Niels Chr. Sauer

Blog

Bjarne alene i verden

Corydon har ikke forstået, at man kan vedtage og implementere hvad som helst; det er ingen garanti for, at projektet lykkes. Man kan nu engang ikke tæske begejstring og engagement frem. Men man kan – for nu at sige det helt enkelt - tage fejl. Også selv om man hedder Bjarne Corydon.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når folkeskolereformens fiasko skal forklares, lyder den første forklaring fra alle, reformpolitikere medregnet, så godt som altid: Sammenkoblingen af reform, overenskomstforhandlinger og lockout var en fejl. De to ting skulle aldrig have været blandet sammen. Man kan ikke gennemføre en skolereform uden lærernes positive medvirken.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Med én undtagelse. Reformens hovedarkitekt og eksekutor Bjarne Corydon. Ene af alle mener han i en række udtalelser til Jyllandsposten d. 14.8., at fejlen ligger hos dem, der i hans optik aldrig har implementeret reformen.

De udnyttede ikke det ledelsesrum, lov 409 gav dem, mener Corydon. Havde de gjort det, kunne den krig, han åbnede mod lærerne, være ført igennem til sejr. Men da der skulle hugges til, rystede de politiske ledere på hånden og gav efter overfor lærernes ’særinteresser’, hvorved reformens intentioner blev opgivet. Den eneste fejl, Corydon selv begik, var, at han slap tøjlerne i stedet for at holde fast og tromle DLF ikke halvt, men helt ned.

Ikke nok med at Corydon altså den dag i dag mener, at man kunne have bosset reformen igennem til succes, hvis man havde haft mod til det. Der er noget grundlæggende galt med hans syn på ledelse. Hans evindelige kritik af lærernes ’særinteresser’ demonstrerer, at han sidder uhjælpeligt fast i et antikveret, trumpsk ledelsessyn, som tilsiger, at der ikke kan være en vinder, uden at der også er en taber. Den forestilling, at man kan arbejde sammen om en win-win-udvikling, hvor begge parter oplever fremskridt, strejfer ham tilsyneladende ikke.

Eller er sagen mon den, at SRSF-regeringen i 2012 var så desperat efter en vindersag, at den gik helt bevidst efter en spektakulær magtdemonstration? Corydons erklærede kærlighed til Machiavelli fornægter sig ikke.

Hvorom alting er: Reformen blev annonceret, vedtaget og implementeret med piber og trommer efter en ufravigelig plan under direktion af Corydons til lejligheden etablerede implementeringsenhed under Moderniseringsstyrelsen med assistance fra McKinsey. Alle de konkrete tiltag, reformen dikterede, blev gennemført med hård hånd og for de flestes vedkommende fastholdt ud i det absurde (med de 45 min. daglig bevægelse som undtagelse). DLF var sat helt udenfor døren, og de få lærere, der nægtede at parere ordre, blev banket på plads eller fyret.

Corydon har ikke forstået, at man kan vedtage og implementere hvad som helst; det er ingen garanti for, at projektet lykkes. Man kan nu engang ikke tæske begejstring og engagement frem. Men man kan – for nu at sige det helt enkelt - tage fejl.

Også selv om man hedder Bjarne Corydon.