Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Med begge ben i det blå

Stefan Hermann leder efter et arkimedisk punkt udenfor striden, hvorfra han kan gå i rette med begge parter ud fra devisen: Forlig jer, skabhalse! Der skal to udfarende parter til et slagsmål, ikke sandt? Jovist, men det var ikke en civiliseret 'politisk nævekamp', der fandt sted; og det er en kendsgerning, at der kun skal een voldsmand til et overfald. Lærerne har han i alt væsentligt med sig, men den vilje til samtale, som han appellerer til, er slet ikke til stede på politikernes side.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sin nye, vildt interessante og modige bog, ’Hvor står kampen om dannelsen?’, hævder Stefan Hermann, at den politiske magt har været god til at stille spørgsmål, som den pædagogiske verden ikke har reageret adækvat på. Anklagen er den samme, som Ove Kaj Pedersen har fremført, gående ud på, at lærernes fagforening har været mere optaget af at sikre medlemmernes egne interesser med det evindelige mantra: Send flere penge! end af at bidrage til skolens og samfundets udvikling. Det er naturligvis ikke totalt forkert, navnlig ikke hvis man ser på tiden før foreningens beslutning i 2001 om at anlægge en professionsstrategi, hvor der ikke længere skelnes skarpt mellem samfundets og lærernes interesser, men netop tages afsæt i, at der grundlæggende er tale om sammenfaldende interesser. Det er meget skuffende, at disse lærde folk ikke har registreret dette vigtige sporskifte eller måske bare afskriver det som en taktisk finte – uden at gide undersøge, hvor dybt det faktisk stikker.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Der er imidlertid en enklere forklaring på, at Stefans udgangspunkt ikke er rimeligt: Hvad er det i grunden for spørgsmål han taler om, som den politiske magt angiveligt har stillet lærerne uden at få svar? Fortæl mig lige, Stefan, hvornår har politikerne sidst spurgt lærerne eller deres repræsentanter til råds i noget skoleanliggende?

Somme, især spocialdemokrater, vil mene, at det skete i forbindelse med Ny Nordisk Skole 2011 - 12, og Antorinis udspil var faktisk velment. Men som enhver, der var tæt på, vil vide, blev det totalt overrulet af Corydon og Thorning, der skyllede hele projektet ned ad brættet i sommeren 201 i en større sags tjeneste: regeringens overlevelse.

Vi skal meget langt tilbage i tiden for at finde eksempler på, at lærerne er blevet inddraget i beslutningsprocessen omkring folkeskolen på centralt niveau. Ole Vig Jensen forsøgte sig med det såkaldte Syvpunktsprogram under FUR (Folkeskolens Udviklingsråd) tilbage i første halvdel af 1990’erne, men da havde Bertel Haarder allerede sat new public management-opgøret med lærerprofessionen på skinner. Han havde i 1990 med nedlæggelsen af lærerrådene smidt lærerne ud af skolens beslutningsproces og gjort dem til lønarbejdere i en topstyret virksomhed og siden havde han smidt DLF ud af reformarbejdet. 1993-reformen fremstilles ofte som en bottom-up proces qua Syvpunktsprogrammet, men sandheden er, at Haarder allerede havde skrevet den reform, inden udviklingsprogrammet var tilendebragt, og da evalueringsrapporterne strømmede ind, gad han end ikke læse dem. Resultatet var en reform, der godt nok havde været mange år i støbeskeen, men reelt var den et politisk kludetæppe af studehandler partierne imellem. Lærerne var helt koblet ud. Det var her, politikerne begik den kapitalbrøler at blæse til angreb på klassens læringsfællesskab og dekretere den totale undervisningsdifferentiering. Her søsattes den individualiserede skole, der nu er i færd med at gå fuldstændig grassat med efter svensk forbillede med individuelle elevplaner, test- og målstyring, elektroniske læringsplatforme og jeg skal gi dig, ska’ jeg.

Stefan Hermann kommer i sin bog med forslag til revitalisering af ’de gamle dyder’, som han kalder dem: Ansvarlighed, flid, grundighed, ro etc., og han tror tilsyneladende, at det er lærerne, han skal overbevise herom. Det er det ikke. Lærerne er helt og holdent på hans side i disse spørgsmål, og det har de været hele vejen, omend jeg vil medgive, at DLF undertiden har været mere optaget af af det politiske game end godt er og derfor ikke altid har talt lærernes sprog tydeligt nok. Stefan kalder lærerpositionen i dag for den 'pædagogisk-konservative’, og det sidste er ikke venligt ment. Ikke desto mindre er det netop dens værdier, han nu slår til lyd for.

Hvis politikerne virkelig havde gjort, som Stefan synes at tro, at de har, og fx havde spurgt lærerne, hvordan vi kan lave en mere effektiv og brugervenlig skole uden at det koster ekstra, havde lærerne haft mange seriøse bud. Vi har eksempelvis ofte peget på den finske skole, som på de præmisser, politikerne selv insisterer på at lægge til grund, er både billigere og bedre. Bl.a. fordi den netop ikke har smidt barnet ud med vaskevandet fra 1968, men bibeholdt nogle essentielle konservative værdier.

Men politikerne har stort set ikke spurgt lærerne om noget som helst siden 1990, og i 2013 bed de hovedet af al skam og dekreterede en skole, som er både dårligere og dyrere – fuldstændig hen over hovedet på lærerne og i bogstavelig forstand på deres regning. Niels Egelunds frimodige bemærkning opsummerer sagen ganske præcist: ’Nu skal lærerne bare holde kæft med al deres pis og se at komme i arbejdstøjet.’

Stefan Hermann mener, det, der skete i 2013, var en ’politisk nævekamp’ indenfor systemets rammer. Lærerne tabte, og nu må vi se at komme videre. Han leder efter et arkimedisk punkt udenfor striden, hvorfra han kan gå i rette med begge parter ud fra devisen: Forlig jer, skabhalse! Der skal to udfarende parter til et slagsmål, ikke sandt? Jovist, Stefan; men det var ikke en civiliseret nævekamp, der fandt sted, og det er en kendsgerning, at der kun skal een voldsmand til et overfald. Reformpolitikerne tog kvælertag på lærerne i 2013, og så længe de ikke vil løsne dette greb, befinder folkeskolen sig fortsat i undtagelsestilstand. Og du hænger desværre med begge ben solidt plantet oppe i det blå. Lærerne har du i alt væsentligt med dig, men den vilje til samtale, som du appellerer til, er slet ikke til stede på politikernes side. 

Powered by Labrador CMS