Niels Chr. Sauer

Blog

Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad

Hvis nogen skulle have glemt det, har coronakrisen givet dem en ordentlige huskekage: Skolen er i sin grundvold analog, og anderledes kan det ikke være.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er strengt taget ikke noget nyt i det her. Jeg vil vove den påstand, at de fleste af os har vidst det længe. Men ingen har talt om det før. Nu står det bøjet i neon: Den digitale folkeskole vender den tunge ende nedad.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Folkeskolen har under coronakrisen været tvunget til at køre den digitale skole helt igennem, og det har givet anledning til en del debat om digitaliseringens pædagogiske kvaliteter. Enkelte ser ligefrem forjættende perspektiver for området. Men når røgen letter, og vi skal se tilbage på det, der skete, må vi være ærlige. På blot et par uger har det vist sig, at den digitale folkeskole taber en hel gruppe af elever på gulvet. Tilmed den gruppe, der har allermest brug for skolen. Vi taler om børn fra skolefremmede, lavtuddannede hjem, navnlig dem med anden etnisk baggrund end dansk.

De elever, der har deres egen, opdaterede computer stående på deres eget værelse plus en højtudannet far og mor, der kan hjælpe med lektierne, klarer sig. Ikke fint, for de savner som alle andre børn deres skole og deres kammerater. Men de klarer sig. De, der slet ikke klarer sig, er dem, der i dagevis – ugevis – ikke åbner Aula, ikke tjekker deres platforme, ikke svarer lærerne på noget som helst og ikke har forældre, der kan skubbe på og løfte, hverken fagligt eller socialt.

Det problem mildnes, når skolen genåbner, men det går ikke væk. Det ryger bare under radaren igen, for uanset hvor meget lærerne gør for at trække disse børn op på niveau, kan de ikke trylle. De er i bund og grund dømt ude i den digitale folkeskole. De forstår ikke dens sprog, de er ikke fortrolige med dens virkemåder, og deres forældre er sat helt af.

Hvad denne krise har bevist, er, at ’skole’ ikke betyder ’digitalt styret læreanstalt for individuelle børn under oplæring’. ’Skole’ betyder først og fremmest 'intenst, forpligtende fysisk samvær med andre mennesker'. Vi kunne såmænd godt holde skole uden computerne, hvis det skulle være. Men vi kan ikke holde skole uden fællesskabet. Hvis nogen skulle have glemt det, har de nu fået en ordentlig huskekage: Skolen er i sin grundvold analog, og anderledes kan det ikke være.

You don't know what you've got till it's gone.