Niels Chr. Sauer
Blog
Inklusionen presser enhedsskolen helt i bund
Hvis vi skal have rede på, hvorfor inklusionen ikke vil lykkes, er det ikke nok at gå tilbage til katastrofen i 2013. Vi er nødt til at gå 25 år tilbage til søsættelsen af enhedsskolen i 1993 efter 180 års sorteringsskole.
Vi diskuterer i øjeblikket intenst de stadigt mere uoverkommelige problemer, folkeskolen har med at få den såkaldte inklusion op at køre. Den oftest fremførte årsag til miseren er, at projektet er født i synd: Som et spareprojekt, syltet ind i en masse from, men dybt hyklerisk retorik. Alle ved, at afsættet for inklusionen var den i øvrigt fuldt forståelige panik omkring de utæmmelige udgifter til specialundervisningen. Da de midt i nullerne have ramt en tredjedel af folkeskolens samlede udgifter, tog økonomerne kommandoen under påberåbelse af inklusionen. Til den ende gravede KL Salamancaerklæringen, den inkluderende skoles bibel, fra 1994 frem og skamred den til ukendelighed. Det kom ligefrem til at hedde sig, at specialundervisning ikke virkede, var det rene spild af penge, gjorde mere skade end gavn, stigmatiserede de stakkels elever osv. Hvad ingen gad høre, var og er fortsat, at Salamancaerklæringen udtrykkeligt foreskriver, at de relativt få elever, der af hensyn til dem selv eller andre ikke kan undervises i almenklassen, skal have adgang til støtteforanstaltninger eller segregerende undervisningstilbud (min kursivering, NCS).
Samtidig introducerede man den såkaldte ’inklusionsfremmende økonomistyring’, hvilket ikke er andet end en forskønnende omskrivning af det faktum, at man simpelthen smækker pengekassen i. Med henblik på at give den enkelte skoleleder 'incitament' til at undlade at iværksætte specialundervisning, lagde man pengene til vidtgående specialundervisning ud til den enkelte skole, hvorefter skolelederen måtte prioritere mellem nye fysikbøger til 9.a., skimmelsvampsrenovering i lokale 27 eller den lovpligtige specialundervisning til ordblinde Frederik i femte. Og så blev det altså Frederik, der måtte holde for. Det hed sig ganske vist, at pengene ’fulgte med’, men det var jo lige præcis ikke meningen, og det blev effektivt umuliggjort derved, at man i videst muligt omfang indstillede registreringen og dermed udredningen af elever med særlige behov. For at hjælpe processen på vej, komplicerede man i samme moment klageadgangen mest muligt og lagde hele ansvaret for dens administration i den afgørende første fase over til skolelederen – den selvsamme person, som klagen var rettet imod. Vi trækker ofte på smilebånder af, at politiet behandler klager over politiet. Men det er dog ikke den betjent, der klages over, som skal behandle klagen, vel?
Det værste var dog, at man kun ville symptombehandle. Hvad man burde have gjort, var naturligvis at få rede på årsagerne til eksplosionen i specialundervisningen med henblik på at eliminere de faktorer, der udløste den. Her var problemet imidlertid, at det ville have krævet mod og vilje til at gribe fat om den indlysende fejl, der blev begået i 1993, hvor man i lutter forhippelse på at skabe en enhedsskole havde introduceret et komplet uhåndtérligt begreb om undervisningsdifferentiering, som pålagde læreren at levere skræddersyede læringsforløb til hver enkelt elev. At tale imod ideen om ’barnet i centrum’ var som at bande i kirken, slet og ret. Det lå ellers lige for at spørge: Hvad for et af dem? Jeg har 25 ad gangen! Men hvem bryder sig om at få at vide, at man er dum, ikke duer til sit embede og derfor skal dunkes på maven efter aftensmaden hver dag?
Den logiske følge var og er naturligvis, at alle elever er specielle, hvorefter almenundervisningen skal omlægges til individuelt tilrettelagt specialundervisning af fulde klasser. Og overbuddet greb om sig. I 2001 begyndte målsætningssyndromet at tage form, i 2007 kom de skriftlige individuelle elevplaner til alle elever i alle fag på alle klassetrin omfattende ’alle betydende aspekter’ af evalueringen af undervisningen og den besluttede opfølgning herpå. En idé, der blev hentet direkte fra specialundervisningen, hvor lærerne sad med 3-4 elever hver og fik 10 timer til at skrive hver elevplan. Sidste stadium i den galopperende dokumentatitis, der er ved at kvæle skolens undervisning, hedder de tvungne læringsplatforme. I skrivende stund er der ganske vist lige dukket lys op for enden af tunellen, idet platformene i flere kommuner gøres frivillige, men det kan vise sig at være et modkørende eksprestog, idet friheden til at fravælge platformen ligger hos skoleledelsen, ikke hos lærerne.
