Niels Chr. Sauer
Blog
Det slutter ikke her
Denne aftale bringer på ingen måde den ro til folkeskolen, som alle higer efter.
Det fremlagte forslag til arbejdstidsaftale er fuldt af tekniske detaljer, som kan anfægtes på alle mulige måder. Det vil jeg undlade her, idet jeg går ud fra, at læseren er bekendt med aftalen, dens fortrin og dens mangler. Lad mig i stedet anlægge et overordnet perspektiv.
Aftalens grundlæggende princip er, at parterne har en fælles vilje til at få folkeskolen til at fungere optimalt. Ud af denne vilje skal vokse en gensidig tillid, som kan bære det samarbejde, hele aftalen er gennemsyret af.
Men lærernes tillid til arbejdsgiverne er slidt ned til grunden. Da krudtrøgen efter 2013 var drevet væk, og det begyndte at gå op for arbejdsgiverne, at de blev nødt til at slutte fred med lærerne, lavede de i 2015 en aftale (det såkaldte arbejdstidsbilag) med lærerne, der må ses som forløberen for det forslag, der nu foreligger. Der skulle være balance mellem opgaver og tid, der skulle drøftes og begrundes, den enkelte lærer skulle behandles både rimeligt og respektfuldt, og der er ingen tvivl om, at denne aftale kunne have forvandlet folkeskolen til ukendelighed. Flertallet af lærerne mente som undertegnede, at vi var nødt til at afprøve denne fremstrakte hånd, men blækket var knapt tørt, før KL løb fra det hele. Den chefforhandler, der havde forhandlet det, blev fyret på gråt papir, og der gik ikke mange måneder, før bilaget fremstod som et primitivt svindelnummer og DLF-toppen som en flok komiske Ali'er. Det har lærerne ikke glemt.
Ude på skolerne var og er lærernes almindelige oplevelse fremdeles, at skolelederne dænger dem til med arbejde, og når de segnefærdige lærere henvender sig til ledelsen med en bøn om aflastning, er bekeden ovenfra, at de bare skal sænke barren. Arbejdsgivernes primære ambition er tydeligvis at få budgettet til at holde, og så må hensynet til skolens kvalitet vige. Jeg har endnu ikke hørt om en skoleleder, der trådte i karakter overfor sin forvaltning og sagde nej til denne ridefogedrolle – og slap helsindet fra det.
Hvem kan give mig én god grund til at tro, at KL denne gang er til at stole på?
Selv kan jeg komme i tanker om tre grunde. Hvor gode de er, ved jeg ikke.
For det første er det ikke længere de samme politikere, DLF taler med. Væk er næsten hele den gamle garde, der talte nedsættende om lærerne, som levede i en tidslomme, skal komme krybende på deres grædende knæ og holde kæft med deres pis osv. Ønsket om at blive gode venner med lærerne er oprigtigt. Men Ziegler sidder der stadig, og han har ikke ændret mening, og Wendelboe er stadig KL’s øverste boss.
For det andet er glansnummeret, skolereformen, kørt fast. Politikerne har hårdt brug for lærernes hjælp, hvis de skal have folkeskolen trukket op af det kviksand, de har sendt den ud i. Men det grundlæggende problem, de lange skoledage, vil de stadig ikke slippe.
For det tredje er rekrutteringsproblemet til læreruddannelsen ved at blive et alvorligt problem. Omkring hver femte undervisningstime læses i dag af ikke-læreruddannet arbejdskraft på gennemtræk, og der kommer under 2000 nyuddannede til om året, mens omkring 4000 erfarne lærere takker af. Lærerarbejdets prestige må og skal løftes, men de unge har lige siddet på første parket i skolen og set, hvad en lærer har at slås med i det daglige.
Det er dybt problematisk, at politikerne ikke vil erkende, at de har et enormt troværdighedsproblem i forhold til lærerne. Der er hårdt brug for nogle markante, tillidsvækkende foranstaltninger fra deres side, men aftalen giver ikke lærerne, hvad der kan ligge på en lillefingernegl i så henseende. Der findes utvivlsomt kræfter i kommunerne, der fx gerne ville give lærerne et timeloft eller en eller anden form for resursebinding på tiden til forberedelse, men her har finansministeriet tydeligvis udstedt et lodret forbud mod overhovedet at bringe det ind i forhandlingerne. Hvad politikerne så kunne gøre, var at bakke lidt i forhold til den nærmest feudale, fulde ledelsesret, de tildelte skolelederne i 2013, og tilkende lærerne et vist minimum af regulær medbestemmelse på arbejdspladsen. Der er tilløb til noget sådant i aftalen, men afsættet mangler.
De hegnspæle, der blev sat omkring ledelsesretten i 2013, flyttes ikke en tomme. Og grunden hertil er ganske enkel: Der skal leveres minimum 11.160 timer i hele skoleforløbet pr elev (imod godt 8.200 før reformen), og der kommer ikke et par milliarder til oprettelse af de manglende lærerstillinger. Spillerummet for øget lydhørhed og medbestemmelse, er således mikroskopisk, og hvis lederen ikke længere har mulighed for at hugge hæle og klippe tæer efter forgodtbefindende, kan han ikke få enderne til at mødes
Alle de fromme hensigter med den foreliggende aftale er uløseligt forbundet med et bjerg af dræbende, bureaukratisk sniksnak, der formentlig vil få dem til at løbe ud i sandet. Kampen om lærernes arbejdstid vil på ingen måde slutte her, selv om der bliver stemt ja. Den bliver især i de fattige kommuner ført helt ud i det yderste led, hvor den enkelte lærer skal kæmpe fra hus til hus med sin forjagede skoleleder om en afbalanceret årlig opgaveoversigt - med vished for, at lederen rejser sig til sidst og siger: Slut nu, det bliver som jeg siger, for her bestemmer jeg.
Jeg vil ikke her fra min otiumlænestol opildne lærerne til at finde høtyvene frem og gå til kamp mod den overmagt, som hermed endnu en gang manifesterer sig. Jeg kan godt se, at aftalen kan mildne luften lidt for de klippede får, og det er der brug for. Men jeg kan heller ikke få armene op. Det her bringer på ingen måde den ro til folkeskolen, som alle higer efter.
