Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Hvordan kommer vi dårlig ledelse til livs?
Dårlig ledelse i folkeskolen ryger under radaren, fordi systemet beskytter sine egne
Publiceret
Senest opdateret
Dårlig ledelse er et problem på mange arbejdspladser, ikke mindst offentlige, herunder folkeskoler, er en udbredt erkendelse. Men hvad bliver der gjort ved det?
Provokeret af en nylig episode fra en skole på Fyn vil jeg hermed pege på det efter min mening oversete problem, der består i, at udøvelse af dårlig ledelse i alt for høj grad passerer upåtalt, eller endnu værre: At delinkventen for lov til at fremture.
I dette tilfælde drejer det sig om en forvaltningschef, der har hævnet sig på en lærer, som har afsløret ham som løgner. Han har givet hende en tjenstlig advarsel, hvorefter Ombudsmanden har resolveret, at advarslen var uberettiget. Læreren havde blot benyttet sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Men forvaltningschefen vil overfor Fyns Amts Avis ikke forholde sig til, om det, han har gjort, var forkert, endsige give læreren en undskyldning. Delinkventen fortsætter med andre ord uantastet og med høj cigarføring, og ingen siger noget til ham.
Et herostratisk berømt eksempel på denne praksis så vi i sagen fra Agedrup Skole, der efter fire års tovtrækkeri mellem lærer Erik Schmidt og skoleleder Mohammed Bibi med Odense Kommune og KL bag sig endte med, at en enig landsret gav Erik medhold i, at den tjenstlige advarsel, han havde fået for at sige sin mening på et lukket lærermøde, var uberettiget. Erik har aldrig modtaget nogen formel meddelelse fra arbejdsgiveren om, at advarslen er trukket tilbage, endsige nogen form for undskyldning. Skolederen fortsatte, som intet var hændt, ja han blev efterfølgende formand for skolelederne i Odense. Sagen har kostet skatteborgerne i Odense henved en halv million kroner.
Et tredje velkendt eksempel kunne være det, der indtil for nylig skete omkring Søndervangsskolen i Århus, hvor en ambitiøs, egenrådig og intimiderende ledelse misbrugte sin magt til at vikle lærerne ind i deciderede ulovligheder. Også her sagde et par stærke lærere fra. I dette tilfælde blev delinkventen ganske vist fyret, men sagen trak tråde langt op i forvaltningen, hvor den ingen som helst konsekvenser fik, og den fyrede leder fik efterfølgende en god stilling et andet sted i systemet.
Disse tre sager er meget sjældne eksempler på, at lærere har bidt sig fast i bordkanten og nægtet at bøje sig for overmagten. Jeg har ikke tal på, hvor mange lærere der i min tid som medlem af hovedstyrelsen henvendte sig til mig med rystende beretninger om dårlig ledelse i form af det, der kaldes ’management by fear’. Min vurdering er, at det finder sted på omkring en tredjedel af landets skoler, typisk rettet imod en gruppe af lærere, der ikke tilhører en servil inderkreds omkring skolelederen, men har selvstændige holdninger til det, der sker på skolen. Resultatet er stærke spændinger, der dræner lærergruppen for energi og arbejdsglæde, og det kan ikke undgå at gå ud over undervisningens kvalitet.
Almindeligvis ender sagerne med, at de underordnede kapitulerer betingelsesløst. De sluger ydmygelsen, eller de går ned med flaget, skifter job, eller værre, bliver langtidssygemeldt og i ikke så få tilfælde ender de ude af stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Kun yderst sjældent tager lærerne kampen op i åbenhed, og endnu sjældnere sker det, at de vinder den med fuld musik.
Som det ses i de tre eksempler ovenfor er det typisk sådan, at overgrebsmanden m/k har hele systemet bag sig. Ikke blot den lokale skoleforvaltning, men tillige det politiske niveau og i visse tilfælde går sammenspistheden helt op til centrale aktører på landsplan. Al skønsnakken om lyttende, inddragende og samarbejdende ledelse til trods er det kun yderst sjældent, at vi ser delinkventen – overgrebsmanden m/k – blive draget til ansvar. Han/hun fortsætter gerne, som om intet var hændt, og det er ikke blot stødende for vores retsbevidsthed, men det rejser spørgsmålet: Hvordan i alverden skal vi nogensinde komme det almindeligt erkendte problem med dårlig ledelse til livs, når systemet i den grad beskytter sine egne uanset hvad?
