Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Folkeskolen må gribe i egen barm
At placere ansvaret for folkeskolens deroute hos forældrene er ikke blot perspektivløst, al den stund de er udenfor pædagogisk rækkevidde. Skolen kan ikke opdrage på forældrene, og de må vel i øvrigt formodes at gøre det, så godt de kan. Det handler først og fremmest om en skolepolitik, der er kørt af sporet.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Seks ud af ti børnehaveklasselærere mener ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, at, at børn i dag er mindre skoleparate end for fem år siden. Det gælder både sociale, personlige og motoriske færdigheder, og det resulterer i en skæv skolestart, som kaster lange skygger ikke blot hele vejen op gennem barnets skoleforløb, men gennem hele livet. Problemet er ikke nyt, og det har affødt en nødvendig debat, som ofte munder ud i en række anklagepunkter vendt mod småbørnsforældrene. Men hvor meget mening giver det i grunden? Og hvad er skolens ansvar i denne sag?
Tillad mig at rekapitulere. Børnehaveklassen kom i sin tid til verden med henblik på at skabe en mere harmonisk overgang fra børnehave til skole. Det var derfor, arbejdet hermed skulle varetages af pædagoger, ikke af lærere. Børnene fik dermed et helt år til stille og roligt at finde sig til rette i skolens regi gennem en struktureret hverdag præget af styret leg og et passende mål af stillesiddende, fælles aktiviteter. Succesen var i hus med det samme; fra 1980 blev børnehaveklassen obligatorisk for alle skoler, og så godt som alle børn var med allerede fra start.
Tanken bag projektet var at møde børnehavebørnene, som de er med henblik på at gøre dem skoleparate. Egentlig undervisning skulle ikke finde sted i børnehaveklasserne, og såvel pædagoger som lærere vogtede nidkært over deres respektive fagligheder. Børnehaveklasserne var suverænt pædagogernes territorium, bogstaver var nærmest bandlyst, og decideret læseundervisning påbegyndtes ikke før i første klasse, hvor den almindelige praksis var, at man arbejdede sig igennem alfabetet i tiden op til jul, hvorefter den første læsebog kom på bordet. På mange skoler var hele indskolingen og store dele af mellemtrinnet gennemsyret af sociale, legende og kreative aktiviteter, trivslen var i højsædet, og børnene fik lov at udvikle sig i deres eget tempo.
Og det gav pote. Ingen brugte dengang ordet ’inklusion’, men faktum er, at andelen af elever, der omkring 1990 blev udskilt til specialskoler lå helt nede omkring 2 pct. – imod i dag omkring 6 pct. Prisen herfor var imidlertid, at en del børn i al ubemærkethed sakkede agterud rent fagligt, navnlig i læseudvikling, hvilket resulterede i noget af et chok, da den første internationale læseundersøgelse i 1992 afslørede, at danske 8. klasser læste på niveau med elever i Trinidad og Tobago, helt ude af sync med alle de lande, vi normalt sammenligner os med. Udredninger viste, at den danske folkeskole uden at ænse det havde udviklet det, læseforskerne kaldte en ’tryk-16-effekt’, som havde splittet den velkendte, klokkeformede normalfordelingskurve ad i to kamelpukler: Til højre en stor gruppe af dygtige elever, til venstre en stor gruppe af svage elever og i midten et gabende hul. Det er en meget lang historie, som jeg vil lade ligge her. Men denne opdagelse fik en række konsekvenser, som i høj grad ligger til grund for de vanskeligheder, skolen kæmper med i dag. Der gik ganske enkelt panik i skolepolitikken, og det bødes der i den grad for i dag.
Folkeskolen fik i brede kredse det prædikat, at den var kærlig, men slap, og det stod klart for de fleste, at noget måtte gøres. Men hvad? Fra skoleverdenen kom der ikke noget klart svar. I stedet udbrød en veritabel borgerkrig mellem to fløje, som i deres ulyksalige selvforståelse positionerede sig i det vante spektrum: En venstrefløj, der bagatelliserede læseproblemerne og en højrefløj, der talte højt og lydeligt om ’læsekatastrofen’. Forvirringen blev ikke mindre af, at hele balladen faldt sammen med en ny skolereform, der var umiskendeligt forankret til venstre, og en total omkalfatring af skolens organisation i form af dens overgang fra stat til kommuner, forankret til højre i det nys ankomne New Public Management-regime. Folkeskolen, der hidtil havde været lærerprofessionens domæne, relativt fri for politiske hundeslagsmål, blev pludselig en politisk slagmark, hvor handlekraft hurtigt viste sig at være en mere slagkraftig valuta end selvransagelse og eftertanke. Ud af denne kakafoni groede mere end tyve års skolepolitiske tiltag, der alle har det til fælles, at ingen af dem har haft den ønskede effekt. Hvor lærerprofessionen hidtil havde været den kilde, politikerne øste af, fandt de nu inspirationen i OECD, hvis PISA-undersøgelser sendte rystelser gennem alle skolesystemer i den vestlige verden, navnligt i Danmark. En udredning af de omfattende, fatale følger af dette fører for vidt her, men intet sted i skolen ramte de hårdere end i indskolingen, især i børnehaveklasserne, der i dag er ændret til ukendelighed.
