Niels Chr. Sauer
Blog
Når Politiken værner om vennerne
Se fx. sagen om Støjbjergs barnebrude, hvor hver en sten blev vendt. Men når det handler om SRSF-regeringens skrotning af dette samfunds bærende principper, gider Politiken knap nok kradse i overfladen med en teske.
Man tror ikke sine egne øjne: Annette Vilhelmsens oplysning om, at lockouten var en regeringsbeslutning, som hun altså personligt som minister og partileder var med til at træffe, betvivles i pressen, herunder af Politikens chefredaktør.
Kan nogen komme på blot antydningen af en eneste plausibel grund til, at Vilhelmsen skulle lyve om det her?
Sig mig: Hvilken utidig interesse skulle hun have i at fremstille sig selv og sit parti som medskyldig i en konspiration imod hendes egne kernevælgere par excellence?
Hvad skulle hun kunne opnå ved at bryde den musketéred, som hun indirekte siger, at hun blev tvunget til at underlægge sig, da hun blev partileder og minister efter at Villy Søvndal havde kastet håndklædet i ringen?
Med sin modige indrømmelse bekræfter hun, at alle de ondsindede rygter om hendes og hendes partis medvirken til nedtromlingen af lærerne i 2013 hele tiden har talt sandt, og hun indtager frivilligt rollen som paria på de bonede gulve. Ingen toppolitiker vil herefter turde betro hende noget som helst. Hun begår politisk selvmord for åbent tæppe, fordi hun ikke længere kan leve med det magtmisbrug, hun i kampens hede selv blev fedtet ind i. Det må have været en tung beslutning, og den aftvinger respekt. Et eksempel til efterfølgelse for hendes kolleger.
Politikens reaktion er i særklasse bemærkelsesværdig. Tænk blot på den nidkærhed, som bladet i månedsvis forfulgte Inger Støjbjerg med, da de fik færten af fifleriet omkring en snes ’barnebrude’. Forside efter forside fik vi, leder efter leder, hele bladets gravemaskineri i fuld aktion, for hver en sten skulle vendes i undersøgelsen af integrationsministerens suspekte ageren. Og det lykkedes da også af påvise, at Støjbjerg bevidst havde mistolket nogle bestemmelser og efterfølgende beløjet folketinget om et par detaljer. Tak for indsatsen, kære Politiken, sådan arbejder den fjerde statsmagt!
Men når det drejer sig om en regerings muligvis bevidste tilsidesættelse af dette samfunds bærende demokratiske principper gennem mere end 100 år, gennemført i form af en langstrakt, regeringsstyret sammensværgelse med anvendelse af dokumenteret svindel, løgn og magtmisbrug, involverende mindst fire ministerier og et uoplyst folketingsflertal, påtalt af ILO og ombudsmanden, og nu altså erkendt af en af hovedaktørerne selv - ja, så finder redaktionen ikke sagen væsentlig nok til mere end et enkelt spadestik. Da Bondo allernådigst fik lov til at forelægge Politiken DLF’s omfattende dokumentation, var reaktionen ophøjet ligegyldighed. Politikens eneste kommentar, at stakken var 7 cm høj.
Heraf følger, at Politiken ikke er et hak bedre end alle de andre aviser. Også Politiken har venner, der skal værnes om. Og danskerne er, når det kommer til stykket, mht oplysningsniveau,ikke så meget bedre stillet end befolkningen i en hvilken som helst bananrepublik, hvor den fjerde statsmagt har abdiceret. Dog med den forskel, at her til lands bøjer dagspressen, 'organet for den højeste oplysning' medregnet, sig ganske frivilligt.
