Niels Chr. Sauer
Blog
Advarsel til danske skolepolitikere
Autoritativ udredning om årsagerne til den svenske skolefiasko må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på beslutningstagerne bag den igangværende reformproces i den danske folkeskole. Nedenstående kommentar fra Politiken d. 27. 2. bringes her på opfordring.
Da PISA-konsortiet i efteråret 2013 fremlagde sin seneste rapport med internationale sammenligninger af skolesystemerne i de 34 OECD-lande, gik Sverige i chok. Intet land i rapporten fremviser så hastigt faldende elevresultater som Sverige. Allerede forinden havde regeringen bedt professor Leif Lewin om at forestå et udredningsarbejde, der skulle klarlægge årsagerne til henved 20 års ubrudt fald fra en absolut topplacering til nu et godt stykke under gennemsnit. Lewin fremlagde sin udredning på et velbesøgt pressemøde i undervisningsministeriet i Stockholm d. 10. februar. Når den bør vække særlig interesse i dansk sammenhæng, skyldes det dels, at dansk skolepolitik gennem mange år i høj grad har lagt sig i et svensk spor, dels at rapportens konklusioner må løbe de politikere, der har stået for det sidste års uhørte magtdemonstration overfor de danske skolelærere, koldt ned ad ryggen.
Lewins ikke mindre end 773 sider lange rapport betitlet ’Staten må inte abdikere – om kommunalisering’ går historisk grundigt til værks og kommer langt omkring. Rapportens kommissorium tager afsæt i politikernes erkendte behov for en overordnet analyse af hele forløbet fra den svenske folkeskoles kommunaliseringen i 1989 op til i dag. Lewin kritiserer staten og de vekslende regeringer for hovedløs decentralisering og deregulering af skolesystemet med en grasserende kommunal vilkårlighed til følge. Men navnligt en faktor springer Lewin i øjnene. Han taler om en fatal mangel på ’trust’ lærerne og beslutningstagere imellem. "Lærernes mødtes med mistro. Det er den første forklaring på, at reformen mislykkedes", siger professoren om kommunaliseringen af den svenske skole, og fortsætter: "En stor del af lærerne følte deres professionelle autonomi truet i kraft af, at deres individuelle forberedelsestid nu erstattedes af en hårdere reguleret arbejdstid. At gennemføre en reform under modstand fra dem, der skal føre den ud i livet, er at lægge op til en mislykket implementering".
Enerådige politikere viste ingen vilje til at inddrage lærerne i reformprocessen, og de havde alt for meget fart på. De underkendte lærernes professionelle vurderinger, overbebyrdede dem med nye opgaver, som lærerne for en dels vedkommende fandt meningsløse. Politikerne afprofessionaliserede lærerarbejdet ved at åbne for udstrakt brug af ikke uddannede lærere kombineret med et svulmende, resursekrævende kontrol- og dokumentationsregimente. De individualiserede lærernes arbejds- og lønvilkår, underminerede deres lønudvikling drastisk og gennemtvang regler om tilstedeværelse på skolerne, der ikke gav nogen mening for lærerne. Resultatet er bl. a., at lærerarbejdet har mistet evnen til at rekruttere kvalificerede unge i blot tilnærmelsesvist tilstrækkeligt omfang. Over 37.000 lærere har forladt jobbet i utide for at søge andet arbejde.
Lewin vurderer at den svenske skole har akut brug for en styrkelse af lærerstanden over en bred front. Vigtigst af alt er det efter hans mening at sikre lærerne betydeligt bedre muligheder for at levere god undervisning.
Med til billedet hører, at hvor den fejlslagne reformproces i Sverige har fundet sted hen over en lille snes år, i nogen grad endda med lærernes nødtvungne accept, så sker den i Danmark i ét ryk i form af en voldsom konfrontation med uhørt politisk brutalitet imod den lærerstand, der skal bære reformen igennem. På denne baggrund må det forventes, at de negative effekter, som Lewins rapport afdækker, vil slå endnu kraftigere igennem her til lands, end de har gjort i Sverige.
Hvordan det vil påvirke den danske folkeskole de næste ti-tyve år, tør man næsten ikke tænke på. Men til forskel fra dagens svenske skolepolitikere vil de danske politikere til den tid ikke kunne undskylde sig med, at ingen advarede dem.
