Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Normalbegrebet er ikke indsnævret i folkeskolen. Det er afskaffet.
Sammenlignet med tilstanden for en generation siden er en almindelig skoleklasse i dag et veritabelt cirkus af forskellige kulturer og etniciteter, som læreren af alle kræfter og mod alle odds søger at holde sammen på. Diversiteten i skolen har aldrig nogensinde været større end i dag.
Publiceret
Senest opdateret
Det er en udbredt forestilling, at den meget omtalte mistrivsel blandt børn og unge skyldes et indsnævret normalbegreb i skolen. Også i skolens øvre luftlag og udenværker høres det, men bemærk: Påfaldende sjældent blandt de mennesker, lærerne, som tumler med børnene i den virkelige verden.
Her har vi angiveligt en oplagt forklaring på den voldsomme stigning i forekomsten af de såkaldte ’bogstavbørn’, børn i socioemotionelle vanskeligheder såsom ADHD, autisme, Aspergers syndrom med videre. Her skal så være tale om almindelige børns relativt almindelige adfærd, som ikke længere tolereres i et system, der kræver, at alle skal rette ind, være ens og proppes i kasser. Det er konformiteten, der snærer.
Men man skal ikke opholde sig ret mange minutter i en almindelig skoleklasse, før denne forklaring krakelerer. De alvorlige adfærdsproblemer, lærere og pædagoger oftere og oftere møder i arbejdet, tilhører aldeles ikke kategorien af mindre, trivielle uregelmæssigheder, som før i tiden passerede upåtalt. Med et helt arbejdsliv som lærer bag mig kan jeg bevidne, at megen adfærd i klassen, som i min egen dybt problematiske barndom let kunne koste mig et par på skrinet efterfulgt af sanktioner, i dag blot udløser et hævet øjenbryn, hvis den da overhovedet registreres af læreren.
Vi taler om børn, som går amok, hvis de ikke får deres vilje. Råber og skriger med eder og forbandelser, bider, sparker, spytter, kaster med ting, slår. Eller om børn, der bryder sammen i utrøstelig gråd og hjælpeløshed. 45 procent af de adspurgte lærerne angiver i en undersøgelse fra 2021, at de mindst en gang indenfor det sidste år har været udsat for vold fra elevside. Omkring halvdelen af eleverne angiver, at de har store problemer med overhovedet at høre, hvad læreren siger. Sammenlignet med tilstanden for en generation siden er en almindelig skoleklasse i dag et veritabelt cirkus af forskellige kulturer og etniciteter, som læreren af alle kræfter og mod alle odds søger at holde sammen på. Indsnævret normalbegreb? Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Diversiteten i skolen har aldrig nogensinde været større end i dag.
Tre velmenende, men dybt bekymrede psykiatriske overlæger skrev i Politikens kronik 7. maj, at vi skal »have de små, rummelige og trygge miljøer tilbage«. Det har de ret i. Men ikke, fordi de små miljøer er mere tolerante overfor afvigelser; det er de netop ikke. Det, de små miljøer kan, er at fastholde referencerammen omkring fællesskabet og derved hæmme marginaliseringen og mindske risikoen for, at nogen ryger ud over redekanten. I modsætning til de store, uoverskuelige miljøer, der ofte overser børn, som kræver ekstra opmærksomhed, og lader dem sejle i deres egen sø med forvirring, aggression og ensomhed til følge.
At det forholder sig sådan, ses tydeligt demonstreret, når de kuldsejlede børn skal samles op i specialskolerne: Her ser vi små grupper, stærke strukturer, forudsigelighed, tydelige voksne, rutiner og overskuelighed. Alt det, der er hældt ned ad brættet i de sidste 30 års skoleudvikling – ud fra en forestilling om, at børn hungrer efter forandring og overraskelser. Men det er en projektion hos voksne, der selv keder sig. Børns verden er fuld af uventede hændelser og sensationer. ’Verden er ny for dit øje/folk er to tre meter høje’, som Benny Andersen skriver i digtet 'Barndommens land'.. Enhver, der arbejder med børn, især de mindre, kender den glæde ved det velkendte, som gentagelsen kan give dem, men som mange voksne har glemt.
Lad mig desuden lige minde om, at vi har nedlagt næsten hver anden selvstændige folkeskole siden 1970 og skruet klassekvotienterne op, så omkring hver tredje elev i dag sidder i klasser med 24 elever eller derover. Indtil 1993 måtte der højst være 22 elever i en børnehaveklasse, der som udgangspunkt blev holdt sammen i hele det niårige skoleforløb.
Hvordan det er gået til, at vi er endt her, er en lang historie. Den korte, forenklede version er, at vi tilbage i 1993 uden at gøre os det klart forlod ideen om klassens forpligtende fællesskab, da en ny folkeskolereform dekreterede, at undervisningen fremover skulle tilrettelægges i samarbejde mellem læreren og eleven – bemærk entalsformen. Nu skulle ’barnet i centrum’. ’Hvilket et af dem, jeg har 25, og hvad skal de andre lave imens?’ spurgte jeg som lærer dengang – uden at få svar.
Jeg måtte forstå, at fra nu af var alle børn specielle, og det var min opgave at møde dem, hvor de var hver især. På de givne vilkår en umulig opgave, slet og ret. Nu skulle barnet ikke længere indrette sig på skolen, men skolen skulle indrette sig på barnet. Læreren skulle ikke længere undervise klassen, men vejlede det enkelte, unikke og ’kompetente’ barn, der skulle tage ansvar for egen læring. Referencerammen omkring fællesskabet gik i opløsning, og så – surprise! – eksploderede specialundervisningen.
I en række af forgæves forsøg på at få styr på kaos fik vi i de følgende år test, elevplaner og målstyring, og med digitaliseringen er individualiseringen siden stukket helt af. Omkring 2012 indså man, at udviklingen slog bunden ud af skolens økonomi. I mangel af bedre ideer dekreterede lovgiverne, at fra nu af skulle almenundervisningen inkludere mindst 96 procent af børnene, desværre uden overhovedet at forholde sig til de ekskluderende faktorer. Man kunne ligeså godt have besluttet, at jorden er flad. I dag er flere børn end nogensinde ekskluderet fra almenundervisningen, og problemet bare vokser og vokser.
Her står vi så, dybt rådvilde og tilsyneladende ude af stand til at indse de fejl, der er begået de sidste 40 år. Et er dog givet: Det handler ikke om at slække yderligere på normalbegrebet i skolen. Man slukker ikke et bål ved at hælde benzin på det.
