Niels Chr. Sauer
Blog
Lærernes arbejdsglæde er en kerneydelse i skolen
Forudsætningen for en god skole er, at lærerarbejdet er attraktivt
Noget af det værste, børn ved, er ’sure’ lærere. Ikke sådan at forstå, at de ønsker sig lalleglade lærere, der aldrig bliver vrede. De foretrækker faktisk lærere, der godt kan være ’strenge’, når der er brug for det. Men nedkørte lærere uden overskud, triste lærere med ondt i livet, lærere, der aldrig har et glimt i øjet og kan lave sjov, er virkelig nederen.
Heri ligger kimen til et ømtåleligt problem, som lærere må kæmpe med i forholdet til andre erhvervsgrupper. Det handler om misundelse.
Masser af jobs kan udføres til arbejdsgiverens tilfredshed af ansatte, der alene er motiveret af lønnen og ikke tænker på ret meget andet end at få det overstået, så de kan komme hjem. Men det rækker ikke i skolen. Læreren skal kunne motivere eleverne, og det forudsætter autencitet og troværdighed. En god skole fordrer glade lærere. Lærere, der brænder for at undervise og lyser af engagement i mødet med eleverne. Lærere, for hvem det daglige arbejde er en fornøjelse. Lærerne skal tænde eleverne, og derfor er deres arbejdsglæde ret beset en del af skolens kerneydelse. Forudsætningen herfor er et attraktivt lærerarbejde, der kan tiltrække de dygtige unge, med betydelig autonomi og en høj grad af tillid til, at lærerne gør deres bedste. At det forholder sig sådan, er til overmål dokumenteret af forskningen i verdens højst præsterende skolesystemer.
Set i det lys er det en ulykke for Danmark, at logikken bag den igangværende nyordning af folkeskolen er den stik modsatte. Her skal lærerne først og fremmest parere ordre. Rette ind efter de udefra opstillede mål og levere gode testresultater. Samtidig skal de presses op til grænsen for deres ydeevne i den grad, at de ikke længere kan præstere en undervisning, de selv er tilfredse med. Det er blevet ganske almindeligt, at skoleledere råder pressede lærere, der klager over at måtte møde uforberedt op til undervisningen, til at skrue ned for ambitionerne og affinde sig med at levere dårligt arbejde.
Mange mennesker hører lærernes modstand mod kravet om fuld tilstedeværelse på skolen som ren forkælelse. Når lærerne er så meget imod denne ordning, er det imidlertid ikke fordi det rammer deres personlige magelighed. Det er heller ikke, fordi de får mere arbejde, for det gør de netop ikke. Masser af lærere beretter, at de aldrig har arbejdet færre timer end nu.
Problemet er, at det lystprægede, kreative, inspirerede arbejde med undervisningens tilrettelæggelse bliver til en sur pligt, når det skal presses ind i de alt for små huller i en kaotisk 8 – 16 arbejdsdag, der er proppet til bristepunktet med undervisningsopgaver, gårdvagter og pålagt mødevirksomhed. Ikke blot fordi lærerne ikke kan nå arbejdet på den afsatte tid. Når en lærer har brugt sig selv i fem timers højintensiv undervisning, og adrenalinsuset lægger sig, så kommer udmattelsen. At tvinge læreren til at gå direkte fra klasserne over i arbejdet med alle de øvrige opgaver svarer til at sende en fodboldspiller direkte i træningscenter, når kampen er fløjtet af. Det giver ingen mening.
Jamen sådan er det for os alle sammen i disse tider, lyder mange af de patroniserende formaninger, der hældes ud over lærerne i en lind strøm i disse tider. Hvem tror de i grunden, de er, disse lærere? Som om jeg bestemmer selv på mit job! Som om jeg er glad for at gå arbejde! Som om jeg ikke må bøje nakken for min arbejdsgiver hver dag! Næ, nu skal de der lærere bare holde kæft med deres pis og se at komme i arbejdstøjet – ligesom alle os andre!
Disse mennesker begriber ikke lærerarbejdets karakter. De følger den almindelige, gammeltestamentlige logik på arbejdsmarkedet: Arbejde er noget, man tager på sig, fordi man er nødt til det. Hvis nogen som lærerne indtil for nylig går omkring og siger, at deres dybt meningsfulde arbejde er en lykke for dem, har de det simpelthen for godt. Det er uretfærdigt; det kan kun skyldes, at de ikke har nok at rive i, og det kan skatteyderne ikke være tjent med. Jo trættere de ansatte er, når de går hjem, jo mere har vi allesammen fået for pengene. Kære medborgere, kom, lad os alle forpeste arbejdslivet for hinanden! Først når alle har det lige dårligt, har alle det godt. Længe leve småligheden, skadefryden og den gule misundelse!
Set i dette lys bliver den igangværende, målrettede afmontering af lærernes arbejdsglæde et mål i sig selv og deres højlydt erklærede utilfredshed selve beviset på, at skolen er på rette vej. De langsigtede konsekvenser af denne åndsformørkelse i samfundets bærende kulturinstitution er helt uoverskuelige.
Danmark kan ikke konkurrere med resten af verden på hårdtarbejdende, topstyret arbejdskraft, der makker ret. Skal denne nation have en chance, må den satse på den banebrydende, deltagerstyrede nytænkning nedefra, der kun trives i et lystpræget, tillidsfuldt arbejdsmiljø. Denne fremtid begynder i folkeskolen.
