meget enkelt: For at kunne give slip på noget, må man først have fat i det.

For st kunne slippe kontrollen, må man først have kontrollen. 

Det er børnelærdom for skolelærere, at når man kommer ind i en ny klasse, gør man klogt i at køre den stramt og struktureret. Vise børnene, hvor skabet skal stå. Når man så har fået styr på flokken og børnene oplever, at det er læreren, der bestemmer, så kan man løsne grebet og lade børnene komme mere til. Men gør man det omvendte, risikerer man, at man aldrig at få styr på klassen.

Hvis læreren følger forskernes råd og ’giver ’slip’, uden først reelt at have tydeligt styr på klassen, er der i virkeligheden ikke tale om at give slip, men om at kapitulere overfor den store udfordring, det altid er at lede en børneflok: ’Ok børn, nu lader vi som om, det er mig bestemmer, og jeg har bestemt, at I må gøre, som I vil’. Sådan kan man gøre en dyd af nødvendigheden. I en god klasse kan det måske gå godt i nogen tid, men i en almindelig klasse anno 2023 er det opskriften på kaos. Og så kan læreren skælde og smælde sig gasblå i hovedet uden anden effekt end at forpeste stemningen yderligere - og slide sig selv op. Læreren er magtesløs. I børnenes ører er hans ord som en vandhane, der løber.

Forskerne har ikke forstået, hvad det grundlæggende problem er. Jeg kalder det magtforskrækkelse. Det, lærerne har så svært ved, er ikke at give slip på kontrollen, men at få kontrollen - for så at kunne give slip på den. 

https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-11-2023-forskning-inklusion/slip-kontrollen-og-slip-for-uro/4719867

https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-01-2012-kronik/folkeskolens-magtforskraekkelse/767382