Niels Chr. Sauer
Blog
Den manglende fredsslutning
Det er som arbejdsgiverne ikke fatter, at de rent faktisk ikke fik knust lærerne, hverken mentalt, politisk eller økonomisk. Hvis de havde forstået det, ville de forsøge at etablere en forhandlingsfred eller i det mindste en våbenstilstand; men de kræver fortsat ubetinget kapitulation. Det er således dem, der fortsætter krigen, ikke os.
Ifølge Berlingske Tidende er DLF i gang med at iværksætte en arbejd-efter-reglerne-aktion med henblik på at obstruere reformprocessen i folkeskolen mest muligt. Det skal ikke benægtes, at en del lærere kan føle sig fristet af en sådan strategi, men den duer ikke, og det er lærerne og DLF helt klar over. Det gør den ikke, fordi lærerne arbejder med sagesløse børn og forældre. Vi hverken kan eller vil tage dem som gidsler i en nedbrudt skole, som vi selv skal lægge vores hjerteblod i hver dag. Lærerne vil til enhver tid gøre alt, hvad de magter, for at give børnene det bedste skoleliv de kan, uanset hvilke vilkår man byder dem.
Jamen skal vi så ikke bare lægge hele slagsmålet bag os og kaste os entusiastisk ud i virkeliggørelsen af KL’s og regeringens skolevisioner? Bare vi kunne. Men reformens monumentale tåbeligheder in mente ville det kræve, at vi lagde hele vores professionalisme bag os, og det kan vi ikke.
Det ville næppe heller mildne luften omkring os. Intet, vi kan gøre, bortset fra DLF’s nedlæggelse, vil nogensinde få de notoriske fagforeningshadere på Berlingske og andre steder til at holde op med at fremstille DLF negativt. Om vi så lagde os ned og sagde som en gulvmåtte, ville vi stadig få at vide, at vi gik i vejen.
Efterhånden som det går op for beslutningstagerne, at de ikke kan gennemføre reformprocessen uden det lærerengagement, som de har smadret så eftertrykkeligt, breder der sig naturligvis en vis panik blandt dem.
Men DLF og lærerne er altså ikke ude på at udnytte de i øvrigt talrige muligheder for få reformprocessen til at gå i fisk. Hvis vi var det, ville vi selv sagt ikke løbe arbejdsgiverne på dørene hele tiden for at få aftaler, der kunne få tingene til at glide og bringe lidt ro og orden i den helt uoverskuelige rodebutik, de har skabt. Hvis vi ville lave en arbejd-efter-reglerne-aktion, ville vi sætte os på hænderne med sammenknebne læber.
Som enhver, der har øjne at se med, kan se, rækker DLF både centralt og lokalt hele tiden hånden ud og tager ivrigt imod de deprimerende få fremstrakte hænder, der kommer fra modparten. Omvendt må DLF's ledelse finde sig i at vente månedsvis på svar eller slet og ret at blive ignoreret totalt, når den forsøger at komme i kontakt med modparten på topplan. Og når det så endelig lykkes at få et møde op at stå, har modparten intet som helst nyt at komme med. Ikke så meget som der kan ligge på en lillefingernegl.
Ikke et eneste sted i landet har DLF sat sig surmulende over i krogen og vendt ryggen til arbejdsgiverne. Overalt, hvor regeringen, ministeriet, KL eller kommunen byder DLF ind, stiller foreningen op. DLF har end ikke forladt samarbejdet i Antorinis projekt Ny Nordisk Skole – til mange medlemmers åbenlyse fortrydelse.
Arbejdsgiverne ville have fuld ledelsesret, og det fik de. Det er så nu, at de skal til at lede for alvor, men det magter de ikke, og nu vil de så have lærerne til at gå aktivt og ivrigt ind i forsøget på at redde deres projekt. Det skulle de have tænkt på, inden de fuldstændigt uprovokeret afbrød alt samarbejde med os.
Lærerne vil naturligvis gøre, hvad de får besked på, ligesom alle andre ansatte på almindelige arbejdspladser. Det kaldes normalisering, og det var indtil for kort tid siden arbejdsgivernes mantra nummer et. Hvis det ikke længere er sådan, de vil have det, kan de til enhver tid annullere deres overgreb og indgå aftaler med DLF.
KL og regeringen vil tydeligvis helst glemme, at der aldrig har fundet nogen fredsslutning sted. DLF skulle ’knuses som Thatcher knuste minearbejderne’, og denne gang ville de ’gå hele vejen’. Det gjorde de, og de har endnu ikke rakt hånden frem til fred. Med ganske få lykkelige undtagelser fremturer de tværtimod med deres ensidige magtanvendelse og vil kun tale med os på deres betingelser.
Det er, som de ikke fatter, at det rent faktisk ikke lykkedes dem at knuse lærerne, hverken mentalt, politisk eller økonomisk. Hvis de havde forstået det, ville de jo forsøge at etablere en forhandlingsfred eller i det mindste en våbenstilstand; men de kræver fortsat ubetinget kapitulation. Det er således dem, der fortsætter krigen, ikke os.
Det skortede ikke på advarsler, da det bragede løs sidste forår. Man kan nu engang ikke erklære krig, gå efter at knuse modparten totalt og gennemtvinge sin egen lov med alle magtmidler og diverse straffeaktioner - og derefter tro, at man bare kan genoptage den venskabelige business as usual.
Regeringen og KL har suspenderet den demokratiske proces omkring folkeskolen. De må indsé, at de i lærernes øjne agerer som en besættelsesmagt, hvis eneste legitimitet er den overmagt, som lærerne naturligvis uden større velvilje må bøje sig for. Vil de have lærerne som medspillere igen, må de holde op med at tæske løs på dem, sætte sig ned og tale med dem.
