Niels Chr. Sauer
Blog
En skæbnestund for folkeskolen
Skolen skal vristes ud af finansministeriets kvælende favntag og gives tilbage til skolefolket selv. Nu, mens der stadig er fuldblods skolefolk tilbage. Om ti år er det for sent.
Det er menneskeligt at fejle, men tåbeligt at fremture. Marianne Jelved fejlede sammen med det overvældende flertal, der stemte for skolereformen, men ulig de fleste af de andre fremturer hun ikke. Hun ved, den er gal, og i forbindelse med Keld Skovmands ph.d.-forsvar på DPU d. 26.1. udtalte hun sig igen stærkt kritisk om det embedsmandsvælde, der har sat sig på skoleudviklingen her til lands. Spørgsmålet er, om hun og Skovmand m.fl. har gjort sig helt klart, hvem de reelt er oppe imod. De giver i hvert fald ikke klart udtryk for det.
De har nemlig ret i, at det var embedsmændene, der kørte med klatten, da skolereformen blev skrevet, og Jelved var anderswo engagiert. Men uanset, at det er undervisningsministeriet, der officielt fører ordet, så var og er det finansministeriet/Moderniseringsstyrelsen, der havde og fortsat har hånden på rattet.
Sidst har vi set det demonstreret, da det lykkedes Moderniseringsstyrelsen at stikke en kæp i hjulet på Jelveds oprør mod læringsmålstyranniet med henvisning til folkeskolelovens §40 stk 2: "Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed." Finansministeriet hævder ganske simpelt, at denne paragraf har forrang frem for samme lovs § 10: ”Undervisningsministeren fastsætter regler om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner efter §§ 5-7 og § 9. Undervisningsministeren fastsætter desuden regler om kompetencemål for bestemte klassetrin, inddeling i færdigheds- og vidensområder, ud fra hvilke undervisningen i de enkelte fag/emner skal tilrettelægges”. Derfor, mener finansministeriet, kan kommunalbestyrelsen fortsat gøre samtlige over 3000 mål bindende og tvinge lærerne til at lægge dem ind i de digitale læringsplatforme. Således sat til vægs antydede folketingsflertallet bag Jelved, at såfremt kommunerne nu vælger at ignorere anbefalingen om at droppe de mange bindende mål, så vil man gå efter en lovændring omkring § 40.
Jelved synes at tro, at den kamp allerede er vundet. Men den er kun lige begyndt. Finansministeriets djøfferi er fortsat landets uofficielle, højeste myndighed, og dem er det, ikke undervisningsministeriet, der er fuldstændigt besat af New Public Managements fluebenskultur. Det er dem, der DEKRETERER accountability, outputkontrol, testværktøj, læringsmålstyring og påtvungne, digitale læringsplatforme. I deres verden er alt Jelveds præk om demokrati og kultur og kvalitet ikke andet end - ja, præk. De kræver dokumentation for implementering og produktion af målbare resultater. Når de hører ordet 'kvalitet' i skoledebatten, tager de ladegreb på de digitale regneark,. Her eksisterer glosen overhovedet ikke, og deres automatiske stavekontrol erstatter det konsekvent med ordet 'kvantitet'. For her findes kun det, der kan tælles.
I henved 30 år har finansdjøfferne redet folkeskolen som en mare, men nu tyder en del på, at deres tid som dukkeførere i folkeskolens ledelse endelig er ved at rinde ud.. Ikke så meget fordi de har indset noget som helst, heller ikke fordi de politikere, der har overladt dem skolen som legeplads, har besindet sig, men fordi det efterhånden er ved at gå op for folk, at djøfferiets håndfaste styring ikke leverer - end ikke ud fra dets egne, åndsforsnottede testresultatkriterier. Det har kastet skolen og dens ansatte ud i en undtagelsestilstand, hvor den undervisning, fordybelse og menneskelige udvikling, som er skolens livsnerve, gradvist forvandles til tom læringseksercits og mentale stroppeture for børn og unge, der på ingen måde skaber den grokraft i vores samfund, vi ønsker og er afhængige af. Det er der, kampen står nu: Skolen skal vristes ud af finansministeriets kvælende favntag og gives tilbage til skolefolket selv. Nu, mens der stadig er fuldblods skolefolk tilbage. Om ti år er det for sent.
Første skridt på vejen er ophævelse af undtagelsestilstanden gennem etablering af ordentlige, legitime, aftalemæssige forhold omkring lærernes arbejdstid. De næste par måneder er reelt en skæbnestund for folkeskolen.
