Niels Chr. Sauer
Blog
Hvor dybt kan vi synke?
Hurra for andres fejl og mangler, måtte de aldrig blive dygtigere. Takket være dem kan vi stråle på toppen af ranglisten
Åbenhed er en god ting, derom ingen tvivl. At protestere imod indblik i skolens forhold udefra fremstår som et forsøg på at holde noget skjult. Men den, der har rent mel i posen, har intet at frygte. Alligevel er der noget dybt forstemmende over undervisningsministeriets nye, opreklamerede hjemmeside. Det skyldes først og fremmest, at åbenheden her er yderst selektiv og på ingen måde tilstrækkelig til at sikre et retvisende billede af skolen. Følgende forhold indgår i ministeriets billede: Elevtal, trivsel, elevfravær, afgangskaraktersnit, andel elever i specialklasser, andel tosprogede, andel timer med linjefagsuddanede lærere, efterfølgende uddannelsesfrekvens. Det er som at betragte verden gennem et dørslag.
Her følger i tilfældig rækkefølge en ikke-udtømmende liste over ignorerede forhold, som hver for sig kan have lige så stor eller større betydning som den tilfældige håndfuld, ministeriet har udpeget (listen er ikke udtømmende):
Resurse til rådighed pr. elev i forhold til landsgennemsnit, klassekvotient, adgang til faglokaler, udenomsarealer, indeklima, støjniveau, mangfoldighed og standard af undervisningsmidler, skolebiblioteksbetjening, maskinpark, idrætsfaciliteter, lejrskole- og ekskursionsvirksomhed, transport til og fra skole, alders- og kønsfordeling i lærerstab, lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal, læreres sygefravær, tid til skole-hjemsamarbejde, tolærerordninger, skolepsykologbetjening, støtteordninger til svage elever, specialundervisningstilbud, ledelsestid, ’gennemtræk’ i hhv. leder- og lærerstillinger, andel af timer, der ikke læses af læreruddannede. Hertil kan føjes eksterne faktorer som fx gennemsnitlig husstandsindkomst, uddannelsesniveau og huspriser i skoledistriktet.
Se, så er vi så småt ved at kunne samle brikkerne til et retvisende billede af en skole. Men til syvende og sidst afhænger alt jo af, hvilken lærer ens barn tilfældigvis kommer i kløerne på, og hvilke klassekammerater det tilfældigvis får. Det vil aldrig nogensinde kunne opføres i nogen database. Hele øvelsen er i bund og grund useriøs. Det er at stikke blår i øjnene på folk.
Vil man virkelig vide, hvad der foregår på en skole, må man selvfølgelig besøge den i længere tid og overvære / deltage i dens arbejde. Det må være DLF’s svar på den udfordring, lærerne her stilles overfor: Kære forældre, kom og vær med!
Det værste, der nu kan ske, er, at skolerne begynder at spille med på dette overfladiske pjat. Med dyb undren må jeg imidlertid konstatere, at den forståelse ikke er en given sag i skoleverdenen. Tænk blot på kommuner, der har sat sig som mål at deres skolevæsen skal være landets bedste! Se fx Roskilde kommune, som her forleden er ved at sprække af selvfedme over at kommunens elever er avanceret fra en delt 9.-11.plads til en delt 8.plads på landsplan. Eller endnu værre, synes jeg faktisk, en historie fra Fyn om en skoleleder, der for nogle dage siden blev så begejstret over, at netop hendes skole i sidste omgang er den højst scorende i kommunen, at hun serverede morgenbrød på lærerværelset og udsendte en jublende lang meddelelse om, hvor fantastiske netop hendes skoles lærere var. Hvad nu hvis hendes afgangsklasser næste år igen bliver overhalet? Er 'hendes' skole så blevet dårligere? Og hvad med morgenbrødet?
Her ser vi rankingens gift sive ind i vores skoletænkning. Jo værre det går for de andre, jo bedre for os. Hurra for andres fejl og mangler, måtte de aldrig blive dygtigere! Takket være dem kan vi stråle på ranglistens top.
Hvor dybt kan vi synke?
