Niels Chr. Sauer
Blog
Så bliver det ikke pinligere
Socialdemokraternes promenade uden tøj på ned ad byens gader fortsætter uanfægtet
Socialdemokraternes afvisning, nu på syvende år, af den sønderlemmende kritik af verdens længste undervisningstid* fra navnlig elever, forældre, lærere og skoleforskere har længe stået som et skræmmeeksempel på politisk dumstædighed. Kritikken er efterhånden trængt dybt ind i reformpolitikernes egne rækker, og det bliver sværere og sværere for partiet at lukke øjne og ører for den. Så svært åbenbart, at dets ledelse ikke længere er i stand til at finde en grimasse, der kan passe, når kritikken hagler ned over dem. Og nu har de tilsyneladende helt opgivet at tage del i diskussionen.
I anledning af Det Radikale Venstres nye, store skoleudspil, hvor partiet bl. a. tager et endeligt opgør med dets hidtidige støtte til de lange skoledage, har Berlingske forgæves forsøgt at få en kommentar fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Folkeskolen.dk beretter: ”…Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har overfor Berlingske ikke ønsket at kommentere på de Radikales udspil. Hun henviser i stedet til partiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen, der slår fast, at regeringspartiet er tilfreds med den nuværende længde på skoledagen. "Vi har en overbevisning om, at skoledagen i dag har et fornuftigt niveau og giver fornuftige rammer for, at børnene lærer, hvad de skal. Det er ikke vores opfattelse, at der skal ændres på det", siger S-ordføreren til Berlingske.”
Tæerkrummende pinligt er det, at undervisningsministeren vælger at være tavs og overlader det til – af alle – partiets finansordfører at svare på partiets vegne. Hermed tilstår hun, hvad vi har vidst fra dag 1, at hele tankegangen bag de lange skoledage er opstået i finansministeriet, komplet blottet for skolefaglighed. Skulle man finde noget at rose Pernille for, måtte det være, at hun hermed i det mindste ikke længere forsøger at kamuflere projektet med den undervisningsministerielle sminke, hun ellers har været flittig bruger af gennem årene.
Hændervridende pinligt er det, at den stakkels finansordfører ser sig nødsaget til at lade som om, at han selv tror på, at skoledagens længde giver ”… et fornuftigt niveau og giver fornuftige rammer for, at børnene lærer, hvad de skal”. 56 evalueringsrapporter har ikke formået at skjule den kendsgerning, at de lange skoledage ikke har medvirket til, at der kan sættes flueben ved et eneste af de 26 succeskriterier, reformpolitikerne selv opstillede i 2013.
Men allermest pinligt er det dog, at finansordføreren, forudsætningsløs som han er, ikke er i stand til at levere noget, der blot antydningsvist ligner et substantielt forsvar for partiets position i denne sag. Han magter ikke andet end at konstatere, at hans parti har den holdning, det nu har. Hvorfor må guderne vide, han ved det ikke. Eller rettere: Det, han ved, tør han ikke sige højt.
Står det til Socialdemokratiet, skal skolen ikke længere være en skole, en fri, gensidigt forpligtende kulturinstitution, der sikrer den opvoksende generation et børne- og ungdomsliv med oplevelser og livskvalitet, men en billig pasningsordning, der sideløbende lærer børnene at læse, skrive og regne til husbehov. En velfærdsydelse, der kan ses på finansministeriets bundlinje.
Det kan man selvfølgelig ikke sige højt. Men det behøver man heller ikke, når man har magten. Så kan man bare stikke næsen i sky og fortsætte promenaden nedad af byens gade uden tøj på.
* Kilde: OECD: 'Education at a Glance'. Udgives årligt, har kun ca. 40 lande med. Verdens længste undervisningstid i grundskolen har de australske elever med 12.000 timer i hele forløbet, men den er fordelt på 11 obligatoriske skoleår. Danske elever har 11.960 timer (11.160 timer hvis mulighederne for at reducere skoledagen via folkeskolelovens § 16b udnyttes maksimalt). Ingen andre lande har over 10.000 timer. Finland har ca. 6000 timer. Kilde: OECD: 'Education at a Glance'. Udgives årligt, har kun ca. 40 lande med.
