Niels Chr. Sauer
Blog
Djøfisering amok
Djøfferne ved simpelthen bedst. De tager som en selvfølge det sidste ord i enhver beslutningsproces, og de ænser ikke, i hvilken grad de udstiller deres faglige uformåen på andre professioners områder. Det er dem mod alle os andre. Og det er ikke djøfbashing. Det er selvforsvar.
Skal man le eller græde? 19 økonomer, 8 statskundskabsfolk, 2 kommunikationsforskere, 2 rockwoolforskere samt en enkelt, omstridt skoleforsker skriver en fælles kronik om de nationale tests fortræffelighed, vendt mod to af landets førende pædagogiske forskere udi de nationale test og deres 1½ måned gamle, kritiske rapport desangående.
Selv jeg, der ikke har særlige forudsætninger på området, kan uden videre påpege tre graverende fejl i kronikken.
For det første bruger de en sammenligning mellem gennemsnittene i afgangskarakterer og de nationale testresultater til at påpege en fuldstændigt banal og intetsigende overensstemmelse. Når man tager 50.000 resultater, tilsiger almindelig sandsynlighedsregning, at fejlene på individniveau vil opveje hinanden. Nogenlunde lige mange elevpræstationer vil være hhv. overvurderet og undervurderet, og gennemsnittet vil derfor blive nogenlunde retvisende. Men kritikken af de nationale test går jo netop på den påviste, himmelråbende vilkårlighed på individniveau der gør resultaterne ubrugelige i forhold til den enkelte elev. Kronikørernes betragtning er argumentationsmæssigt at sammenligne med den, der siger, at hvis du ligger med hovedet i en dybfryser og benene i en bageovn, så har du det fint i gennemsnit.
For det andet sammenligner kronikørerne de nationale test med en golfbane. De siger, at ligesom du ikke bruger lige mange slag på at gå banen igennem hver gang, får du heller ikke det samme resultat hver gang i de nationale test. Men mig bekendt flytter de 18 huller sig ikke en millimeter fra spil til spil. De nationale test er derimod aldrig de samme fra test til test. Eleverne ’skifter golfbane’. hver gang de tager en ny national test, og et af de centrale kritikpunkter er netop, at der ingen som helst garanti er for, at sværhedsgraden er den samme som på den foregående bane.
For det tredje tror kronikørerne, at testene kun fylder ti gange en time i hele skoleforløbet. De ved ikke, at alle elever tvinges til at tage de frivillige test dobbelt så mange gange, og de ved heller ikke, at lærerne presses ud i at træne til testen, fordi opgavetyperne for fleres vedkommende er så langt væk fra dagligdagen, at de intet har med den at gøre. Kronikørerne ænser overhovedet ikke det problem, der handler om det nationale testsystems ødelæggende indflydelse på undervisningen – den måske alleralvorligste anke mod hele systemet.
Jeg er ikke i tvivl om at Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard vil vende vrangen ud på denne kronik de kommende dage, så lad mig her tage fat i en anden ende af historien.
Tænk engang, kære læser: Hvad der var sket, hvis et tilsvarende antal professionelle skolefolk havde skrevet en kronik om et af økonomernes eller statskundskabsfolkenes faglige anliggender og i den sammenhæng havde fremsat anbefalinger, der lyste af en tilsvarende mangel på faglig indsigt. Svaret er: Ingenting. Som i ingen-ting overhovedet. De færreste kronikredaktører ville formentlig have ulejliget sig med at sende et høfligt afslag.
Det spørgsmål, der presser sig på, lyder: Hvad driver disse lærde folk, der ikke mig bekendt tidligere har ytret nævneværdig interesse for skoleanliggender, til pludselig at gå i ind i et af skoledebattens mest betændte emner med en så dilettatisk argumentation? Hvor er deres faglige stolthed blevet af? Og hvor er deres respekt for skolens professionelle, der efter mange års arbejde med de nationale test, talrige undersøgelser og faglige debatter på højeste niveau stort set alle når frem til de modsatte synspunkter? Hvorfor tager Politikens kronikredaktør dem overhovedet alvorligt? Hvad sker der?
Der sker tilsyneladende det, man kunne frygte: Det finansministerielle tællemåleveje-regimes overtagelse af folkeskolen, som vi så udfolde sig i al sin magt og vælde for første gang i 2013, har nu bredt sig så meget, at det forekommer en tilfældig flok skolemæssigt forudsætningsløse økonomer ganske naturligt at feje hele lærerprofessionen til side i dens egne anliggender. Også selv om alle ved, at de tæller, måler og vejer skrupforkert.
Og det er ikke kun skolen, der får kniven. Det er også børnehaverne, ældreplejen, kommunalforvaltningerne, gymnasierne, universiteterne, sundhedsvæsenet, politiet, militæret, kort sagt hele den offentlige sektor. New public management har i den grad bemægtiget sig samfundets øverste kleresi, at de mener sig berettiget til at ignorere alle andre fagligheder. De ved simpelthen bedst. De tager som en selvfølge det sidste ord i enhver beslutningsproces, og de ænser ikke, i hvilken grad de udstiller deres faglige uformåen på andre professioners områder. Vi andre kan grine så meget, vi vil, af dem: Deres letpåklædte, selvhøjtidelige procession fortsætter uanfægtet ned ad byens hovedgade.
Det er dem mod alle os andre. Og det er ikke ’djøfbashing’. Det er selvforsvar.
