Niels Chr. Sauer
Blog
Hvad venter de på?
Det spørgsmål, der presser sig på, må lyde: Med hvilken moralsk ret forpester reformpolitikerne nu på sjette år langt over en halv million medborgeres hverdag med en discountskole til ingen verdens nytte, når de kan rette op på miseren med et pennestrøg?
Tre ud af fire skoler har nu forkortet skoledagene indenfor rammerne af den sidste lovjustering for et lille års tid siden. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion, sat i værk af Undervisningsministeriet. Kravet om afkortning af skoledagene er et folkekrav, og vi er slet ikke ved vejs ende i den proces.
Lad os lige få nogle faktuelle forhold på plads:
Op til lovændringen i januar 2019 havde danske skoleelever minimum 11.960 timer i hele skoleforløbet, medmindre deres skole havde benyttet sig af undtagelsesparagraffen §16b. Dette tal var ganske vist på papiret overgået af Australien, dog kun med 40 timer, men australierne går et år mere i grundskole end danskerne. Desuden medregner det danske tal ikke 2000 timers frikvarter, der også er tvungen skoletid. I loven omtales samtlige 13.940 timer faktisk som 'undervisningstid' - jf. debatten om frikvartererne tænkt som 'mellemrumspotentialisering'.
Efter den sidste lovændring, der reducerede adgangen til afkortning ganske drastísk, kan danske skoler maksimalt skære det samlede skoleforløb ned med 840 timer. Det bringer det pligtige, danske grundskoleforløb ned på minimum 11.120 timer, 3.560 timer eller 46 % over OECD-gennemsnittet på ca. 7.600. Sammenligner vi med Norden, ligger Norge på 7.900 timer, Island 7.800, Sverige 6.900 og Finland 6.400 (cirkatal), de to sidste fordelt på 9 skoleår.
Det skal sammenholdes med, at udgiften pr. elev er nogenlunde den samme i de nordiske lande. Det er lidt svært at regne ud nøjagtigt, idet udgifterne til fx specialundervisning ikke udregnes på samme måde i de forskellige lande. Men det går an at sige, at man i Danmark betaler mindst en tredjedel mindre pr. undervisningstime pr. elev end i de andre nordiske lande. På denne baggrund er det ret beset fantastisk, at danske elever ikke scorer meget dårligere end de andre nordiske elever i PISA og den slags.
Forklaringen er enkel: Det er lærerne, der holder for. De danske tal holdes uvist af hvilken grund tilbage i de sidste par års OECD's rapporter, men på baggrund af det, vi ved, går det an at fastslå, at danske lærere i dag underviser mindst 100 timer mere om året end andre nordiske lærere. Det faglige løft, som reformpolitikerne i 2013 forestillede sig, at denne 'produktivitetsstigning' ville afføde, har imidlertid ikke indfundet sig. Ifølge den følgeforskning, som de selv har sat i værk, er der stilstand eller ligefrem tilbagegang på samtlige de målepunkter, som de selv opstillede fra begyndelsen.
Til gengæld er lærernes arbejdsvilkår effektivt ødelagt. Og det i den grad, at mens ca. 4000 erfarne lærere forlader skolen om året, kommer der kun ca. 2000 nyuddannede til, fordi de unge i stor stil ikke gider være skolelærere på de givne vilkår. 18% af folkeskolens undervisning varetages af ikke-uddannede, og lærernes arbejdsglæde overlever kun på trods. Antallet af lærere, der modtager lægeforbud imod at vende tilbage til lærerjobbet efter en langtidssygemelding, er ottedoblet siden reformen.
Det kunne man selvfølgelig være ligeglad med, for lærerne kan da bare finde sig et andet job, og mennesket har immervæk lige siden uddrivelsen af paradiset skullet spise sit brød i sit ansigts sved. Så hvorfor skal netop lærere nu være glade for at gå på arbejde? Det skal de, fordi en lærer, der er ked af det, nedkørt og dårligt forberedt, ikke er i stand til at løfte den vigtigste del at sin arbejdsopgave: At give eleverne lyst til at lære. Lærernes arbejdsglæde er ganske enkelt en del af folkeskolens kerneydelse (https://www.folkeskolen.dk/550734/laerernes-arbejdsglaede-er-en-kerneydelse-i-skole). Folkeskolen bliver mere og mere kedelig at gå i. Alt det, der ikke sigter direkte på bedre testresultater, skæres ned, fjæs-til-skærm-undervisningen (en særligt passiviserende variant af 'R til B') overtager, mens volden, pjækkeriet og skolevægringen griber om sig.
Når 76% af skolerne i dag har valgt at benytte den mulighed for afkortning af skoledagene, som reformpolitikerne kun modstræbende har åbnet, er det udtryk for et massivt oprør fra neden imod et åbenlyst, fatalt fejlgreb. 8 ud af 10 elever er dødtrætte af de lange skoledage. 87% af forældre til elever, der har fået reduceret skoletiden, har efterfølgende overfor undervisningsministeriet tilkendegivet, at det var en rigtig beslutning. Kun 2 % af forældrene mener det modsatte.
Så længe lærernes arbejdsgivere ikke vil indse dette, vil vi se en folkeskole i forfald.
At kommissionsrapporten om lærernes arbejdstid lusker udenom hele denne både påtrængende og indlysende problematik som katten om den varme grød, er stærkt nedslående. En normalisering af lærernes arbejdsforhold er utænkelig, så længe folkeskolen befinder sig i den undtagelsestilstand, som reformpolitikerne etablerede i 2013 med lov 409, nødvendiggjort af den absurde undervisningsnængde.
Det spørgsmål, der presser sig på, også efter de sidste småjusteringer, må lyde: Med hvilken moralsk ret forpester reformpolitikerne nu på sjette år over en halv million medborgeres hverdag med en discountskole til ingen verdens nytte, når de kan rette op på miseren med et pennestrøg? Hvad venter de på?
