Niels Chr. Sauer
Blog
Redingtons mageløse frækhed
Noa Redingtons beskyldning mod Bondo om en 'konfrontationsstrategi' er ikke blot ren forstillelse. Den er en mageløs frækhed og udtryk for, at han ikke har forladt den politiske metier, selv om han er blevet ansat på Politiken
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor de mest indædte fjender af folkeskolen, den danske lærerstand og deres fagforening i dag befinder sig, så kan de bare læse det skriv, Helle Thornings nærmeste rådgiver gennem alle hendes år ved magten, Noa Redington, har begået i Politiken denne søndag d.24.4 16.
(http://politiken.dk/debat/profiler/noaredington/ECE3171187/danmarks-laererforening-bruger-enhver-mulighed-til-at-stikke-en-kaep-i-hjulet-paa-skolereformen/)
Redington formelig syder og sprutter af arrigskab, bitterhed og såret forfængelighed over, at DLF og Bondo stadig står op. Indlægget, der bringes af Politiken under overskriften ’Bondos utilslørede foragt’ med brug af rød farve og Jesu genkomst-typografi, er endnu et forsøg på karaktermord på Bondo, hvem Redington fuldstændigt skamløst tillægger en ’konfrontationsstrategi’ i forbindelse med ok13 og den efterfølgende konflikt.
Det er stærk tobak for en, der som undertegnede sad med i hovedstyrelsen dengang og ved, at DLF gjorde alt - og jeg mener ALT - for at undgå en konflikt. Hvis Redington virkelig ikke er klar over det, vidner det om så ringe indsigt, at det i sig selv er skræmmende.
Det er uomtvisteligt, at selv om DLF havde lagt sig fladt ned, havde sagt som en gulvmåtte og Bondo havde skrevet under, uden at et komma var flyttet, sådan som KL krævede, så var der alligevel blevet konflikt. Medlemmerne ville aldrig nogensinde have stemt det forslag til overenskomst hjem ved den obligatoriske urafstemning, og så havde konflikten alligevel været en realitet.
Og det var netop planen. Ingen skal bilde mig ind, at hele vagtparaden af arbejdsgivere, ministre, lovgivere med deres højt kvalificerede rådgivere og embedsmænd ikke vidste præcis, hvad de gjorde.
Redingtons egen chef havde lagt det hele til rette med henblik på skabe en konflikt. Kun via et lovindgreb kunne regeringen nemlig selv skrive den ’overenskomst’, den ønskede til brug for til finansiering af den skolereform, der allerede på det tidspunkt havde ligget færdig i et halvt år. Derved kunne regeringen trække mere undervisning svarende til en værdi af ca. 3. mia. kr. om året ud af lærerne kvit og frit.
Redingtons beskyldning mod Bondo om en 'konfrontationsstrategi' er derfor ikke blot ren forstillelse. Den er en mageløs frækhed og udtryk for, at han ikke har forladt den politiske metier, selv om han er blevet ansat på Politiken. Det var ikke Bondo og DLF, men Redingtons chef, hendes regering, folketingets flertal og lærernes arbejdsgivere, der i dølgsmål havde anlagt en konfrontationsstrategi. De ville ’gå hele vejen’, hørte vi allerede i efteråret 2012 fra flere af hinanden uafhængige, velunderrettede kilder; DLF skulle ’knuses som Thatcher knuste minearbejderne’, sagde man på gangene i finansministeriet, og intet, DLF kunne have gjort, kunne have stoppet dem. Det må undre, at Politiken i den grad stiller sig til rådighed for en politisk aktørs fortsatte, hovedløse amokløb på sin modpart.
At Redington tilmed virker decideret uoplyst på en række punkter, bidrager yderligere til den tvivlsomme underholdning.
Han mener, at tilgangen til læreruddannelsen er rettet op, fordi der var en stigning på nogle få procent i 2015, men forud er gået et fald på 45 % over en årrække. To ud af tre lærere kigger efter andet arbejde, og 17.000 af dem arbejder i dag udenfor folkeskolen.
Han finder det generøst, at ’lærerne fik en milliard til efteruddannelse’, men glemmer, at den var fordelt over syv år, og at den skulle deles med pædagogerne og skolelederne. Resultatet er, hvad der svarer til en dag om året på en pædagogisk central til hver lærer.
Han tror, at man kan lede en skole, som man leder en produktionsvirksomhed. Han har ikke fattet, at en lærer har et selvstændigt ledelsesansvar i forhold til sine elever og deres hjem.
Han afviser, at øget sygefravær i skolen kan have noget med arbejdsvilkårene for lærere og elever efter reformen at gøre, og han fnyser forarget af tanken om, at reformen har skadet inklusionen og øget søgningen til privatskoler. For enhver med kendskab til skolen er disse forhold indlysende, uanset hvad man ellers måtte mene om reformen.
Redington ’sender sin bedste og mest opmuntrende tanker til den enkelte skoleleder, der hver dag skal håndtere Bondos utilslørede foragt’. Mit gæt er, at de fleste skoleledere vil betakke sig for yderligere ’assistance’ fra Redington og konsorters side. Et flertal af skolelederne angav for et par måneder siden over for KORA, at de har mindre ledelsesrum nu end nogensinde, og de har et udmærket forhold til DLF’s medlemmer, hvis hårdt pressede situation de er ufrivillige, magtesløse vidner til fra første parket.
Noa Redington langer ud efter stort set alt og alle undtagen partiet Venstre, der til Redingtons trøst stadig støtter reformen trofast som de eneste. Man må håbe, han hygger sig med sine nye venner på den synkende reformskude, mens alle andre går i bådene. Ingen kan ikke hindre ham og de øvrige topsocialdemokrater i at gå ned med skibet, hvis de insisterer. Det eneste, vi kan gøre, er at forsøge at råbe dem op.
