Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Satser socialdemokraterne på lærernes glemsomhed?
Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at vi skal ti år længere frem, før lærernes mistillid til partiet har sluppet sit tag i alle. Med den argumentationsform, hun til dato har anvendt, er det spørgsmålet om vi nogensinde når derhen. Til gengæld kan det meget vel være, at alle efter 20 år har glemt, hvor vi kom fra.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Pernille Rosenkrantz-Theil har været sin herre en dygtig og tro tjener, og hun står formentlig til forfremmelse, hvis Mette Frederiksen får lov til at fortsætte som statsminister. Når boet efter hendes første ministerperiode skal gøres op, har hendes største præstation på posten været, at hun har udnyttet sit venstreorienterede image optimalt uden at plumpe i og formået at holde lærerne hen med snak. Fra første færd har hun skiftevis lagt sig fladt ned og lovet bod og bedring i forhold til overgrebet i 2013 og hvad deraf fulgte - for derefter at tromle frem fra de bastioner, der dengang blev etableret. Bag kulissen har hun gang på gang givet DLF håndslag på dit og dat, men DLF skulle nok have talt sine fingre bagefter.
Den vigtigste kamp har stået omkring de lange skoledage, og mange tror, at den i dag er vundet. Men der kæmpes stadigvæk fra hus til hus med især socialdemokrater ude i kommunerne, som ikke vil indse partiets fatale fejlgreb i 2013. Ganske vist har 87 % af folkeskolerne forkortet skoledagene i forhold til reformens udgangspunkt, men langt de fleste folkeskoler kører fortsat med skoledage, der er meget længere end før skolereformen, navnlig i den hårdt prøvede indskoling, hvor kommunerne nægter at give slip på de SFO-besparelser, der fulgte med de lange skoledage, og Pernille RT stritter stadigvæk imod den fulde erkendelse af fadæsen, om end mere diskret end før.
I et interview med Folkeskolen fra i dag d. 16.9.2022 forsvarer hun beslutningen om de lange skoledage med henvisning til den kendsgerning, at der før reformen var op til et helt skoleårs forskel i det samlede skoleforløbs timetal kommunerne imellem; men det nødvendiggør på ingen måde reformens groteske forøgelse af timetallet. Det kunne så let som ingenting have været fikset ved blot at gøre det dengang vejledende timetal til minimumstimetallet. Dernæst peger hun på timetallet som en måde at binde resursen på. Også her kan det imidlertid uden videre konstateres, at det kan gøres på mange andre måder, hvis man vil, fx via opstilling af nogle ufravigelige, mere kvalitative krav til undervisningens organisering.
Så vidt, så godt. Men så træder politikeren frem. På spørgsmålet om hvorvidt skoledagen kan blive for kort, svarer hun: ” “Ja, det kan den da. Det ved vi jo fra forskningen. Groft set, hvis man fjerner meget mere end én eller halvanden undervisningstime i dansk, sætter det sig med det samme i læsefærdighederne”. Der foreligger rigtigt mange undersøgelser, der viser, at denne påstand ikke holder. Men der findes mig bekendt én og kun én, der støtter den, og den vælger Pernille RT så at hænge sin hat på. Det drejer sig om en rapport, der blev fremlagt i 2020 vedrørende de forsøg med afkortning af skoledagene, som fhv. undervisningsminister Merete Riisager meget mod socialdemokraternes vilje fik iværksat. Her viste én ud af 23 tests en negativ effekt af mere end to timers ugentlig reduktion af antallet af dansktimer, og det resultat blev straks undsagt af en af landets mest anerkendte statistikere, professor Svend Kreiner, i et interview med Folkeskolen ( https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-besparelser-dansk/forsker-ministerens-begrundelse-for-den-lange-skoledag-holder-ikke-vand/568645) Kreiner mente slet og ret, at rapporten var ubrugelig.
Pernille RT erkender nok så klædeligt, at hun ikke er nået helt i mål, idet hun siger: ”Hvis man gør, som regeringen gjorde i 2013, tager det et halvt år at smadre al tillid, og så tager det i omegnen af tyve år at bygge op igen. Så vi er nogenlunde halvvejs. Jeg tror, at vi skal ti år længere frem, før det har sluppet sit tag i alle”.
Med den argumentationsform, hun til dato har anvendt, er det spørgsmålet om vi nogensinde når derhen. Til gengæld kan det meget vel være, at alle efter 20 år har glemt, hvor vi kom fra. Men det er måske netop det, socialdemokraterne satser på?
