Niels Chr. Sauer
Blog
Kom nu ned fra træet, kære socialdemokrater
Men det vil I ikke, før alle ser den anden vej. Det skulle jo nødigt hedde sig, at socialdemokraterne er blevet klogere.
Hvis det ikke lige var fordi, skolereformen nu på syvende år stadigvæk er blodig alvor for over en halv million elever og lærere, kunne man slå sig lårene af grin over den lille episode, der udspillede sig på Lønmodtagernes Topmøde i København forleden. Her stod statsministeren Mette Frederiksen foran en forsamling af alt, hvad der kan kravle og gå af repræsentanter for fagbevægelse, arbejdsgivere og den politiske verden her i landet, og tog afstand fra skolereformens læringssyn, idet hun sagde følgende om de over 3000 læringsmål, den har kastet ud over folkeskolen: “Hvem har dog brugt tid på at skrive dem? Og hvem læser dem?”
Jamen nu skal du bare høre, kære Mette. Ser du, for godt otte år siden var der en regering, der af uransagelige grunde insisterede på at kalde sig socialdemokratisk, som i huj og hast satte en gruppe af mennesker til at skrive alle disse bindende læringsmål, der skulle tvinge lærerne fra Gedser til Skagen til at lægge deres arbejdsmetoder om. Og for at være helt sikker på, at det skete, smed regeringen – med arbejdsgiverne som mellemmænd - alle lærerne ud af skolen uden løn i en måned, hvorefter den daværende beskæftigelsesminister ved navn Mette Frederiksen trak en til formålet udarbejdet lov 409 op af den øverste skrivebordsskuffe. En lov, som med et pennestrøg fratog landets stolte lærerstand al myndighed i forbindelse med undervisningens organisering og reducerede den til en flok underordnede funktionærer.
Lærerne protesterede, alt hvad de kunne, idet de sagde, at sådan her kan man overhovedet ikke holde skole, men alle deres indvendinger blev fejet ud over bordkanten af regeringen, og de lærere, der fremturede, blev truet til at klappe i under trussel om fyring. I dag ved alle, at lærerne havde ret, men ikke desto mindre rider bemeldte skolereform stadigvæk den danske folkeskole som en daglig mare, fordi socialdemokraterne fortsat ikke vil høre tale om, at de har begået en kapitalbrøler.
For i politik er det sådan, at når man har trådt i spinaten, så gælder det om at aflede opmærksomheden, snakke udenom, skyde skylden på andre, lade som om man ikke forstår, hvad der spørges om, og i yderste fald forsøge at lyve sig ud af kniben. I politik findes der kun én ting, der er værre end at indrømme, at man har taget fejl: At sige undskyld til dem, der gik ud over. Det sker derfor næsten aldrig og i givet fald kun i anledning af hændelser, der ligger så langt tilbage i tiden, at de, der kommer med undskyldningen, intet har at gøre med den fejl, der blev begået.
Nu er det så sådan, at dette hersens socialdemokrati i dag igen sidder på regeringsmagten, tilmed ret solidt, og derfor lod tilhørerne på mødet forleden som ingenting, selv om din forstillelse stod bøjet i neon. For de kender spillet. Alle vil have jer til at kravle ned fra træet, men det vil I ikke, før alle ser den anden vej. Det skulle jo nødigt hedde sig, at socialdemokraterne er blevet klogere.
