Niels Chr. Sauer
Blog
Skandalen på Søndervangskolen griber om sig.
Konsulentrapporten om hændelsesforløbet lægger røgslør ud.
Hvis nogen har troet, at redegørelsen fra konsulentfirmaet Pluss Leadership ville skabe afklaring omkring skandalen på Søndervangsskolen, kan de godt tro om. Et er, at der på skolen er sket ting og sager, der ikke burde være sket. Noget andet er, at der nu tilsyneladende lægges et røgslør ud. Det vidner om en grad af råddenskab, som rækker videre.
Her til lands hylder vi princippet om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode, og at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det kan således ses som udtryk for god retsskik, at rapporten konsekvent problematiserer alle indicier på kritisable forhold. Men rapporten kammer over, idet den ikke blot relativerer alle anklagepunkter ud i tågerne som påstand mod påstand, men simpelthen udelader de mest inkrimerende vidneudsagn. Tilbage står et stykke veludført damage control, som reducerer de skæverter, der indiskutabelt er slået på ledelsesplan (både på skolen og i forvaltningen) til nogle få sandsynlige, uforsætlige fejlgreb begået i bedste hensigt eller i værste fald skyldes administrativ slendrian.
Rapportens sprogbrug bærer stærkt præg af, at forløbet betragtes gennem en ledelsesoptik. Det er således symptomatisk, at når lærernes udsagn præsenteres, tages de ikke for pålydende. Der tales der gennemgående om, at lærerne ’oplever’ eller ’påstår’, og deres vidneudsagn betegnes konsekvent som ’fortællinger’, der kan gøres - og bliver gjort - til genstand for tolkninger, som udvander deres substans. Når ledelsens udsagn referes, hedder det derimod, at ledelsen ’oplyser’, ’forklarer’ og ’beskriver’, og dens vidneudsagn fremstår som definitive redegørelser, der ikke tolkes, endsige anfægtes.
Rapporten lægger stor vægt på, om udsagn kan betragtes som ’førstehåndsfortællinger’, hvilket ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er, som det skal være. Så meget desto mere utroligt forekommer det bare, at flere lærere nu kan konstatere, at deres førstehånds vidneudsagn ikke blot ikke er med i rapporten, men at rapporten i flere sammenhænge, hvor lærere har vidnet, konkluderer, at sådanne udsagn ikke eksisterer. Hvis dette er rigtigt, hvilket der næppe er grund til at betvivle, taler rapporten direkte mod bedre vidende.
’It’s not the crime, it’s the cover up’, som de siger over there. På den måde kan selv den mindste forseelse udvikle sig til en stor sag med alvorlige konsekvenser. Hvad der har drevet konsulentfirmaet til at lægge dette røgslør ud over begivenhederne på Søndervangskolen, kan der ikke siges noget om på nuværende tidspunkt; men uden at jeg vil fremsætte nogen konspirationsteori, går det vel an at pege på, at det ikke kun er skoleledelsen, der har en interesse i denne næsten-frikendelse. Folkeskolen har rigtigt godt fat i sagen, og hvis der er flere skeletter i skabet, er der en god chance for, at de vælter ud.
Forhåbningen må være, at søgelyset i kølvandet på sagen rettes imod de generelle forhold i folkeskolens organisation, som har skabt den atmosfære, skandalen er groet frem i. Man skal som bekendt aldrig lade en god krise gå til spilde.
