Niels Chr. Sauer
Blog
SFI-direktørens selvmål
Hvad al verden driver Agi Csonka til at ’tage en kugle’ for ministeriet i en sag, hvor hun med sindsro kunne have lænet sig tilbage, al den stund beslutningen om tilbageholdelse af undersøgelsen ikke blev truffet i hendes, men i ministerens regi? Tilmed på en måde, der udstiller hendes argumentation som komplet usammenhængende?
Det er jo notorisk forkert, når hun påstår, at det var forskernes faglige vurdering, der lå bag tilbageholdelsen af undersøgelsen. Den begrundelse, Folkeskolen fik, var en henvisning til databeskyttelsesloven. Det er vel nærmest utænkeligt, at ministeriet skulle ligge inde med gode, faglige begrundelser, der uden videre kunne have været anvendt, men foretrække at bruge en begrundelse, som ikke kunne holde i byretten? Måske er de gode, faglige begrundelser ikke så gode og faglige når de kommer til stykket?
Agi Csonka har fire argumenter for at ikke tage elevernes svar om skoledagens længde alvorligt.
Det ene argument er, at der ikke foreligger tal fra før reformen. Men det passer ikke helt. Vi har et tal på andelen af elever, der mente, at skoledagen var for kort: 4 %. Ikke just et tal, reformpolitikerne har lyst til at påberåbe sig. Desuden er tallet 76 % for elever, der allerede i foråret 2015 (inden de tvungne lektiecafeer) fandt skoledagen for lang, da højst interessant uanset hvad.
Det andet argument er, at ’grundlæggende er de fleste danske elever glade for at gå i skole’. Hvad man kan slutte heraf, er alene, at de fleste elever altså ikke oplever, at de lange skoledage har ødelagt alt, hvad der er godt i skolen. Men derfor kan de lange skoledage da sagtens have ødelagt en hel masse.
Det tredje argument er, at "det er svært at forestille sig en eneste elev, der isoleret set synes, at en længere skoledag er en god idé." Magen til selvmål skal man godt nok lede længe efter. Pointen må vel være, at skoleelevers holdninger generelt bør ignoreres (medmindre de kommer fra toppen af elevorganisationen Danske Skolelever, der reelt er på ministeriets lønningsliste).
Endelig mener Agi Csonka, at notatet viser, at eleverne bliver mere skoletrætte med alderen. Hvis det nu var sandt, må man undre sig over hvordan det skulle kunne blive et argument for indførelsen af verdens længste undervisningstid. Men det er ikke sandt. Enhver kan jo ved selvsyn konstatere, at notatet viser, at utilfredsheden med de lange skoledage er størst i 7. klasse. Indskolingen har man sket ikke spurgt, men spørger man lærerne, er det her, vi ser de allerstørste problemer med elever, der ryger ud i decideret vantrivsel pga. de lange skoledage. Det ænser Agi Csonka overhovedet ikke.
Tilbage sidder den forundrede læser med spørgsmålet: Hvad er der på spil her? Ingen tvivl om, at man på Slotsholmen vil forstå at sætte pris på SFI-direktørens ageren, men hvorfor går hun som leder af et forskningsinstitut dog ud med en historie, der i realiteten bare hælder benzin på et bål, hun selv ønsker at slukke?
