Niels Chr. Sauer
Blog
Søndervangskolen er toppen af et isbjerg
Det sidste, folkeskolen har brug for nu, er, at affæren på Søndervangsskolen bliver gjort til en enestående begivenhed med tilhørende udpegning af syndebukke. Det er tid til selvransagelse på direktionsgangen.
”Hvordan kunne det ske”, spørger Hanne Birgitte Jørgensen, Folkeskolens chefredaktør, i sin leder d. 7. oktober i anledning af skandalen på Søndervangskolen i Århus.
Det kunne det, fordi det måtte ske. Det er slemt, at skolens prisbelønnede og indtil dette øjeblik lovpriste ledelse tilsyneladende faldt for fristelsen til at snyde på vægten, men langt værre er, at det er sket på at bagtæppe af henved 30 års udvikling i den danske folkeskole, som har skabt den atmosfære, hvori dette drama udspiller sig. Herom vidner ikke mindst forvaltningens åbenlyse uvilje til at konfrontere sagens fakta.
Der går en lige linje fra Bertel Haarders snerrende beskyldning mod skoleinspektørerne i slutfirserne for at optræde som 'karkludeledere' - over lønarbejdergørelsen af lærerstanden og etableringen af målstyrings- og kontrolregimet og den totale kujonering af lærerne med lov 409 og indførelsen af ’den fulde ledelsesret’ i 2013 - til Søndervangskolens fald fra tinderne.
Magt korrumperer nu engang. Det billede, der tegner sig i oprulningen af affæren i Århus af en skole, hvor ledelsen styrer med frygt og belønning, er desværre langtfra noget særsyn i folkeskolen anno 2021. Et nøgternt bud vil være, at lærere på hundredevis af danske folkeskoler i disse dage i deres stille sind nikker genkendende til de beskrivelser af magtmisbrug i form af favorisering, intimidering og udskamning, vi har kunnet læse på Folkeskolen.dk det sidste par uger. Omend den deciderede eksamenssnyd formentlig – forhåbentlig – er sjældent forekommende.
Men man skal som bekendt aldrig lade en god krise gå til spilde. Det sidste, folkeskolen har brug for nu, er, at affæren på Søndervangsskolen bliver gjort til en enestående begivenhed med tilhørende udpegning af syndebukke. Denne historie er toppen af et isbjerg, og i lyset heraf kan vi måske endelig fået taget hul på den dunkende byld, som ledelsessynet i folkeskolen over de sidste 30 år har udviklet sig til. Det er tid til selvransagelse på direktionsgangen.
Nu må skolepolitikerne forstå, at en skole er en kulturinstitution med alt hvad det indebærer af intern diskussion og uenighed. Selvfølgelig skal der skæres igennem, når beslutningerne skal træffes, men skal de føre til noget godt, skal de ikke udspringe af en selvrådig ledelses mavefornemmelser og kommandoer, men af en åben, kritisk og saglig debat, hvor lærerne kommer til orde. Ikke for lærernes skyld, men for skolens og dermed for samfundets skyld.
