Niels Chr. Sauer
Blog
Djøfferiets ulidelige lethed
Man kan have så meget is i maven, at man bliver kold i r****
Det dybeste aftryk, Bjarne Corydon har sat sig i Danmarkshistorien, er utvivlsomt folkeskolereformen. Alligevel ytrer han sig kun sjældent om den, hvilket man måske godt kan forstå, situationen taget i betragtning. Men d. 2. juli kunne han ikke længere holde følelserne tilbage. I sin egen avis ’Børsen’ advarer han på lederplads mod den ulykke, der nu truer med at ramme hans reformskole: De nationale test hænger i en tynd tråd.
Med søvngængeragtig arrogance refererer han til den kreds af cand. oecon’er og polit’er, der i en kronik i Politiken for nylig i advarede imod tabet af dette uundværlige redskab. Uundværligt, ikke for skolen, eleverne eller lærerne, forstås, men for de forskere, der bl.a. lever af at analysere testresultaterne.
Corydons argumentation er en sand opvisning i djøfferiets ulidelige lethed i forhold til realiteterne. Komplekse sammenhænge reduceres til rutinemæssige forsimplinger, og det ligger lige for at give DLF og visse unavngivne ’passionerede’ (her et skældsord) forskere skylden for udviklingen. Han ænser ikke det forhold, at de nationale test i den nuværende form undsiges ikke blot af alle fagprofessionelle, herunder skolelederne og sågar folk, der selv var med til at konstruere dem, men også af forældrene og eleverne. Plus altså et flertal i folketinget.
Det siger næsten sig selv, at Corydon ikke med et ord forholder sig til den del af kritikken, der handler om testenes ødelæggende virkninger i forhold til skolen, eleverne, lærerne og undervisningen. Det er jo rent kvalitative anliggender, og de vil aldrig kunne ses i et regneark; rigtige mænd forholder sig ikke til sådan noget sentimental sniksnak. For, som Corydon pointerer, testgennemsnittene svarer jo nøje til afgangsgennemsnittene, og så må de jo være retvisende, ikke sandt? Men det indikerer ikke andet end den banale kendsgerning, end at når man tager titusindvis af testscorer, så opvejer undervurderingerne og overvurderingerne hinanden. Det forhold, at de på individniveau – altså der hvor lærere og elever befinder sig - måler som vinden blæser, ryger helt under Corydons radar.
Det mest påfaldende ved Corydons leder er dog, at hans centrale pointe er et spektakulært selvmål. Hans centrale pointe er, at danskerne skal have mere is i maven i forhold til de nationale test (som vi haft i ti år nu), fordi, citat: ”… gevinsterne kommer først med stor forsinkelse, ligesom forsømmelserne omvendt er store dræbere, der først slår igennem længe efter de forkerte beslutninger træffes. Det er i virkeligheden uddannelsespolitikkens store forbandelse. Alt for ofte har særinteresser fået lov til at sætte sig på en sektor, som alle interessenter finder langsigtet afgørende. Men som de færreste for alvor prioriterer at udvikle, fordi effekterne ligger så langt ude i fremtiden, at kræfterne næsten altid forekommer bedre brugt på andre udfordringer”.
Jeg kunne ikke være mere enig. Men hvorfor i alverden gennemtvang Corydon så en folkeskolereform, der jorder enhver betragtning,som tager afsæt i langsigtede, kvalitative perspektiver til fordel for øjeblikkelige, kvantitative gevinster? En reform, der gør fremgang i de nationale testresultater i ’læsning og regning’ år for år til selve omdrejningspunktet for skolens virksomhed, alt imens de livslange værdier, som skolens fællesskab har været centreret om de sidste 50 år, betragtes med ligegyldighed?
Folkeskolen er hele folkets skole, understreger Corydon, og konkluderer tilsyneladende, at han er mere i samklang med folket end hele den blandede hærskare af børn, borgere og professionelle, der protesterer imod hans nationale test. For selv om intet går den rigtige vej her 6 år efter hans omkalfatring af folkeskolen, er han fortsat stensikker på, at billedet vil vende, hvorefter alle i en fjern fremtid vil takke ham for hans klarsyn og vedholdenhed.
Det er ikke at have is i maven. Det er at være kold i r****.
