Niels Chr. Sauer
Blog
Findes der skoler, hvor reformen går 'rigtig godt'?
Nogen valid dokumentation for, at det går ’rigtig godt’ med reformen noget sted, har jeg aldrig set. Findes den overhovedet?
Vi hører det igen og igen fra reformpolitikere, forvaltningsfolk, læringskonsulenter og diverse andre professionelle reformfortalere, herunder ikke mindst de ambitiøse skoleledere: ”Ting tager tid. Vi er på rette vej med skolereformen, og det går rigtig godt med den på mange skoler, men der er også nogle skoler, hvor det ikke går så godt endnu'. Og lærerne kigger tvivlende på hinanden: Hvad? Hvor er alle de der skoler, som det går rigtig godt på? Det er da ikke i min kommune? Hvorfor er der ingen af alle de lærere, jeg kender, der er ansat på en af dem?
På forsiden af dagens Politiken kan man så læse, at andelen af elever, der synes at skoledagene er for lange, nu er steget til 82 procent. Det er næsten en fordobling siden før reformen, der som bekendt skulle give børnene en mere spændende og varieret skole og øge trivslen. Og det til trods for, at andelen af lærere, der inddrager motion og bevægelse i undervisningen mindst en gang om ugen, nu er steget til 72 procent.
Skolelederformand Claus Hjortdal, der er en mand med is i maven, udtaler til Politiken, at der ikke er nogen grund til alarm, for børn vil jo altid sige, at deres skoledage er for lange. At der er tale om en fordobling, forholder han sig ikke til. Og igen skal vi så høre på præket om de mange steder, hvor det går rigtigt godt, denne gang fra undervisningsministeren, der dog også er bekymret over tallene. Ros skal hun have for tilkendegivelsen af forståelse for nødvendigheden af at tilføre midler til ud-af-huset aktiviteter, men dels rækker det som en skrædder i helvede, dels er er ingen tegn på dybere anfægtelser.
Politikens historie er bygget op omkring samtaler med eleverne fra 4.d på Brønshøj Skole, og de er åbenbart helt på linje med det overvældende flertal af deres jævnaldrende landet over, når de siger til Politiken, at deres skoledage er alt for ’laaaaaaaange’, som avisen skriver i overskriften på side fire. Det til trods for, at deres - garanteret dygtige og samvittighedsfulde - lærere gør alt, hvad de kan, for at gøre skoledagene så ’spændende og varierede’ som de kan med madrasser på gulvet og alt muligt.
Jeg ønsker ikke på nogen måde at hænge Brønshøj Skole ud, men det her er faktisk lidt interessant, idet netop Brønshøj Skole qua ledelsens entusiasme gennem de sidste tre år ofte har været trukket frem i medierne som eksempel på en skole, hvor det går ’rigtigt godt’ med reformen. Det gør det så bare ikke alligevel, fremgår det. Brønshøj Skole trækkes tydeligvis med præcis de samme problemer som alle andre skoler, og det glansbillede af reformen, dens ledelse har promoveret, står – undskyld jeg siger det - ikke til troende.
Her er det så, min dybt indgroede skepsis melder sig for alvor: Hvor er de i grunden, alle de ’mange skoler’, vi hører om, hvor det går ’rigtigt godt’ med reformen? Findes der overhovedet en eneste, når man går rigtig tæt på og taler med børn og lærere udenfor ledelsens hørevidde?
Vi har masser af dokumentation for, at det går rigtig skidt mange steder. Jeg tror også gerne, at det kan dokumenteres, at det går mindre ringe end for et år siden nogle steder - måske næsten lige så godt som inden reformen? Nemlig de steder, hvor man har haft held til at tage brodden af reformen gennem konvertering af understøttende undervisning til tolærerordning, opblødning af tilstedeværelseskrav og indgåelse af lokale aftaler mellem kommune og lærerkreds; især der, hvor man har aftalt et loft over timetallet.
Nogen valid dokumentation for, at det går ’rigtig godt’ med reformen noget sted, har jeg aldrig set. Findes den overhovedet?