I hele denne hovedløse og kaotiske proces, hvor man som lærer ustandselig har tænkt, at nu kan ledelseslaget da ikke komme på flere tåbelige ideer, er det måske ikke så underligt, at nedbrydningen af en af de allervigtigste institutioner i folkeskolen er røget under radaren: afmonteringen af klasselærerfunktionen.
Indtil katastrofen i 2013 var man som klasselærer - via central overenskomst og til Moderniseringsstyrelsens og KL’s store fortrydelse - sikret 75 timer om året til opgaven. I dag er der på mange (de fleste?) skoler afsat latterligt lidt eller slet ingen tid til denne opgave. Følgen er, at den ikke længere varetages af een person, men fordeles på en gruppe såkaldte kontaktlærere, der hver især har ansvaret en mindre elevgruppe i en klasse. En nødvendig disposition, når opgaven ikke tildeles den fornødne tid, hvorfor den i sagens natur ikke længere kan pålægges een person.
Følgen er selv sagt, at ikke blot smuldrer ansvaret for den enkelte elev; ansvaret for klassen som samlet gruppe forsvinder som dug for solen. Enhver, der ved det mindste om dynamikken i en klasse og de kræfter, der er i spil her, kan sige sig selv, at det må gå galt. Og det gør det så.
Det svarer til at sætte tre dirigenter til at dirigere et orkester samtidigt, uden at de kan se hinanden. Orkestret var måske ligefrem bedre stillet uden nogen som helst direktion,så. Det bliver da også undertiden konsekvensen. Der er faktisk eksempler på, at skoleledere gør lærere eller sågar pædagoger til ’kontaktpersoner’ i klasser, de ikke har undervisning i!
Sideløbende hermed har man dænget lærerne til med så meget undervisning, at de hverken har tid eller kræfter til at samle klasselæreropgaven op, hvor gerne de end ville, og samtidig har man tvunget eleverne ud i verdens længste undervisningstid. hvilket i sig selv bidrager til at øge alle spændinger i rummet. Mange klasser står i dag reelt uden voksne til holde styr på det fællesskab, der er den allerførste forudsætning for al inklusion. Der er helt enkelt intet fællesskab at blive inkluderet i. Vil man vide, hvad den slags ender med, kan man læse nobelprisvinderen William Goldings bog 'Fluernes Herre'.
Det absurde er ikke mindst, at netop den gammeldags klasselærerfunktion i den danske folkeskole var en verdensberømt genistreg i globale skolekredse, hvor man så med beundring på, hvordan danske lærere fulgte deres klasser gennem en årrække og etablerede så stærke relationer til elever og forældre, at de ofte satte retning for resten af livet.
Og minsandten om ikke der også i dag tales meget og højt og vedholdende om den store betydning af lærernes relationsarbejde, ikke mindst blandt forskerne (fx Louise Klinge). Men det bliver ved snakken. Det er ikke befordrende for ens karriere at tale højt om skolereformens ødelæggende virkninger.
Hvis folkeskolen skal have en chance for at komme fri af dødsspiral, som den er gået ind i, er det imidlertid ikke nok at gå tilbage til katastrofen i 2013. Vi skal helt tilbage til søsættelsen af enhedsskolen i 1993. Ikke for at sætte spørgsmålstegn ved den, men for at redde den. Ingen, der husker og erkender sorteringsskolens omkostninger, kan ønske den tilbage. Det er åbenlyst, at enhedsskolen har udviklet en række svagheder som følge af en grasserende individualisering, der nu truer med at få hele skolens grundlæggende fællesskab til at krakelere.
Der er intet skammeligt i at vedgå, at enhedsskolen ikke ramte bull’s eye i første forsøg. Kunsten er at forandre for at bevare i erkendelsen af – som Gorbatlov sagde til Honecker umiddelbart før DDR’s sammenbrud - at den, der kommer for sent, bliver straffet af livet
