Niels Chr. Sauer
Blog
Kampen om definitionsmagten
Stakkels offentlighed, der skal blive ved med at høre på historien om lærerlockouten. Men anderledes kan det ikke være, så længe kampen om, hvad der skal stå i historiebøgerne, ikke er afsluttet.
For den rene er alting rent. Og på Politikens redaktion er de rene som nyvaskede spædbørnenumser. Forleden havde DLF’s formand som bekendt den ære at have besøg af ’organet for den højeste oplysning’, der i fire år med flid har undladt at forholde sig til den virk. lige historie om lærerlockouten. Formålet var på baggrund af Helle Thornings famøse fortalelse i december sidste år og deraf følgende polemik at diskutere indicierne for, at regeringen stod bag lockouten i 2013. Men det eneste, bladet efter samtalen havde at sige om den side af sagen, var, at papirerne fyldte fem centimeter i højden.
Siden er jeg blevet mindet om et interview, som Thorkild Thejsen og Hanne Birgitte Jørgensen i marts 2014 lavede med Bjarne Corydon; her siger han faktisk det samme, som Helle Thorning kom til at sige i Politiken, nemlig at lockouten var en regeringsbeslutning. Men heller ikke disse udtalelser fra Corydon er efter Politikens mening væsentlige. Bladet mener vist nok, at Corydon her udtaler sig som arbejdsgiver for lærerne i privatskolerne.
Derfor synes jeg simpelthen, at læserne på Folkeskolen.dk skal have lejlighed til at se, hvad finansministeren sagde. Læs herunder, og spørg dig selv, hvor meget mening nedenstående citat fra interviewet giver, hvis Corydon her alene taler om forholdene på landets privatskoler uden tanke på folkeskolen (som han ikke har noget arbejdsgiverforhold til) :
”(...) Det er jo ingen hemmelighed, at KL og regeringen var enige om, at lærernes tidligere arbejdstidsregler var en afgørende barriere for at anvende lærerresurserne fleksibelt og effektivt - og dermed for, at vi kan få mest og bedst mulig undervisning og samvær med eleverne for de betydelige resurser, vi bruger i undervisningssektoren, herunder i folkeskolen. Vi lockoutede, fordi vi følte, at tiden var inde til en gevaldig oprustning i vores uddannelsessystem på kryds og tværs af mange forskellige områder.«
(Thejsen og Jørgensen:) Og hvad går jeres oprustning ud på?
»Den går ud på, at vi reformerer hele samfundet, og en ændring af rammerne for arbejdet i uddannelsessystemet har været en afgørende forudsætning for at få det løft, vi ønsker os.”
Reformere hele samfundet? Ved at lockoute privatskolelærerne? Jamen det er da en fornærmelse mod Bjarne Corydon?
Til støtte for Politikens troskyldige udlægning påkalder bladet sig en udtalelse fra Holger K. Nielsen, der sad med i de fora, hvor beslutningerne dengang blev truffet. Holger K., der i denne sag udtaler sig med en sigtets rettigheder, benægter ethvert kendskab til, at regeringen skulle stå bag lockouten, og bedyrer, at de ’gik efter en forhandlingsløsning’.
Hvis Politiken havde haft paraderne oppe, ville bladet naturligvis have fulgt denne påstand op med spørgsmålet om, hvordan denne forhandlingsvilje kom til udtryk? Situationen var jo den, at KL forhindrede udarbejdelsen af en mæglingsskitse ved at nægte at flytte så meget som et komma i sit udspil i forligsinstitutionen – med henvisning til, at deres krav ikke var til diskussion. ’Man kan jo ikke være halvt gravid’, som de sagde. Men Politiken havde ikke paraderne oppe. Kanske han mente de statslige forhandlinger, hvor gymnasielærerne jo fik en ’forhandlingsløsning’? Til trods for, at det udtrykkeligt var folkeskolelærernes forhold, bladet spurgte til?
I modsætning til det krydsforhør, bladet mødte den nedtromlede Bondo med, var der i den grad medvind på cykelstien for magthaveren Holger K.
Tilbage står en forstillet og afklædt Holger K., der intet har hørt, intet har set og stadigvæk intet begrebet. Stakkels offentlighed, der skal blive ved med at høre på den her historie. Men anderledes kan det ikke være, så længe kampen om, hvad der skal stå i historiebøgerne, ikke er afsluttet. Det handler om definitionsmagten.