I dag undervises der for alvor i børnehaveklasserne. Først og fremmest i læsning - på bedste beskub, om jeg så må sige. Det er ikke en opgave, børnehaveklasselærerne på nogen måde har ønsket sig, og de færreste af dem er uddannede læseundervisere; når børnene så kommer i første klasse og møder de linjefagsuddannede dansklærere, oplever disse ikke sjældent, at børnene allerede er løbet sur i skolen og begynder at udvise tegn på skoletræthed, nærmest inden skolen for alvor er begyndt. Man har på det nærmeste flyttet første klasses pensum i dansk ned i børnehaveklassen, og her bliver børnene sat til at løse selvstændige, skriftlige opgaver, hvor de forventes at kunne overskue faglige krav, som førhen for en stor dels vedkommende først dukkede op langt senere i skoleforløbet. I alt Man har opstillet 56 faglige, sociale og personlige videns- og færdighedsmål, i forhold til hvilke man tester man børnene for skoleparathed, og dumper de her, skal de som udgangspunkt gå et år om. Desuden har man stoppet flere og flere børn ind, så mange børnehaveklasser rammer lovens loft på 28 – fra næste skoleår nedsat til 26 – hvor man i ’gamle dage’ sjældent oversteg 22. Endvidere har inklusionsloven fra 2012 betydet, at alle børn som udgangspunkt placeres i de almene børnehaveklasser uden støtte. Egentlig skolepsykologisk udredning efterfulgt af specialindsats finder kun undtagelsesvist sted i indskolingen. Endelig har man - som det måske mest indgribende overhovedet – med et pennestrøg forlænget de små børns skoletid med op mod 50%. Hvor de tidligere kunne gå i fritidsordning, på musikskole eller hjem kl. 12, må de i dag blive siddende i klassen til kl.14. Den sidste time på dagen er ofte henlagt til en såkaldt lektiecafé, hvor en pædagog skal overvåge børnenes selvstændige lektielæsning og holde styr på hele flokken alene.
Børnehaveklassen, som den oprindeligt var tænkt, er de facto nedlagt, hvilket også kommer til udtryk i den absurde betegnelse ’nulte klasse’. Det retvisende navn ville selvsagt være ’første klasse’, men det ville kræve, at man så virkeligheden i øjnene, og det har man endnu ikke haft mod til. Følgen er udbredt mistrivsel blandt børnene, hvilket bl.a. kommer til udtryk i et voldsomt øget konfliktniveau. Mange undersøgelser har dokumenteret, at indskolingen er langt den mest urohærgede del af folkeskolen, og der finder en eksplosiv vækst sted i forekomsten af voldelige episoder. I en undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening i foråret 2022 angav 55% af børnehaveklasselederne at have været udsat for vold i jobbet på et år. Ikke så sært, at masser af privatskoler med mindre klasser, kortere skoledage og færre børn med særlige behov har ventelister langt ned ad fortovet.
At placere ansvaret for denne deroute hos forældrene er ikke blot perspektivløst, al den stund de er udenfor pædagogisk rækkevidde. Skolen kan ikke opdrage på forældrene, og de må vel i øvrigt må formodes at gøre det, så godt de kan. Det her handler først og fremmest om en skolepolitik, der er kørt af sporet. Skolen må gribe i egen barm.
(Kronik i Kristeligt Dagblad 19.9.2022)
Rettelse, 2.10.2022: Jeg er blevet gjort opmærksom på en fejlhuskning. Det var 3. klasserne, ikke 8. klasserne, der lå og rodede nede i bunden af den internationale IEA-læseundersøgelse fra halvfemserne. På 8. klassetrin var de danske elever gennemsnitlige. En væsentlig detalje, som burde have spillet en større rolle i den efterfølgende debat, men som druknede i støjen fra læsekrigen. Men jeg husker godt, at debatten i høj grad handlede om, at læsningen ikke fungerede som værktøj i skolens fag op igennem skoleforløbet.
