Niels Chr. Sauer
Blog
Det er ikke begyndervanskeligheder
Nu skal skolen have ro, siger de ansvarlige politikere. Men dens hverdag står på gloende pæle.
Folkeskolen.dk har talt med tre af politikerne bag skolereformen i forbindelse med OECD’s årlige rapport ’Education at a Glance’, hvoraf det fremgår, at danske børn nu undervises mere end alle andre børn i verden.
Anette Lind (S) reagerer med den sædvanlige papegøjesnak om, at eleverne ikke ”…nødvendigvis bliver dygtigere af at have mange, mange flere timer. Det handler om indholdet, og det er klart at for at få en helhed i hverdagen, skal det være en varieret skoledag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får dygtigere børn af det her”. Det får være; ingen tager hende alvorligt alligevel, og hun ænser tydeligvis ikke skolens faktiske situation. Folk, der tror, at man kan skabe en mere variereret skoledag ved at forøge antallet af undervisningstimer med 36 % (fra 8.070 til 10.960 i hele skoleforløbet jf. OECD) finansieret alene gennem forøgelse af den enkelte lærers undervisningsmængde, må anses for at være uden for pædagogisk rækkevidde.
Men Marianne Jelved tages da stadigvæk alvorligt i skolekredse og udtaler sig gerne med stor patos i skoleanliggender. Det siges, at hendes hjerte banker for skolen. Hvorfor vender hun så det døve øre til kritikken af de lange skoledage? ”Børnene går langt mindre i skole i dag end de gjorde, da jeg gik i skole”, siger hun. Og videre: ”Det er faktisk en glæde at gå i skole. Jeg kan ikke se, at det er et problem at gå meget i skole. Det gjorde jeg også, da jeg var barn". Skal det forestille at være en argumentation?
Hør nu her, Marianne: Børnene går aldeles ikke langt mindre i skole i dag, end vi gjorde, da du og jeg var børn. For det første gik ca. halvdelen af os ud på arbejdsmarkedet efter syvende klasse, og for det andet gik vi også i skole om lørdagen, hvorved de øvrige dage var en time kortere. Vi havde aldrig nogensinde en skoledag til kl. 16. Og jeg skal hilse og sige, at for masser af os var det aldeles ikke ’en glæde at gå i skole’. Lærerne slog løs på os, hvis vi kom til at ligge det mindste på tværs, så mange af os fik livsvarige mén. Bortset fra duksepigerne (du var måske en af dem, Marianne?) rystede vi allesammen af skræk for lærerne, mange af os hadede hver eneste dag af vores skoleliv og priste os lykkelige, den dag vi slap ud af slaveanstalten.
Sådan har ingen børn det heldigvis i dag. Andelen af børn, der mistrives alvorligt i skolen, er lille, men lige nu vokser den altså igen, og for dem er de lange skoledage slet og ret ubærlige. Hvad skal de bruge Mariannes søde barndomsminder til? Hvert eneste tilfælde repræsenterer en personlig katastrofe og et voksensvigt, som i mange tilfælde kan spores tilbage til lovgiverne bag reformen.
Og så er der Alex Ahrendtsens opvisning i den særlige DF-disciplin, der handler om sikre sig lidt indflydelse og så ellers rende fra ansvaret alt, hvad remmer og tøj kan holde. Han vedgår gerne de af reformens elendigheder, han selv brugte som betaling i studehandlerne omkring forhandlingerne – men nu er de pludselig de andres skyld. Han var jo som bekendt hele ude af stand til at styre sin ’grædende finger’ i afstemningsøjeblikket, og nu er reformen efter hans mening principielt urørlig frem 2021. Nu skal skolen ”…have ro, og det må vi holde hinanden op på. Vi kan ikke lave en ny reform igen. Det kan vi ikke byde lærerne". Jamen det siger han!
Det er menneskeligt at fejle, men tåbeligt at fremture. Kære alle tre: I har fejlet til den store guldmedalje, og nu fremturer I, antagelig i troen på, at hvis I taler udenom længe nok, vil kritikken forstumme. I lever i den vildfarelse, at det, skolen tumler med, er reformens begyndervanskeligheder. I så fald skulle man vel her 1½ år efter reformstart efterhånden kunne mærke, at det begyndte at gå fremad.
Men det, de netop udsendte fire statusrapporter fra KORA og SFI viser, er, at det går tilbage på alle målepunkter (bortset fra ’bevægelse i skolen’). I har selv bestilt disse rapporter, jamen så læs dem dog! Og lad jer nu ikke forføre af jahattenes forskræmte vagtparade: Skolen er ude i en nedslidningsproces, og hvis I ikke griber ind meget snart, ender vi i samme situation som svenskerne, der nu må se i øjnene, at tidshorisonten for en genopretning af deres skolesystem i bedste fald er et sted mellem ti og tyve år.
