Niels Chr. Sauer
Blog
Her slutter samtalen
Glem alt om folkeskolen som en samfundsbærende kulturinstitution, befolket af engagerede, ansvarlige og stolte medborgere, der lever og ånder for deres arbejde. Står det til lærernes arbejdsgivere, bliver folkeskolen nu en arbejdsplads som alle andre, hvor de afrettede lønarbejdere tjekker ind om morgenen, gør, hvad de får besked på, og tjekker ud ved fyraften
Hold kæft og ret ind! Det var den besked, lærerne i Halsnæs fik fra kommunens viceborgmester, da deres lokale formand havde formastet sig til at gøre opmærksom på visse kritisable forhold i forbindelse med lærernes arbejdsvilkår efter august 2014.
Skoleledernes formand Claus Hjortdal udtrykte sig mere urbant, men budskabet var essentielt set det samme, da han for nogen tid siden opfordrede lærere, der er dybt utilfredse med reformen og al dens væsen, til at overveje, om ikke de skulle finde sig et andet arbejde. Og dette budskab går igen og igen i den retorik, lærerne mødes med for tiden.
Viceborgmesterens ’hold kæft og ret ind’-ordre var altså ikke en finke, der røg af panden. Den er selve kernen i arbejdsgivernes holdning til titusindvis af folkeskolelærere, der ikke kan se, hvordan deres arbejde skal hænge sammen fremover. Råt for usødet.
Men nu går vi ind i næste fase. Nu begynder arbejdsgiverne at slå ned på enkeltpersoner, der ikke vil se stiltiende til, mens folkeskolen falder fra hinanden.
På Agedrup Skole i Odense har kommunen ved skolelederens mellemkomst således valgt at udstede en tjenstlig advarsel til en af landets kendte lærere, Erik Schmidt, medlem af bestyrelsen i tænketanken Sophia, skolepolitisk skribent med flere bøger bag sig, kendt som ildsjæl og flittig græsrod med et stort netværk. Gennem 35 år har Erik ydet en kolossal indsats for Agedrup Skole i lokalområdet, og mange gange har han medvirket til at få den på forsiden; altid for det gode, vel at mærke. Aldrig før har han haft en nævneværdig uoverensstemmelse med sin skoleledelse. Men nu har han fået at vide, at hans negative holdning til reformen er uacceptabel, og at han læner sig op ad en fyring, hvis han ikke straks ændrer adfærd ’til ordentlig og konstruktiv kommunikation’; holder kæft og retter ind, sagt på jævnt dansk.
Det, der fik kommunen til at trække blank, var, at Erik i plenum på lærernes vegne spurgte skolelederen, hvilke kriterier han havde lagt til grund for en åbenlys, konstaterbar skævdeling af arbejdsbyrden lærerne imellem. Da ledelsen nægtede overhovedet at udtale sig herom, reagerede Erik med en brysk bemærkning om lukket ledelse, og det er den direkte anledning til, at han nu har fået en skidtspand hældt ud over sit syndige hoved.
Med til billedet hører, at ledelsen ikke havde gennemført nogen form for forudgående drøftelser med den enkelte lærer, sådan som lov 409 foreskriver. Skævdelingen af arbejdsbyrden ud fra skolelederens hemmeligholdte, subjektive skøn er til efterretning for lærerne, og spørgsmål i den anledning betragtes som anfægtelse af ledelsesretten, basta.
Erik har gået meget stille med sin kritiske holdning i sit daglige arbejde, som han har passet til ug med kryds og slange i 34 år. Han har stillet enkelte høflige, konkrete og præcise spørgsmål til reformens konsekvenser på Agedrup Skole, men han har på ingen måde ’pisket en negativ stemning op i personalegruppen’, sådan som det påstås i advarslen. Men udenfor skolen og arbejdstiden har han som borger brugt sin grundlovssikrede ytringsfrihed til at gøre sin mening gældende i det offentlige rum; altid indenfor de gældende rammer for offentligt ansatte, altid i en ordentlig tone og altid med de saglige argumenter på plads og i orden, hvilket enhver ved selvsyn kan konstatere. Man kan eksempelvis tjekke hans skrivestil på Odense Lærerkreds’ hjemmeside, hvor det kredsblad, han pt er redaktør på, kan ses.
Erik, der har fuld opbakning fra sine kolleger i skolens faglige klub, har forståeligt nok reageret ved at tage sin afsked. Det ville almindeligvis få kommunen til at stoppe den tjenstlige advarsel, da det ingen mening giver at udstede en tjenstlig advarsel til en ansat få uger før ansættelsens ophør. Kommunen risikerer jo en langvarig og omstændelig tjenstlig undersøgelse med retsmøder, domsafsigelse og jeg havde nær sagt hele svineriet. En sag som kommunen formentlig står til at tabe, idet den vil aftvinge kommunen en konkret dokumentation, som den af gode grunde ikke har. Når advarslen nu alligevel er kommet, kan det kun forstås som et vink med en vognstang til alle andre lærere, der måtte gøre sig tanker svarende til Eriks, om – ja: at holde kæft og rette ind. Om Erik orker at køre sagen, eller om han bare har fået nok, vides ikke. For alle Danmarks læreres skyld må man håbe det første.
Her slutter samtalen mellem lærere og ledelse åbenbart. Så meget for den folkeskole, der ifølge sit formål i hele sit virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Nu sænker mørket sig. Glem alt om folkeskolen som en samfundsbærende kulturinstitution, befolket af engagerede, fagligt stolte og ansvarlige medborgere, der lever og ånder for deres arbejde. Står det til lærernes arbejdsgivere, bliver folkeskolen nu en arbejdsplads som alle andre, hvor de afrettede lønarbejdere tjekker ind om morgenen, gør, hvad de får besked på, og tjekker ud ved fyraften. På med jahatten, hovedet under armen og deruda’ med 120 i timen.
Kan en sådan skole overhovedet løfte den opgave, samfundet har pålagt den?
