Niels Chr. Sauer

Blog

Stop lejrtænkningen om uroproblemet

I henved 25 år har debatten om uro i skolen været politiseret fra både højre og venstre fløj. Nu må vi komme videre.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Debatten om opdragelse, uro i skolen og autoritet er domineret af to lejre: På den ene side dem, der mener, at det er både legitimt og nødvendigt at lærere sanktionerer overfor børn, der bryder reglerne, på den anden side dem, der mener, at lærere kun har den respekt, de fortjener, og at sanktioner derfor ikke har nogen plads i skolen. Lejrene bekender sig hver sin politiske fløj, og jo mere de bekriger og bagtaler hinanden, desto mere stålsatte synes de at blive. Sådan har det været i henved 25 år. Nu må denne lammende polarisering at debatten om om uroproblemet have en ende.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Når læreren som den lærerstuderende Frederik Fischer (omtalt i Information 7.11: http://www.information.dk/514968#comment-943538 ) kommer ind i en klasse, hvor flere elever allerede er på vej ud af vinduet, inden læreren har åbnet munden, turde det være indlysende for enhver, at et langsigtet, tålmodigt relationsarbejde ikke løser problemet. Det skal stoppes nu og her, og det er nødvendigt at læreren optræder autoritært. Men det er omvendt indlysende, at hvis balladen ikke skal gentage sig i det uendelige, er læreren nødt til at opbygge de relationer til klassen, der kan tage gassen ud af ballonen og få eleverne til at tabe lysten til at te sig på den måde.

Når autoriteten ikke respekteres, har den kun to muligheder: enten at lade sig tromle ned eller at blive autoritær. Lader autoriteten sig tromle ned, er der lukket og slukket for dannelsesprojektet. Men bliver den hængende i det autoritære, slides den ned til grunden.

Egelund taler om straf og tigger dermed nærmest om at blive misforstået af den anden lejr. Straf er hævn, og hævn har ingen plads i skolen. Lars Qvortrup siger, at det, der skaber ro, er, ’at læreren har kompetencerne til at lede en klasse’. Javist, men han glemmer den vigtige underbetydning af ordet kompetence: Bemyndigelse. Det rækker ikke, at læreren personligt mestrer klasseledelsen. Han skal også være autoriseret til at udøve den. Og det er han ikke i en skole, der præker relationsarbejde som eneste legitime værktøj, samtidig med at den forbander den autoritære myndighedsudøvelse ned under gulvbrædderne.

Når en sygdom skal bekæmpes, er forebyggelse og helbredelse ikke et-enten eller, men et både-og.  Hvis man kun forebygger, lader man patienterne i stikken; og hvis man kun helbreder, stopper man ikke sygdommens udbredelse. Der er tale om to væsensforskellige projekter.

Når det drejer sig om bekæmpelse af uro i skolen, går det galt, hvad enten vi gør det ene eller det andet. Vi skal gøre begge dele – hele tiden. 

Powered by Labrador CMS