Niels Chr. Sauer
Blog
Dæmningsbrud i skolepolitikken
Resultatet er en fuldstændig og dramatisk ændring af situationen. Fra nu af er det ikke længere regering og folketing, men, må man frygte, de lokale skoleledelser, der står på bremsen og hindrer de nødvendige ændringer i skolen.
Ligesom man var ved at vænne sig til tanken om, at kampen om skolereformen ville trække ud i noget nær det uendelige, sker dette: Regering og folketing er blevet enige om et forslag, der indebærer, at de lange skoledage kan afskaffes. Det samme gælder elevplanerne og kvalitetsrapporterne, to af de mest hårdnakkede eksempler på påtvunget pseudoarbejde i skolen, som koster masse energi til ingen verdens nytte. Derudover droppes det notorisk kontraproduktive krav om linjefagsuddannede lærere på al undervisning, de stive rammer omkring fagenes timetal løsnes (undtagen dansk og matematik i 1.-9. klasse og historie i 3.-9. klasse), og der åbnes for en bredere metodefrihed.
Læsere af Folkeskolen vil vide, at denne skribent ikke har for vane at udtrykke sin jubel over udviklingen i folkeskolen. Men her kan jeg altså næsten ikke få armene ned. Dette er et dæmningsbrud. Man kan undre sig over, at vi skulle vente SÅ længe, men nu er reformpolitikerne altså endelig kravlet ned fra den trætop, hvor de nu i syv år har siddet oppe og talt i tunger om reformens velsignelser. Bedre – meget bedre – sent and aldrig! Hvad det har kostet Pernille Rosenkrantz-Theil af kamp på de indre linjer, ikke mindst med finansministeriets embedsværk, kan man kun gisne om. Herfra skal lyde et godt ord igen, Pernille!
Der har været en vis bekymring om, at hvis politikerne en dag skulle vedgå, at de lange skoledage var et misfoster, så ville de nok benytte lejligheden til at fjerne lærerstillinger. Det er derfor med stor lettelse, at vi kan læse i forslaget, at skolerne får ”… mulighed for at konvertere alt understøttende undervisning i det kommende skoleår med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen.” Bekymringen om, at en afkortning af skoledagene ville resultere i lærerfyringer, er hermed borte.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Forslagsstillerne vil lægge beslutningerne ud til skolerne, men hvem er det? Vi ved fra tidligere, at ’skolerne’ i sådanne sammenhænge betyder de lokale skoleledelser: Byrødder, forvaltning, skolebestyrelser og skoleledere. Lærere, elever og forældre, dvs alle dem, der skal leve med beslutningerne hver dag, inddrages sjældent seriøst. På denne baggrund virker udmeldingen fra skoleledernes formand Claus Hjortdal som en spand iskoldt vand i hovedet. Jovist, Hjortdal er da glad for at have fået klarhed over reglerne, men han går i en stor bue udenom de nye, længe ventede, muligheder for at befri lærerne fra de absurd mange undervisningstimer. Han synes i det hele taget ikke at have i sinde at tage fat i reformens notoriske vildskud. For nu har der været forvirring nok, og nu har lærerne brug for ’ro’. Hvorefter han demonstrativt vender det døve øre til dem.
Resultatet er en fuldstændig og dramatisk ændring af situationen. Fra nu af er det ikke længere regering og folketing, men, må man frygte, de lokale skoleledelser, der står på bremsen og hindrer de nødvendige ændringer i skolen. Meget tyder på, at lærerne skal vænne sig til at betragte skolelederne som deres modstandere, hvilket desværre næppe vil forekomme mange af dem særligt fremmed. Skolelederforeningen har som bekendt støttet reformen fra dag 1, og mange af dens medlemmer har givetvis overordentligt svært ved at slippe de principper, de har styret efter de sidste 7 år.
Men det kommer de til. Med indgåelsen af samarbejdsaftalen ved A20 og denne længe ventede, glædelige udvikling på Christiansborg vil en fodslæbende holdning fra deres side til de nødvendige ændringer marginalisere dem over tid, ikke bare i skolen, men i offentligheden som sådan.
Så blev det alligevel sommer.
