Niels Chr. Sauer
Blog
'Pisk eller Gulerod'?
Hvad er i grunden pisk og hvad er gulerod, når det kommer til stykket?
Mange af os har formentlig set den korte TV2-serie 'Pisk eller Gulerod' som er blevet vist de seneste to mandage. Disse realityshowlignende tv-eksperimenter med pædagogik har det med at resultere i ren demagogi.
I så henseende var dette projekt ikke så slemt som det meste, vi ellers har set. Tænk fx på '9Z mod Kina', der meget belejligt rullede over skærmen i april-maj 2013 og i høj blev brugt i medierne som platform for reformpolitikernes hovedløse angreb på folkeskolen, der kulminerede med reformens vedtagelse i december samme år. I tilbageblik vil jeg ikke tøve med at kalde den serie for et falsum. Den kinesiske klasse og skole var eliteniveau, slet og ret. Desuden fortiede udsendelsen, at ikke en eneste af kineserne, der angiveligt 'vandt' i læsning (76% mod 70% rigtige svar), havde alle svar rigtige, hvilket mange af de danske elever havde, men den danske klasse blev trukket ned af 7 elever under gennemsnit, som ganske enkelt aldrig ville være blevet optaget i den kinesiske klasse. Sagt på jævnt dansk: Den danske klasse, dens elever og lærere, ja hele Holme Skole, blev røvrendt efter noder af DR, der end ikke havde oplyst skolen om, at der ville blive udråbt en vinder til slut.
Grundlæggende er det mildt sagt betænkeligt at foranstalte sammenligninger mellem klasser overhovedet, især når set-up'et er så absurd sort/hvidt som i 'Gulerod eller Pisk?'. Mængden af variable faktorer er helt uoverkommelig, og der kan aldrig etableres nogen sikre årsagssammenhænge. Slutvurderingerne hænger primært på personlige præferencer, især når de målbare resultater falder så tæt ud som her. Det virker dog besynderligt, at den eneste signifikante, målbare forskel - til fordel for 'piskklassen' i skriftlig problemregning - underkendes af de to eksterne eksperter, der åbenlyst har svært ved at styre deres egne, ideologisk betingede præferencer. Det kan dog skyldes klipningen.
Undervejs slog det mig, at det nærmeste, man i begge udsendelser i mine øjne kom brug af 'pisk', fandt sted i gulerodsklassen, der fik en uventet voldsom kollektiv skideballe efter at have leveret et dårligt resultat i matematik. Lærerne i 'piskklassen' holdt generelt mere fast i deres værdighed, forekommer det mig, og tonen mellem lærere og elever i forløbet udartede både venligere og mere konkret hjælpsomt i deres disciplinerede klasse end i den på godt og ondt mere vildtvoksende 'gulerodsklasse', der faktisk kom til at virke mere mobningsudsat og klikedelt. Hvilket dens lærere da også forholdt sig direkte til. Det giver stof til eftertanke i forhold til gruppen af svage elever, navnligt i et tiårigt perspektiv. Det er simpelthen sværere at etablere et trygt, inkluderende fællesskab i 'gulerodsklasser' end i 'piskklasser'.
Det undrede mig en del, at eleverne i 'gulerodsklassen' selv fik lov til at bestemme, hvem de ville arbejde sammen med. Det er for mig at se den sikre vej til et råt miljø, og det endte jo også med, at lærerne alligevel måtte gribe til 'pisken' for at få de sidste elever placeret. Og så er deres marginalisering først for alvor synliggjort.
Ligeledes noterede jeg mig, at mens lærerne i 'piskklassen' gik hårdt i rette med larmehovedet, fik han ganske vist mere spillerum i 'gulerodsklassen', men da det kom til stykket, blev han ikke skånet. Hans faglige uformåen blev tværtimod udstillet for hele klassen i form af en tåkrummende fremlæggelse.
Så hvor var der i grunden mest pisk og hvor var der mest gulerod, da det kom til stykket? Kollapsede seriens sort/hvide skabelon reelt ikke fuldstændigt i mødet med virkeligheden?
En endelig konklusion, som ligger lige for, kunne være, at når dygtige, engagerede og målbevidste lærere først tager fat, spiller deres pædagogiske præferencer ikke nogen voldsomt stor rolle. En betragtning, som også understøttes af forskningen, fx Jill Mehlbyes under overskriften 'De gode eksempler'.
Som Fibæk Laursen konstaterer i sin sidste bog, 'Dialog', er den danske skole så fuld af gode lærere, at den næppe kan blive ret meget bedre gennem strukturelle ændringer og ledelsestiltag. Dog vil jeg sige, at Viggo Smitt har fat i en lang ende, når han i andet afsnit pointerer, at vi skal bruge 55.000 lærere, så det er nødvendigt at lægge lærerarbejdet til rette på en måde, som kan takles af relativt almindelige mennesker - der, vil jeg tilføje, skal kunne holde til det et helt arbejdsliv igennem.
Tak til de fire modige lærere, der vovede pelsen!
