Niels Chr. Sauer
Blog
Enten skal alle de store i skole eller også skal ingen
Det sidste, de særligt udsatte børn og unge har brug for i denne verden, er at løbe spidsrod hen til skolen med alle deres problemer skrevet i panden, mens alle de andre ser til.
Folkeskolens hurtige omstilling til arbejdet med virtuelle undervisningsfora har vakt opmærksomhed og skabt en vis beundring i omverdenen. Lærerne har vist både vilje og evne til at takle situationen i en grad, mange næppe havde troet mulig.
Som følge heraf vejres der morgenluft i de kredse, der gerne ser en hurtigere og mere omfattende digitalisering i folkeskolen, men efterhånden som ugerne er gået, har det vist sig, at denne udvikling vender den tunge ende nedad. Lærerne beretter samstemmende om en gruppe af elever, de ikke kan nå med fjernundervisningen, og en dyb bekymring for denne gruppe breder sig nu som en steppebrand i skoleverdenen. Skolen er tilsyneladende ved at tabe de måske 20 pct. af eleverne, der har allermest brug for den.
I den panik, der er ved at opstå, er det - umiddelbart fuldt forståeligt - fra flere sider blevet foreslået, at skolen nu tager solidt fat i disse elever og trækker dem ind i en normal skoledagligdag igen. Tanken er velment, derom ingen tvivl, men den vidner om en nærmest skræmmende mangel på empati og indsigt i skole og undervisning.
Skal tanken realiseres, vil det indebære, at lærerne, som undervisningsministeren så malende udtrykker det, lige "kigger efter på klassebilledet" og piller de hjem ud, hvor ”... forældrene lige er blevet skilt, hvor der er kræftsygdom, eller hvor der er én, der drikker for meget”. Denne håndfuld af elever skal så have en almindelig skoledag tilbage, mens alle de pæne børn fra de bedre hjem fortsat skal nødundervises virtuelt.
Men som Marlene Qvist Simoni, formand for 'Forældre til Børn med Særlige Behov', sige til Folkeskolen.dk: ”Jeg kunne godt kræve et skoletilbud til ham nu, da han overhovedet ikke profiterer af fjernundervisningen, men han vil dæleme ikke op på skolen, mens alle de andre sidder derhjemme. Det vil bare gøre ham mere særlig, og han vil for alt i verden bare være som alle de andre, som han socialt har det supergodt med og har masser af online kontakt med.”
Det sidste, disse særligt udsatte børn og unge har brug for i denne verden, er at løbe spidsrod hen til skolen med alle deres problemer skrevet i panden, mens alle de andre ser til. En mere effektiv måde at smadre den i forvejen nødstedte inklusion kan næsten ikke tænkes.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogen skoleleder vil tage så himmelråbende, pædagogisk uprofessionel beslutning og konstaterer med glæde, at skoleledernes formand har det på samme måde; men presset udefra er stort og alternativerne vanskelige. Så lad det være sagt: Dette må ikke ske. Enten skal alle de store i skole eller også skal ingen.
